Bekymret cancermor

img_8210pose3
Endelig kom der en afklaring
Søndag blev det for meget for os og Esther. Hun havde igennem længere tid kastet sin medicin op, og det var blevet umuligt for os at styrer hendes væskeindtag. Vi satte kursen mod Aalborg Sygehus Børneonkologisk afd.303B og blev podet for kold lungebetændelse, og fik udskrevet antibiotika. Senere viste sig ikke at være kold lungebetændelse. Tirsdag kontaktede Rigshospitalet os, og de regerede promote og med melding om, at vi skulle tage endnu en tur til Børneafd. på Sygehuset til et endnu grundigere undersøgelser. Jeg blev faktisk nervøs og bange. Det blev til div. Podninger, blodprøve og røntgenbillede.

Endnu engang fik jeg flashback og tankerne kredsede omkring tilbagefald, og da en sygeplejerske kunne konstatere at lægen havde set ”noget”… og da lægen bekræftede og sagde, at der var diffuse skygger var jeg kort sagt ved, at panikke og gå i sort. Det viste sig heldigvis kun at være atypiske lungebetændelse eller virus, det kommer der vel svar på senere på ugen. Vi blev sendt hjem med en ny slags antibiotika, glade og lettede over, at der endelig kom en afklaring. Nu er det kun et spørgsmål om tid og om at holde modet oppe og vente på Esther retter sig og bliver helt frisk.

Esthers væskebehov er de sidste tre mandage blevet nedsat med 200 ml – det betyder at hun selv skal kunne drikke og spise selv! Det er så dejligt ikke at skulle jagte hende med en sondesprøjte. Desuden kan vi heller ikke, for nasalsonden er kommet ud da den søndag blev stoppet af noget tykt antibiotika. Esther tog sin medicin helt selv for første gang søndag aften! Det er så vildt og utroligt stort. Jeg tudede af lykke og blev overrasket over min lille seje tapre fighter pige, kastede sig ud i det, der bliver starten på et langt had/kærligheds forhold til sin medicin. Jeg fatter det stadig ikke helt, og det er en fryd at se hendes lille fine barneansigt uden plastik og plaster på kinden. Ren lykke og optur over at vi endelig er kommet så langt!

Nu håber vi bare på at hun stopper med at hoste og kaste op, og at nyre holder til det. Det er helt underligt at have brækposer over hele huset igen. Det føles som et tilbagesæt og der bliver vasket tøj og sengetøj til den store guldmedalje. Men det tyder det på, at Esther kan holde til det, selvom at levertallet en overgang steg til 94. Rigshospitalet følger hende med blodprøve hver uge, for at se udviklingen. Går det ikke må vi have anlagt en ny nasalsonde og give hende væske igen. Det er lidt udfordrende at få Esther til ikke at kaste sin medicin op og at drikke alt det hun skal. Vi måler stadig alt, hvad hun drikker og notere og regner sammen for at se om hun har drukket nok. Vi føler os lidt sårbare, når Esther er så ustabil. Vi må tage en dag af gangen.Vi kæmper videre og vi krydser finger for at det går den rigtige vej, og at det ikke er alle forkølelser, der udvikler sig til lungebetændelse…

Vi håber at Esther ikke bliver alt for plaget af sygdom hen over efteråret og vinteren. For vi ved, at der kommer nogle dyk indimellem og at hun skal skærmes og passes ekstra på, for hun har ikke noget at stå imod med. Efter to år i isolation, kræver det langsom tilvænning til nye bakterier, når man ikke har noget immunforsvar at kæmpe med.  Nu vil vi nyde Esthers store fremskridt og støtte hende alt hvad vi kan. Væbne os med tålmodighed, og klappe os selv lidt på skuldrene, for nogle gange skal man som forældre stole på sin intuition, og insisterer når man fornemmer, at noget ikke helt er som det skal være…

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *