Mens vi venter på svar fra Rigshospitalet

ny-collage-ny

Sidste uges kontrol og indlæggelse er så småt ved at bundfæste sig, og vi er alle landet godt ovenpå en noget anderledes uge. Det gik godt og det var et rart gensyn med personalet på Rigshospitalet…– Hvor var det rart også, at gense personalet i Seven Eleven, og hvor er det bare rart, at blive spottet med et smil igen…for hvor har jeg dog købt deres kikærtesalat og provianteret cola, slik og dameblade rigtig mange gange.
Det gik som forventet, og måske også lidt bedre end vi havde håbet på. For vi var godt klar over, at det var over et år siden, at Esther havde været indlagt, og hvordan mon hun ville tage det? Ville hun kunne forstå hvorfor hun skulle være der? Ville hun kunne kende det hele igen? Rutinerne og undersøgelserne og samspillet med lægerne og sygeplejerskerne. Ville Esther og jeg falde naturligt ind i de vante rammer og roller? Jeg havde været lidt nervøs for, om jeg ville kunne affinde mig med at være tilbage i hospitalsverdens uforudsigelige verden igen.

Men Rigshospitalet var god ved mig denne gang, eller måske er jeg bare stærkere, klogerer eller så har jeg bare fået det hele på afstand. Uanset hvad var det, var det med blandede følelser. Det vækker så mange følelser og minder fra dengang Esther fik sin nye lever og var rigtig dårlig. De søvnløse nætter, frygten, uvisheden og længslen og savnet af vores søn Johan. Men heldigvis var vi alle samlet denne gang, og vi følte os stærkere og endnu mere knyttet til hinanden. Vi tillod os selv, at gøre det til en hyggelig tur, og valgte at fokusere på det positive, frem for at dvæle ved minderne og sidde fast i det negative.

Resultaterne fra undersøgelserne, venter vi stadig svar på engang i denne uge. Vi er selvsagt meget spændte. Det giver os et helt klart svar på Esthers nye levers tilstand, og giver os samtidig vished om, hvordan hendes nyre har det efter de 10 kemo behandlinger der gav hende nedsat nyrefunktion, og om hvordan de har det efter det choknyre hun pådrog sig ved levertransplantation. Mens vi venter på Rigshospitalets svar på prøverne, vil vi fylde ventetiden med en masse gode tanker, og omsætte energien til at få noget lært, oplevet og samtidig elsket hinanden en hel masse…

Tilbage i Aalborg havde jeg en følelse af, at vi har overvundet og nået endnu en milepæl sammen. Vores Road trip tværs gennem Danmark, har på en måde manifestere sig som et fysisk bevis på, at vi er kommet langt og måske er vi parate til, at turde indse det. Hele weekenden hjemme har handlet om, at nyde vi kom hjem igen og at vi kunne tage os god tid til at være sammen. Det blev til gåtur i Kildeparken, en tur ind til byen, og en hyggelig film aften med Johan. Det har på alle måder været en rigtig dejlig weekend.

Det har for mit vedkommende været en weekend, hvor jeg har givet slip og accepteret at det er tid til, at indse, at jeg nogle gange er nød til at slippe det kendte og sikre og bevæge sig derud, hvor man ikke altid kan bunde. Jeg har taget et enormt hop ud fra vippen. Jeg tror jeg har udviklet mig taget et spring, som jeg længe har følt, der været brug for på flere måder. Vores tur til København, var en øjenåbner for mig. Den gav mig lige det mod og spark bagi, som jeg behøvede, på flere måder…

img_8693medicinskab-foer-ny

Jeg har gennem længere tid fulgt andre cancermøder på div. sociale medier, og set at det endelig var blevet deres børns tur til enten at modtage den sidste kemo, eller den sidste og overstå en vellykket kontrol scanning. De kan endelig rydde ud i deres børns sidste medicin og div. produkter til at varetage hjemmebehandlingen af deres børn. Jeg har med stor beundring flugt deres kamp og styrke og delt deres glæde, og ønsket mig, at det snart var min tur…

Jeg har længe taget tilløb til at rydde op i Esthers medicinskab, men har af flere grunde ikke turdet eller kunne tage mig sammen. For hvad nu hvis hun pludselig fik brug for det igen? Der var knapt to års brug af medicin, kvalmestillende Zofran, vanddrivende, hjertemagnyl , fragmin, osv… og dertil et hav af diverse hjælpemidler. Sprøjter i alle størrelser, plaster, sterilt vat og vand, sonder, tape, osv. Selvom Esther har knækket cancer for længe siden, er det jo lidt en anden situation vi sidder i idag. Vi må stadig gemme en del hjælpemidler og medicinen, nå ja – den slipper vi aldrig for.

img_8884efter-medicinskab

Jeg må indrømme, at jeg nok godt kunne have foretaget denne oprydning uger siden, men jeg har simpelthen ikke kunne få mig selv til det. Jeg har ikke været klar. Hvor var det hård mentalt, at overgive sig, smide ud og slippe en del af den kendte verden vi har kendt til hudløshed og været en del af de sidste to år. Det var med hjertebanken, at jeg smed de første ting ud, derefter blev det heldigvis lettere. Måske er den sværeste del i virkeligheden, at turde slippe den sygdom, der engang for to år siden greb fat i os. Nu er det tid til at give helt slip og finde en måde at finde frem til en ny tid i vores liv. Det der fylder mest er nok erkendelsen af, at vi skal turde tro og stole på at vi nu lukker ned for en del og tid af vores liv. Og tør tro på, at vores liv langt om længe er på vej mod bedre tider. Generobre vores bryggers, og nyde at dette medicinskab og område er blevet reduceret, og vi kan nyde at tage et kæmpe skridt ud af kræftens skygge.

img_8890ud-med-mecicinen1For netop disse ryk fremad, gør mig måske i stand til, at se mig tilbage og indse når jeg måske sidder fast, i hverdagens rutiner, i den osteklokke der har beskyttet mig i to år… og gør mig i stand til at tage et skridt mere… Disse skridt har vi taget flere gange og det er på engang, stadig både angstprovokerende og så befriende – Det er et skønt gensyn med vores bordplade i bryggerset, hvor er det skønt endeligt at føle, at der sniger sig noget normalitet tilbage ind i vores liv. Det kan næsten ikke beskrives med ord den glæde jeg følte bagefter, og da jeg indså at det var det bedste jeg havde gjort for mig selv længe. En mental oprydning og rengøring – og den frigørelse der lå i den handling og proces jeg endelig var blevet klar til… Det var enormt givende for mig at mærke, at når jeg tør gå ind i det der er svært, så virker det positivt, det betaler sig og belønningen kommer prompte…

Da kræften krøb ind i vores liv og fysisk ind i vores hus, måtte vi vige pladsen for den på mange måder. Nu er det endelig blevet min tur til at sætte et punktum og sige: Ud af MIT hus!  “kick that cancers butt!!!”

Det er lykke hver gang vi føler, at vi flytter os frem ad, og hver gang føles det som endnu et svømmetag ind mod land. For i land på sikker jord, skal vi nok komme…

Er der andre der kender det? At man finder ud af, at man er lidt tilbageholdende med at turde tro på, at det endeligt er tid til at sige farvel til noget at kræft verdenen? Det er næsten for godt til at være sandt?

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *