Vores fælles ansvar..

Om et par timer sidder jeg ombord på et fly på vej mod København. Det skal jeg fordi Ibi Maikenok og jeg har en lille pressetur, i forbindelse med den opmærksomhed vi fik, da vi præsenterede Ibi som vores nye ambassadør for Organdonation ja tak! For sikke en interesse for at læse Ibis personlige og stærke beretning om hendes alvorlige sygdomsforløb. Vores site blev lagt ned hele tre gange. Det var mere end Organdonation ja taks hjemmeside kunne bære. Det viser at Ibis histore er vigtig, og at hendes rolle for os er med til at sætte et ansigt på organdonation i Danmark. For det er et vigtigt og overset emne og budskab, der gemmer sig bag.

Når man er på ventelisten til et nyt organ og alvorligt og kronisk syg, er man sårbar og overladt til lægerne og et sundhedspersonale, der gør hvad de kan for at behandle en bedst muligt, under de vilkår der er til rådighed. Familie og pårørende gør alt, hvad de kan for, at støtte og hjælpe. Man er i det meste af forløbet afskåret fra omverden, arbejde, uddannelse, skole eller børnehave – kort sagt – ens liv er sat på pause.

“Ude af øje, ude af sind siger” et gammelt ordsprog. Det er sandt, også i denne sammenhæng, for det spiller en stor rolle at man som transplantationspatient ikke føler sig overset eller gemt væk fra samfundet og parkeret på sidelinjen. Der kan man så blive til der henholdsvis dukker et hjerte eller en nyre op! Så kan du være en del af samfundet igen, når du er rask. Det er her min pointe gemmer sig, for man er ekstremt ensom og overset i dette sygdomsforløb. Ja faktisk, også i den efterfølgende genoptræningsfase og tiden efter.

Det er vist helt naturligt, at jeg bliver ked af det, når jeg hører den debat tone, der er i medierne for tiden. Jeg tror faktisk at mennesker der udtaler sig kritisk om indførelsen af formodet samtykke, ikke selv har været berørte af organdonation. Eller udtalelser som at mennesker, der ikke går ind for organdonation og ikke selv vil være organdoner skal bagerst i køen, hvis de en dag får brug for et organ. Men hør venner! Det er jo slet ikke det det kommer an på. Det drejer sig om at redde menneskeliv. Man er fri til at have sin egen mening og melde sig fra, hvis man ikke har lyst til at være donor. Det er bare frygteligt for den, der står og venter på et organ, at andre ikke syntes, at det er ok de får chancen, fordi en helt tredje ikke har fået meldt sig til? Skal et menneske dø, fordi hr. Jensen ikke lige nåede, at lade sig registrere som donor? Hvorfor? Af hele mit hjerte, hvorfor? Forklar mig hvorfor, vi lever i et demokratisk moderne samfund, som på så mange måder er foregangsland og betegner sig, som et af de lykkeligste lande i verden. Og så har vi stadigvæk ikke indført formodet samtykke? Den største næstekærlighed som man kan dele med sine medmennesker. Forstår ikke de røster, der ikke vil indføre formodet samtykke, sjovt nok, for jeg tror man vil gøre alt for at redde sit eget barns liv, men ikke naboens?

Men jeg må jo nærmest antage, at det er et udtryk for uvidenhed eller måske ligefrem mangel på næstekærlighed, der spiller en afgørende rolle i denne problematik? Synes bare det er svært at forklare dem, der er på venteliste, at de skal træde et skridt ned af listen, fordi berøringsangste politikere og et fåtal af befolkningens holdning er – mig først… mit ego først.. min ret før din? Forklar mig venligst, hvorfor det først bliver vigtigt, når det rammer een selv? Jeg var ikke selv tilmeldt donerregistret, havde egentligt et ønske om det, men jeg havde bare ikke fået det gjort! Sådan tror jeg mange har det.

I respekt for de familier der hvert år bliver berørte af organdonation, dem som står ved hospitalssengen og tager beslutning om, at lade deres kære blive organdoner, og de familier der modtager den største gave af dem alle, nemlig livet. Bør vi så ikke gøre alt for bevare en god tone i debatten og ikke tænke så meget på, hvem der har mest ret. Jeg har forståelse for, at man kan have forskellige holdninger til organdonation. Jeg mener at valget skal være valgfrit og vælger man sig fra, er det helt fint med mig. Det er jo derfor, vi har demokratiet, vores love bør jo afspejle danskernes valg, Idet det mindste af respekt for familierne, bør man tage et valg, så de føler, at samfundet står bag dem og at de ikke føler sig usynlige, oversete og ligegyldige. Den ligger på vores alles bord. For du kan ikke sige at det ikke, at det ikke bliver dig eller en af dine, der bliver den næste, der kommer på ventelisten.

Det er bl.a. af den grund, at vi startede organdonation ja tak! For vi kan sammen gøre det meget bedre og sætte fokus på organdonation. Sidst men ikke mindst fordi vi opdagede, at vi stod helt alene, og der var ingen steder vi kunne få støtte – ingen organisation vi kunne vende os imod, og få hjælp og som satte fokus på vores behov og hjælp os med, at tale vores sag. Derfor måtte vi starte en selv, og det blev til organdonation ja tak!

Hjælp os og Støt vores arbejde – se hvordan på http://WWW.Organdonation-ja-tak.dk

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *