En festlig & fantastisk fredag!

Den bedste nyhed kom endelig i fredags!! Endelig, efter to blodprøveforsøg og en måned på pinebænken, fik vi langt om længe svar på blodprøven, der skulle afgøre om, Esther immunforsvar havde opdaget undertoner i antistofferne i den nye donorlever.

”Esther arbejder meget fint sammen med den nye donorlever” var ordene fra vores læge på Rigshospitalet i fredag eftermiddags og det er simpelthen intet mindre fantastisk! Det er årets absolut bedste nyhed! For det betyder i korte træk, at alarmen er afblæst og at Esthers nye lever stadige er et mach! på alle måder.  Vi undgik en meget ny og alvorlig situation det ville have bragt os i, hvis det ikke var tilfældet. Faktisk så alvorlig, at jeg har forsøgt at fortrænge konsekvenserne, bare for at kunne holde ud at være i det her og udstå ventetiden på resultatet.

Det har været et ubehageligt, at være i den uvisse ventetid, det er skønt endelig at få svar. Den nye leverbiopsi i februar skal så give os nogle flere svar på, hvad der kan have forsaget ardannelsen og betændelsestilstanden i Esthers lever. Forhåbentligt kan den give en afklaring på, om leveren har fået det bedre og er kommet sig. Eller om det er en uforandret og blivende tilstand, hvis konsekvenser jeg ikke tør begynde at, tænke på nu. Det sidst nævnte er nok en måde at håndtere den kroniske bekymring hos mig, der altid er tilstede.

Da jeg havde fået de gode nyheder, fik jeg ligeledes svar på de seneste blodprøvetal, og alle tal er fine, alt er som det skal være. Infektionstallet er normalt, Alat på 20 og de værdier det viser nyrernes tilstand er også fine. Vi fortsætter med at følge den seneste medicin ændring, og forsætter forløbige med den nye medicin Ursofalk. Vi håber, snart Esthers mave får det bedre, nu har hun været hårdt ramt med dårlig mave siden juleaften. Det er hårdt for alle. Vi mangler dog lige et svar på tracolimus, og er den fin må vi endelig gå fra blodprøve en gang i ugen til hver 2. uge! Det vi betyde så meget for os at vi ikke skal have taget den hver mandag, som vi har gjort nu i over er år!! Endelig er vi over den omgang, der sendte Esther til tælling mellem jul og nytår. Der er nu endelig tegn på, at Esther er ved, at være oven på igen. Det er befriende at vide, alt er ok og hun bare skal nyde, leve og lege, for hun er så godt som ovenpå igen.

Et enzym, man finder inde i selve levercellerne. Hvis levercellerne dør og går i stykker, siver ALAT ud i blodet, og ALAT-værdien stiger. Normalværdien er 10-70 U/L for mænd og 10-45 U/L for kvinder. Børn: 1 md – 16 år: 5 – 45

Med en alt ok igen melding fra Rigshospitalet, var det som om lettelse og lykke skyllede ind over os. Nærmest lykkelig et øjeblik. Jeg overbragte de glade nyheder til Lasse over mobilen, og han sagde at han aldrig havde været så glad for nogen blodprøvesvar. Jeg kan kun give ham ret, sikke en tilbagemelding! Det var som om alle vores bekymringer forsvandt som dug for solen. Al anspændthed og angst, forsvandt og efterlod mig lettere udmattet, mentalt og fysisk. Resten af dagen tilbragte vi nærmest i en lykkeboble, med den oplevelse af, at være overvældet af letteles og efterfølgende en enorm træthed.

Det var på flere måder en rigtig dejlig dag, skønne nyheder og endnu en milepæl er sat. Samme dag skulle Esther fejre fødselsdag og give kagemand i børnehaven. Det var en stor dag vi havde set frem til i al den tid Esther har været syg. Det er første gang hun prøver, at holde fødselsdag for sine venner, det oplevede hun jo af gode grunde ikke i dagplejen. Nu er det vores tur at indhente alle de gode og særlige stunder og vi glæder os til alle de fremtidige festelige begivenheder, vi skal nyde sammen.

Jeg syntes vi er så heldige, at vi står her i dag efter alt det vi har været igennem og kan se på vores dejlige unger, der skændes og driller hinanden og i næste øjeblik kærligt lægger armene om hinanden. De her særlige dage som denne, røre mig dybt.  Lige der, i det øjeblik ved jeg, at det er det eneste der betyder noget er, at vi stadig er her og at har hinanden. Livets sårbarhed forpligter, vi tager ingenting forgivet, intet.

Måske netop derfor er et knus så dyrbart, for måske er det lige der føler vi os allermest og nærmest lykkelige.