Tapre lille pige…

image-1nyhageny

Dagen startede med en samtale med Rigshospitalet, der endelig havde fået svar på blodprøven på tacrolimus, og de mente, at det er tid til at kun få taget blodprøve hver anden uge! Det er helt vildt fantastisk!  Det har vi set frem til og ventet på i over et helt år!  Det er rigtigt stort, det har vi kun prøvet en gang tidligere, det holdt en uge, men så blev hun ustabil igen og det krævede igen ugentlige blodprøver. Nu prøver vi igen og hun slipper for, at blive vækket tidligt hver mandag morgen, og skal have kold ametop/llokalbedøvelses creme, på begge arme, og holdes og stikkes i… Det kommer til, at betyde rigtigt meget for vores hverdag og Esthers trivsel.

Jeg var glad og godt igang med dagen, da der blev ringet af en af pædagogerne som fortalte, at Esther havde haft et rendezvous med et bord i børnehaven, som desvære resulterede i en flænge på hagen. Flængen var så dyb, at den skulle tilse af en læge. Kors! Så blev der endnu mere stof til konfirmationstalen! Åh, nej! Alle mulige tanker fløj igennem hovedet på mig, alle alarmklokker ringede! Benene rystede, mens jeg trampede i pedalerne på cyklen, for at nå ned til Esther og trøste hende. Jeg anede ikke hvilket syn, der ville møde mig, jeg var allerede i min kampuniform og tunede mig mentalt ind på, hvordan Esther ville reagere, når hun så mig.

Men der sad hun bare, stille og mut, midt i sofaen med en håndfuld legekammerater omkring sig og småsnakkede. Da vi på afstand fik øjenkontakt, kunne jeg se hun var helt ok. De dygtige pædagoger havde allerede gjort et godt stykke arbejde med at afmystificere episoden og havde trøstet hende. Det hjalp helt sikkert også, at vennerne var der og holdt hende i godt selskab. Jeg kunne se i hendes øjne og måden hun sad rank på, at hun var mærket, men ikke mere end, at forskrækkelsen var ved at aftage.

Vi hoppede i en taxa og satte kurs mod egen læge, det er åbentbart sådan er det gøres nu. Godt,for så er der forhåbentligt mindre kø på skadestuen, når egen læge skal til ses først? Det vidner heldigvis om, at jeg ikke har haft brug for skadestuen i flere år… 7-9-13.

Hos lægen fik Esther renset og limet flængen, og skønt det ikke var rart, klarede hun det super flot! Esther har jo prøvet lidt af hvert efterhånden, og jeg er overbevist om, at hun godt kan mærke både alvoren, og også graden af, hvor alvorligt det er. Det er som om hun godt ved, når noget er nødvendigt at gøre. En slags fornemmelse jeg tror kommer fra tiden, hvor hun var indlagt til kemobehandlinger og da hun blev transplanteret, alle de gange hvor hun har mærket, at nu er det nu.

Når Esther var indlagt skulle hun have foretaget alle mulige indgreb og undersøgelser. Den alvor og stemning, der er i et rum lige inden forberedelserne til narkose, når hun skal lægges til at sove, tror jeg sidder i os begge stadig. Den følelse af spændthed og nervøsitet mærker vi begge stadig,når noget er på spil. Jeg tror, hun fornemmer når noget skal ske, og det her med hendes hage kunne hun helt sikkert også mærke var vigtigt, at få gjort godt igen.

Med en pose vingummi som belønning og masser af ros fra lægen og sygeplejersken gik Esther stolt og muntert ud fra lægen. Nu skulle hun skynde sig tilbage til børnehaven og pigen i den lyserøde flyverdrage, Josefine,  som Esther havde lovet at komme tilbage til, når hagen var fin igen, for de skulle lege mere…

Jeg er så stolt af hende, når jeg oplever og mærker, at hun er så god til at fornemme situationen og ikke mindst, sig selv midt i den. Udstyret med plaster, et stort smil og udsigten til endnu et ar på hendes lille krop, er hun allerede videre i tankerne, mens hun gumler vingummier.  Sikke et overskud, gåpåmod og en vilje.

Hun dvæler ikke, piver ikke. Modgang stopper ikke den lille dame, den giver allerhøjest lidt forsinkelse på livets landevej. Sikke en rejse – sikke en fremtid – sikke en sikker lille pige. Min lille store pige.

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *