Del 2

IMG_8726

Ankomst til riget. Med dyttende Falcktransport fra Kastrup lufthavn gennem København i myldretiden. Sikke en tur. Sikke en dygtig chauffør, der fik os hurtigt og sikkert frem til Rigshospitalet. Det er utroligt, hvordan man opnår kontakt med fremmede mennesker, når man er allermest sårbar. Det bliver en oplevelse, man deler med een man ikke kender.

Det var den mest utrolige følelse, det er svært at beskrive den, for det var så komplekst og sammensat af euforisk glæde, over at det rent faktisk var nu. Men der var også frygt og tanken, om at det kunne blive afblæst (som engang tidligere – se del 1). Alvoren var med os, bevidstheden om, at nu var der ingen vej tilbage. Fuck ! Det kunne jo gå galt, og hvad så ? Der var jo kun denne her ene chance.  Et skud – det var en ubærlig tanke, jeg skubbede den fra mig, og bølgede imellem at være enten grådlabil af lykke eller lammet af angst.

IMG_8665
Der går altså mange tanker igennem een, når ens datter skal i narkose og på operationsbordet. Lige til det sidste, vidste vi ikke, om de kunne redde Esthers egen lever, eller om hun ville blive levertransplanteret. Hele følelsesregisteret bliver benyttet i forberedelsestiden og klargøring til Esthers operation. Jeg var rimelig rolig at se på udefra, men inden i var alt klar til kamp. Det skulle bare lykkes, hun skulle bare klare den. For alt i verden. Lige der i de timer, hentede vi al vores ro, styrke og tro, for hun skulle have det bedste af os med ind til den operation. Esther måtte for alt i verden ikke mærke min angst eller nervøsitet. Lige der var jeg kun mor, ren kærlighed og viste hende tillid til, at det nok skulle gå. Jeg tænkte, at hvis hun kunne mærke, jeg var tryg ville hun også blive det. Det var hårdt, uvisheden var den værste. Hvordan det forløber i timerne efter, kan du læse mere om i et andet indlæg. Esthers Historie, der kommer snart.