Rigshospitalet & cancerfamilien

img_9712udsigt
Idag drager hele cancerfamilien på tur til København. Endnu et gensyn med Rigshospitalet. Den kæmpe bygning der næsten rummer alt, ihvertfald af skæbner og historier. Også vores. Sætter man sig i forhallen eller ved kiosken, vil man på få sekunder møde hundredevis af mennesker og skæbner. På èn gang overvældende og fascinerende.

Esther skal indlægges på Rigshospitalet og vi nu ser vi frem til den månedlig kontrol og den planlagte 1 års undersøgelse efter levertranspnantationen på Rigshospitalet, hvor vi også deltager i et sundhedsvidenskabeligt forsøg omkring diagnostik af akut – og kronisk leverpåvirkning hos børn og unge.

Forsknings projektet skal undersøge og bidrage til at forbedre behandlingen af levertransplanterede børn og unge. Det bliver rart, at hjælpe andre på lang sigt og, at få vished om alt er som det skal være. Tror vi har brug for en form for afklaring på, hvad der har givet det forhøjede Alat tal. Vi håber det er muligt, om ikke andet vil måske give os og lægerne viden om, hvordan vi bedst muligt forholder os til fremtidige udfordringer og måske forhindre at de opstår.

Det er dog ikke uden betænkning, at man lade sit barn undergå disse undersøgelser. Man ved, at det i sidste ende er for hendes bedste. Den test og undersøgelser giver et meget præcist billede af hvordan Esthers nye lever har det. Det giver også en afklaring på hvor nedsat hendes nyrefunktion som senfølge at kemobehandlingerne er. Hjertet undersøges også og det bliver en rigtig grundig check up på hendes helbreds tilstand. Undersøgelsen indeholder bl.a. leverbiopsi, ultralydsundersøgelse af lever- og galdeveje, blodprøver, chromtest,  bare for at nævne nogle få…

Vi overnatter alle fire på patienthotellet i nat, og i morgen bliver Esther og jeg indlagt til undersøgelsen onsdag morgen. Esther skal møde fastende og det er heldigvis længe siden. Jeg er ret spændt på hvordan hun klare det, og er ret sikker på at hun syntes det er spændende, at vi skal indlægges og overnatte til observation til torsdag… jeg tror det kommer til at gå fint, og tror at jeg hurtigt falder ind i de gamle rutiner igen. Helt fortrolig bliver jeg nok aldrig, men man må sige at jeg har en del erfaring… Det bliver dog med blandede følelser at jeg går indtil det her, for jeg ved at det kommer til at give minder, der sætter en masse følelser i gang hos mig. Gensynet med hospitalsverden, vil altid påvirke mig og sende tankerne tilbage til den tid, hvor Esther var indlagt og modtog behandling.

Denne gang ved vi heldigvis hvornår indlæggelsen bliver afsluttet. Det hjælper en del, for det var bl.a. uvisheden, der var vanskelig for mig at håndtere. Både for hvordan det ville forløbe, men også den længsel efter klarhed over, hvad der skulle ske, hvordan det ville gå og om det snart ville være overstået. Bogstavelig talt. Jeg er spændt på, at se hvordan det er at vende tilbage, om jeg oplever det med andre øjne nu, hvor det bare er en udvidet kontrol undersøgelse. Eller om mit kampinstinkt bliver aktiveret igen. Vi får se, hvordan det lykkedes mig at være tilbage i hospitalsverden.

En ting er sikkert, denne gang er det med et positivt fortegn. Vi tager afsted med henblik på et rart ophold og positivt resultat. Denne gang er det slet ikke med en skal følelse, denne gang er det et kontrol besøg og en indlæggelse fordi vi selv har sagt ja tak, og ikke fordi det var nødvendigt for Esthers overlevelse. På den baggrund er der en kæmpe stor forskel, fra de andre indlæggelser, hvor det handlede om livreddende behandling. Denne gang er det selv valgt, og det giver en følelse af kontrol og frihed på samme tid. Det har så stor indflydelse på oplevelsen af vores indlæggelse og det giver os muligheden for at nå en milepæl mere, samlet hele familien. En milepæl, der måske kan hjælpe os lidt videre og give en oplevelse af, at være nået længere igennem Esthers kræft- og transplantationsforløb.

Det betyder selvfølgelig rigtigt meget for os, at få vished om hvordan Esthers nye lever har det, men også at kunne bidrage til at forbedre behandlingen af de fremtidige børn og unge, der lige som Esther fik en akut og kronisk leverlidelse. Det er en barsk verden pludselig at blive lukket ind i, og at lære at finde rundt i. Faktisk er de tekniske og faglige betegnelser en helt verden for sig selv… Vi forsøger at følge med, mens vi bliver trukket igennem sygdomstrædemøllen og priser os lykkelige for lægernes høje faglige kompetencer og det alt afgørende faktum, at vores datter har modtaget den største gave…

Der er intet større i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle. Uanset om det dine, mine eller vores organer.

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *