Hvad ved jeg om, at miste et barn?

I aftes og her til morgen, modtog jeg den hjerteskærende meddelelse, om at to små børn er gået bort. To familier jeg har fulgt via de sociale medier. En på afstand. En anden på tættere hold, da skrev jeg med moderen, fordi vores børns sygdomsforløb, en overgang mindede om hinandens. I den periode, hvor vi skrev sammen var jeg glad for, at kunne svare på hendes spørgsmål og håber også, at jeg kunne give lidt opmuntring og trøst. Der er gået noget tid siden jeg havde hørt ny fra dem. Lidt naivt måske, men jeg havde en forestilling om, at intet nyt – var godt nyt.

Derfor kom det så pludseligt og helt uventet, og jeg blev virkelig ked af de triste nyheder. Dagen igennem har jeg haft en slags stille sind, og tankerne har ikke rigtigt ville slippe de to små børn. De kæmpede begge længe mod en brask og uret retfærdig kræftdiagnose.

Det er ikke til at begribe, at disse børn ikke er her længere. Det er ikke til at forstå, at børn ikke skal vokse op, og at nogle skal herfra før deres forældre. Vi lærte familier at kende, gennem Esthers sygdomsforløb, der har mistet deres barn – og vi ved deres tab er ubeskriveligt stort. Mine tanker går ofte til dem, og kan slet ikke forestille mig deres savn, eller den store sorg, der nu har taget plads i deres liv. For hvad ved jeg om, at miste et barn? Intet.

”Nogen gange efterlader kræften et kæmpestort hul ved middagsbordet, en plads står tom. En seng på børneværelset står uberørt hen. En mors tomme fraværende blik og en fars afmagt i en bøjet ryg. Nogen gange er det også den ekstra plads ved bordet, der dækkes op til, eller den madras der bliver foldet ud. Familien og huset får pludselig og ufrivilligt et ekstra familiemedlem, der har et navn… Kræft. Den kravler langsomt ind i ens liv og den besidder evnen til at påvirke resten af familien – lige som et “rigtig” familiemedlem, kan påvirke en familie. En skygge, der altid vil leve i familien. Som et minde om den tid, der tog vores liv, som vi kendte det. Og tog vores uskyld. Tog alt det, som vi troede på og ændrede vores familie og vores fremtid.”                                      – Uddrag fra indlægget ”Jeg burde nøjes.”

For familier med alvorlige og livstruende sygdomme, findes der ikke ret meget ro fra bekymringerne og angsten, for at miste deres barn. Forældrene og familien har mistet fodfæstet og svæver rundt i et kosmos af kaos og uvished… Jeg er sikker på, at de mange gange har ønsket sig hen til en drømmeverden, hvor der ikke findes sygdom og død. Der, hvor far igen kan klare alt og få alle problemer til at forsvinde, og der hvor mor kan trøste, kysse og puste alle skrammer væk.

Man håber, tror og beder. Intet må være mere frygteligt og hårdt end, at se sit barn kæmper for at overleve og slippe fri af sygdommens tag. Intet må være mere hjerteskærende end, at se sit barn, give slip og forlade en. Mine tanker går til alle de forældre og søskende, hvor savnet og sorgen nu er flyttet ind i familien, som en vedvarende tilstand i ens bevidsthed, som en gæst der ikke vil rejse sin vej.

Hele dagen har jeg haft en tomhed og tristhed, det er som om dagen er helliget eftertænksomhed over alle de små sjæle, der nu ikke er hos os mere. Jeg kan kun gisne, men jeg tror kærligheden til ens barn må være den drivkraft, der bærer èn igennem resten af ens liv. Mon ikke livet uden ens barn bliver mere ubærligt, hvis ikke man lader kærligheden til ens barn, fylder mere end sorgen.

Det minder mig om dette smukke engelske digt, er skrevet i 1938 af den engelsk-amerikansk digter
Wystan Hugh Auden.

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.

Ære være deres minde.

Håber der er nogen der vil dele sine tanker om at miste, for det er når vi deler vi bliver stærkere og giver mod og håb til hinanden…


10 kommentarer on Hvad ved jeg om, at miste et barn?

  1. Anna
    6. juli 2017 kl. 20:37 (7 år siden)

    Så ærlig skrevet Karen, jeg har fulgt lille Lucca i hendes hård kamp, og læste den mest forfærdelige opdatering her i morges Nej, jeg ved ikke noget om at miste et barn, men det må være det værreste som kan ske. Børn må ikke gå igennem alt det her, det er ubegribeligt og hård. Hvorfor får de sådan en forfærdelig sygdom? Mine tanker går også til de små børns familier ❤

    Svar
    • Karen Heidelbach
      6. juli 2017 kl. 21:16 (7 år siden)

      Tak Anna,
      Børn der går bort er ikke til at bære, jeg kunne simpelthen ikke forstå det. Det giver INGEN mening…
      Tak fordi du læser med..

      Svar
  2. Gitte
    6. juli 2017 kl. 21:44 (7 år siden)

    Flot skrevet Karen❤️
    Det er så uretfærdigt og meningsløst når børn tager herfra før deres forældre og også bedsteforældre.
    Vi må kramme vores børn en ekstra gang, spise en ekstra stor is og trykke lidt ekstra på PYT-knappen…det skylder vi de børn og deres knuste forældre✨❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      7. juli 2017 kl. 09:07 (7 år siden)

      Så enig Gitte…

      Svar
  3. Ester Sagen
    6. juli 2017 kl. 22:31 (7 år siden)

    Fantastisk digt,
    Smukt formuleret –
    stærkt .
    Sætter tanker i gang til jer ,som lider.
    Ønsker, at. solen vil vise sig i jeres tanker igen.
    Kærligst
    – en mormor

    Svar
    • Karen Heidelbach
      7. juli 2017 kl. 09:07 (7 år siden)

      Kære Ester,
      ja det er et smukt digt…

      Svar
  4. Lea
    6. juli 2017 kl. 22:42 (7 år siden)

    Hej Karen , jeg har jo mistet en baby for 29 år siden, ja man glemmer det ikke, håber at Sara passer de to små børn det er jeg sikker på hun gør, selv om det ikke er meget trøst , lige meget hvad de børn døde af så skal børn ikke her fra før forældrene, tænker på både børnene og deres familie, må kræftens kode og andre koder snart blive løst så vi ikke skal ha det at slås med, Karen du ved hvor jeg er , trøstens ❤️❤️❤️Fra mig , Lea

    Svar
    • Karen Heidelbach
      7. juli 2017 kl. 09:06 (7 år siden)

      Tak Lea…

      Svar
  5. Line Timm
    6. juli 2017 kl. 22:52 (7 år siden)

    Kan kun sige at det er det værste der kan ske at man mister sit barn Det gør så ondt at det slet ikke kan beskrives
    Er så glad for mine 2 raske børn, men har da også mega i ondt af dem at de skal vokse op med nogle forældre der aldrig er helt lykkelige.
    De ved aldrig lige hvordan vi har det og hvad vi kan overskue.
    Føler så meget med de familier ❤️ Masser af kærlige tanker til dem ❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      7. juli 2017 kl. 09:06 (7 år siden)

      Kære Line,
      ja jeg kunne ikke lade være med at lave dette blog indlæg, selv om det gør ondt. men det går jo ikke væk bare fordi vi ikke taler om det. Det er vigtigt at turde tale om smerten, døden og tabet. Og ikke mindst tale om dem der ikke er her længere. Det skal vi, vil skal hylde dem ikke?

      Sender dig og din mand mine varmeste tanker… I er til i dem…

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *