Retreat i Børnecancerfondens sommerhus.

Det er utroligt hvilken effekt og betydning det stadig har for vores familie, at vi kan låne Børnecancerfonden sommerhus. For os har det været en tiltrængt pause og noget vi kunne glæde sig til midt i alt det triste, tunge kræft og transplantationsforløb. Det kan være svært, at overskue hvor man er i forløbet fordi det gerne strækker sig over mange måneder og år. Det kan se være svært at se hvor meget man har flyttet sig fysisk og mentalt i et kræftforløb. Men når man flytter sig fysisk hen til det samme sted flere gange, så kan man bedre mærke, at man har flyttet sig mentalt. man oplever en forskel fra da man var der sidst. Et ophold i Sommerhuset er som en målestok, der anviser afstanden fra den gang til nu. Det er blevet cancerfamiliens åndehul. Et trygt og sikkert sted for os, at være fysisk og mentalt. Jeg er altid taget derfra med fornyet energi, lyst og overskud…

Fredag stak vi efter min brors begravelse af op til Børnecancerfonden sommerhus. Det skulle gøre så godt bare, at vende den sorg der, den sidste uge havde fyldt så meget, ryggen for en stund og nyde familien. Endelig kunne vi fokusere på glæden over, at fejre Johans 9 års fødselsdag. Vi fik desværre en del afbud, men trods det kunne intet forhindre Johan i, at få en dejlig fødselsdag. Traditionen tro får vi altid pizza når vi ankommer fredag og det er som om det faste og genkendelige frigøre en masse overskud til, at kunne nyde at slappe af.


Tro det eller ej, efter flere år tilbragt i en stress situation, kan det faktisk være svært, at geare ned og finde ud af at slappe af. Jeg er stadig ikke helt god til det endnu, men det bliver bedre. Her er ingen krav, ingen huslige opgaver eller projekter der skal færdiggøres. Her er der tid til at stoppe op og nyde alle de små ting omkring os. Vinden, lyden fra naturen og bare tage sig tid til at suge varmen og lyset til sig. Overskud til at lege og hygge. Tid til, at samle det nye LEGO Johan fik i fødselsdagsgave. Det er en tradition lørdag morgen efter morgenmaden, at ungerne hopper i boblebad i spabadekaret. Der er bare noget over børn og badekar, på en gang afslappende, beroligende og energi givende. De nyder det i fulde drag.

Fødselsdags gæsterne kom kl. 12.00 til spisning. Vi havde planlagt menuen skulle være to slags tærte og salat, men grundet min brors Bisættelse, havde jeg hverken tid eller overskud til af forberede dem. Det blev til Hjemmelavet burger i stedet, hvilket Johan var rigtig godt tilpas med. Efter maden og gaveoppakning blev det tid til en gåtur langs stranden. Det er skønt at gense det store hav, og det har en nærmest teaputisk effekt bare at se på det, men også at gå og kigge efter smukke sten, helst efter dem med huller i. Vindblæste og hjemme igen, nød vi farmors hjemmelavede lagkage og en kop kaffe. Alt i alt, en helt perfekt fødselsdag for vores skønne Johan, der var glad, især når han er sammen med familien.

Lørdag aften, da gæsterne var gået og Esther var kommet i seng. Sad vi i sofaen med Johan, og indtog en hulens masse snolder og chips, mens vi så en Star Wars film. Det var skønt, at kunne sidde og slappe af og reflektere over de seneste par travle dage. Søndag stod den på en hel formiddag med ren afslapning og iPad i sengen og efter frokost tog vi en shoppetur ind til Blokhus og gik en tur og fik en is. Så kørte vi tilbage i sommerhuset, pakkede vi bilen og vendte hjem til Aalborg. Esther faldt selvfølgelig i søvn på vej hjem i bilen og kvitterede med at sove helt frem til næste morgen kl. 05.30!!! Det var noget af en lur. Meget kan man sige om senfølgeskader og træthed, og jeg tror helt sikkert på, at de spiller ind i en blanding af en lang weekend med masser af gode oplevelser med familien og tid og ro til, at give efter for trætheden.


Vi kom hjem fra børnecancerfondens sommerhus til et dejligt gensyn med vores hus, have og et spiseklart blommetræ. Hvor er det et fantastisk syn, der møder en og jeg bliver altid så begejstret, når naturen beriger os med havens glæder. Nu håber jeg, at der er energi til at udnytte dem tids nok, for jeg kan mærke mit overskud kan lægge på et meget lille sted. Nu venter udpakning, tøjvask og genoptagen af hverdagens små dagligdags gøremål, med børnehave, skolegang og arbejde. Jeg vil ikke sige, at jeg er 100% klar til den nye uge og på dupperne hverken med mentalt overskud eller fysisk. Tror den tur til havet fik kastet mere end kold vind efter mig – jeg har ondt i halsen og føler mig utilpas. Jeg håber, at det bare er forbigående og ikke influenza, måske er det meget naturligt reaktion oven på den sidste uges stress og sorg. Jeg må ikke blive syg nu for det, er der simpelthen ikke tid til…

Sidst på eftermiddagen blev jeg på desværre endnu engang ringet op med dårligt nyt. Denne gang om min mor, hvis tilstand er blevet forværret og igen kræver behandling og hospitalsindlæggelse. Vi ved ikke om det er den tilbagevendende lungebetændelse, men infektionstallet kunne tyde på, at det der igen er ved, at være på vej. Jeg skal nu have tilpasset hospitalsbesøg ind i denne travle uge, med Johans fødselsdagsfest for sine klassekammerater samtidig med, at Esther endelig skal have sine høreapparater og det kommer unægtelig til, at fylde en del for os i den næste tid. Det er næsten ikke til, at overskue alle dem, der rykker i mig samtidig med, at jeg selv indimellem er enormt presset, det er svært.


Mandag morgen startede ugen igen med, opgaver som Bl.a. medicin bestilling og recept fornyelse, rykke efter svar på blodprøven fra torsdag morgen i sidste uge. Vi er meget spændte på om Esthers medicin nu igen skal tilpasses, eller om vi befinder os i en stabil periode. Det tager en del tid, at kommet igennem til afd. og inden de får vendt tilbage med svar er der gået en halv formiddag. Det må man bare kalkulere med, det er de vilkår der er. Jeg bliver ringet op af en læge på torsdag, så vi må vente på svar lidt endnu…

Denne uge skal jeg også bruge en del timer på, at forberede til at Esther skal have sine høreapparater. Der er en del information der skal læses op på, og div hjemmesider, der skal ses og gennemlæses. Det er så vigtigt, at vi alle får en god start på det næste nye der skal ske i Esthers liv og nye behandlingsforløb. Jeg er sikker på at det bliver rigtigt godt for Esther, men lige nu er hårdt, for man får lige smasket det hele i hovedet endnu engang. Minderne om forløbet og alt det vi har været igennem og som vi forsøger komme videre fra og at se fremad. Jeg syntes det er SÅ unfair for hende. Og Nej! Jeg gider egentligt ikke høre om, at det er jo en lille ting i forhold til alt det hun har været igennem. For os er det en kæmpe ting! Vi kan nok bedst beskrive det, på samme måde som når man føler, sig lidt malpalceret, over at man er blevet sat på en alt for stor bænk, der ikke passer i størrelsen, efterladt uden mulighed for at ændre på forholdene.


Hvornår bliver det nye til hverdag, og kan hun ligge dette bag sig? Nej, Aldrig for det er en synlig fysisk dims, der skal sidde bag hendes øre og hjælpe hende, og som hun skal bruge hver dag resten af hendes liv. En ting mere, at holde styr på. Endnu en ufrivillig gæst, der flytter ind i vores liv. En grådig gæst, der sætter sig ved middagsbordet og æder løs af vores overskud og den smule energi der var ved, at vende tilbage til hverdagen. Nye ting, at forholde sig til, nye ting vi skal læres op i og sætte os ind i. Det føles så uoverskueligt og nærmest uvirkeligt, at jeg endnu engang skal finde kampuniformen frem og skrue en tak op for Karens energi volumen knap.

Det er nok det faktum, jeg ikke kan hverken magte eller slippe lige nu. Spørg mig igen om et par uger, måneder eller år…

 

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *