En hyldest til hverdagen

img_8133dukkebarn2

Det har været noget af en udfordrende uge for cancerfamilien. Esther har over en uges tid haft en forkølelse, der har sat sig til kraftig hoste der har resulteret i, at Esther har kastet op. Tre gange er sonden røget med ud… senest i går morges. Det har været en hård omgang for Esther og tror vi alle ser frem til at hun får det bedre og at, det bliver weekend og vi får tid til at slappe lidt af. Jeg må indrømme at, jeg har haft et par dage, hvor mine tanker har kredset omkring tiden, da Esther fik kemo behandling. Det minder mig om, hvor hårdt det er altid at være på vagt. Det kræver, at man er på pletten, hvis Esther begynder at hoste og er parat hvis Esther skulle kaste op. Det er som om, at jeg bliver trukket tilbage i tiden. Tre nye nasalsonder siden søndag… stakkels Esther.

Ærligt talt, så trænger jeg til ro og ser frem til at min mand får weekend, så jeg kan blive aflastet lidt. For det er hårdt at være alene med Esther, og hun forstår ikke hvorfor der ikke er mulighed for at komme i børnehaven i denne uge. Hun er grænsesøgende og fuld af ballade. Jeg er virkelig blevet udfordret på flere måder gennem denne uge. Heldigvis har vores aflastning, Cecilie været her nogle timer og det har givet lidt anderledes underholdning for Esther og det har givet mig lidt plads til at nå alt det forsømte. Det er så dejligt, at vi nu er kommet så langt, at Esther nyder at være i børnehaven og ligefrem efterspørger det. Det er endelig blevet mere normalt og sjovt for Esther, at være børnehave end at være hjemme. Faktum er, at det er blevet svære for mig at blive ved med at stimulere Esther længere, og jeg kan mærke at vi efter en lang uge er ved at være lidt småtrætte af hinanden. Det har virkelig været en prøvelse og det er pænt krævende, at blive ved med at finde på sjove og spændende ting at foretage sig sammen, efter to år isoleret hjemme. Jeg er ved at løbe tør, for lyst, overskud og pædagogiske evner.

img_8125perler2

Det er bestemt et udtryk for, at der er kommet en rutine i vores hverdag og vi mærker i den grad når, rutinen nu bliver brudt. Jeg har hele tiden set frem til at denne hverdag og timeantallet i børnehaven kunne blive sat op, og at jeg kunne få lidt mere tid til at slikke mine sår. Kort sagt, så føler jeg at jeg sidder fast. Mentalt og fysisk…  Det er et skridt frem og to tilbage. Der er hele tiden noget der dukker op, nye uforudsete udfordringer, som forhindre os i, at taget de skridt frem, som vi gerne vil. Der skal ingenting til at for at vi bliver slået ud af kurs. Vi kæmper for at få en normal hverdag. Vi kæmper for at få en stabil hverdag uden tilbagesæt af snotnæser og hoste… Jeg tænker, at det er sundt for alle at der bliver hverdag og at vi med tiden kan begynde, at bearbejde det der er sket og forsøge at komme videre i vores liv. Jeg ved ikke hvordan, men jeg har en ide, om at det kræver vi tager èn dag af gangen og en hel del tålmodighed. Esthers barndom venter, mit liv venter, og vores families fremtid venter.

I dag svarede jeg på en ny kommentar til et blogindlæg jeg skrev for længe siden, og en mor skrev, at kun stadig er ved at finde fodfæste flere år efter hun mistede sin datter. Jeg må sige at det påvirkede mig dybt, for det mindede mig om, da jeg midt i Esthers sygdomsforløb, mistede min far 14 dage efter Esther modtog sin doner lever. Noget som jeg stadig ikke har sørget over. Det er blevet presset i baggrunden af Esthers situation. Jeg ved, at jeg på et tidspunkt skal tage mig tid til at sørge over mit tab. Det tager tid at finde fodfæste, og jeg svarede moren, at jeg tror det tager længere tid end man antager. Det giver egentligt et godt billede af hvordan jeg har det og hvor jeg er. Jeg er langt fra i mål. Jeg trænger til at få det hele på afstand, og jeg bliver næsten lidt modløs, når jeg tænker på al det mentale papirarbejde og bunker af ubehandlede tanker og sorg der venter på mig, når det en dag bliver overskud og plads til det. For der er en pris at betale.

img_8074brille2

Jeg har behov for at får det hele på afstand, jeg er træt og trænger sådan til en pause fra det hele og lægge denne uge bag mig. Få overblikket igen. Bare jeg kunne trykke på en pauseknap og indhente mig selv igen. Faktisk ville jeg nogle gange ønske, at jeg kunne trykke på escape knappen og vupit, så var jeg et andet sted. I et andet liv… Men det er naivt, for det kan man jo ikke. Hvis man kunne ville skeletterne nok bare flytte med. How are i’m kidding? Jeg vil jo helle ikke bytte liv med nogen, der er bare nogle ting jeg godt kunne have undværet…egentligt kunne det bare være dejligt, hvis man kunne spole lidt frem i livet…

Det er jo et bevis vores længsel efter ”det nye normale” og på at vi er ved at få os en hverdag oven på alt dette her, og at det er en hyldest til hverdagens rutiner, når man finder ud af at sætte pris på lidt. Vi har lukket lidt normalitet og hverdag ind i vores liv igen, og der bliver langsomt plads til at trække vejret og sænke skuldrene. Det er det, jeg savner oven på en lang uge. Derfor har ugen vel været så hård?

Det er vel også fordi det går op for mig, at det tager tid for mig at komme dertil, hvor jeg kan komme til at arbejde med mig selv. Jeg trænger til alene tid og ”tænke tid” – Tænk sig, at otte timer i børnehaven kan have så stor betydning… Jeg glæder mig til i næste uge, hvor rutinerne skal genoptages og vi kan komme tilbage på sporet. Og timeantallet sættes lidt op? Glæder mig til at trykke på PLAY knappen og komme tilbage til rutinen og den savnede hverdag, og genoptage min og min families rejse tilbage til livet…


2 kommentarer on En hyldest til hverdagen

  1. Lena
    18. september 2016 kl. 10:28 (2 år siden)

    Hold nu op hvor er Ester sej og hvor er i seje Er selv mor til en 3 årig og kan sagtens sætte mig ind i, at det må være svært at holde hende aktivere, når hun ikke er i børnehave Ønsker jer alt held og lykke☘️ og sender jer tanker til at fortsat bekæmpe den dumme sygdom

    Svar
    • Karen Heidelbach
      19. september 2016 kl. 18:45 (2 år siden)

      Kære Lena
      Tak for din kommentar – Ja det kræver efterhånden en del at beskæftige sådan en lille størrelse. Hun har smagt lidt af barndommens søde børnehaveliv, og har svært ved at forstå at hun ikke kan holde til så meget…

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *