De kloge kvinders klub.

IMG_4709_fb_opslag1

Jeg husker det så tydeligt, som var det i går. Jeg ringede på døren til kræftens bekæmpelses lokaler i Aalborg, med min sårbarhed helt blottet i håb om, at møde ligesindede. Jeg havde meldt mig til hyggeaften i en privat gruppe for forældre til kræftramte børn på Aalborg Sygehus. Jeg var nervøs og spekulerede på, om det overhovedet var noget for mig. Hvad var det for noget? og hvem var de andre forældre? Måske var det netop den uvidenhed og manglende forventning, der tillod, at mødet med disse fine mennesker blev det bedste, som jeg havde gjort for mig selv i lang tid.

I månederne inden, havde jeg haft det rigtigt svært. Esther og jeg var isoleret hjemme, mens vi gik og ventede og at Rigshospitalet ville ringe med nyheden om, at de havde fundet en egnet donerlever. Det var hårdt og det var netop gået op for mig, at nu måtte der ske noget. Jeg havde været tapper alene alt for længe. Jeg måtte række ud mod andre. Handle på den ensomhed og magtesløshed, der langsomt var ved at fylde mig op indefra. Jeg havde brug for andre at spejle mig i og andre at dele min frygt og frustration med. Jeg indså endelig at, jeg ikke kunne klare det alene. For jeg følte nogle dage, at jeg var tæt på… at blive bims i bøtten.

Trods nervøsitet viste det sig heldigvis, at det faktisk var naturligt at møde disse fremmede kvinder. Alle var de her med vidt forskelige historier, alder og baggrund. Det var som om, jeg var dumpet ned i den samme gryde trylledrik fra Asterix og Obelix. Kvinderne var den kilde af erfaring og støtte, som jeg havde søgt efter og håbet på. Det var som om, at der var en slags usagt indforståethed. De virkede bekendte, nej nærmere som langvarige bekendtskaber eller måske sågar venner, man bare ikke ser særligt tit. Alle havde vi en fællesnævner, at vores børn havde eller har haft kræft. Nu kunne man godt forvente, at det ville være en flok navlepillende, selvmedlidende og kleenex krævende kvinder, men nej, det viste sig overhovedet ikke at være tilfældet. Tværtimod.

Efter fællesspisning blev der tid til en præsentationsrunde af alle de deltagende. Jeg var vist den eneste nye og sidst ankomne til gruppen. Puha, det var alvorlige og personlige beretninger, der blev delt. Tænk, at så mange skæbner og liv bliver berørt og påvirket, når et barn får kræft. Jeg må sige, at jeg blev dybt rørt over, at høre disse kvinder fortælle deres egen og deres børns historier. Det ramte mig. Hårdt. Især erkendelsen af de enorme senfølger, der stadig i dag påvirker disse børns liv og deres forældre.

Denne erkendelse slog mig pludselig! Fuck!, det her stopper jo aldrig! Det kan godt være ens barn er heldig og overlever! Men det stopper jo ikke der! Det ændrer sig jo bare til noget andet. Langvarige senfølger, ar på krop og sjæl. Skæbner og fremtidsdrømme der er ændret for altid. Lige der, indså jeg, at disse kvinder stadig kæmper en kamp for deres børn, længe efter lægerne har raskmeldt børnene. Længe efter hospitalsdørene åbnede og lukkede dem tilbage og ud i livet. Faktum er, vi cancermødre kæmper stadig en kamp, med at genfinde os selv, og bringe os selv et sted hen, hvor alt dette kan lande for at med tiden at blive acceptabelt. Måske kun tåleligt. Som en slags skæbne på tålt ophold…

De kvinder anbefalede mig at søge om, at få overflyttet mine psykologaftaler fra Skejby til børneonkologiskafdelings psykolog i Aalborg. Gud hvor havde de ret. Det var bare alt for længe siden, der var blevet åbnet for sluserne. Hvor var det dog godt igen at komme til at tale med en, der vidste hvad hun havde med at gøre. Det var sådan en befrielse endelig at få noget hjælp. Bare at være Karen og smide håndklædet i ringen og sige, jeg har brug for hjælp…

Det største indtryk jeg fik da den aften var, da een af de deltagende, skulle hentes af sin søn. Hun kaldte mig over, så jeg kunne møde ham. Hun fortalte ham kort min historie og at min lille datter også bl.a. havde fået kemoentypen Cisplantin. Det var som om, farven forsvandt fra hans ansigt blikket og mimikken frøs et øjeblik. Der blev helt stille, så sagde han, lov mig, at du giver hende al den hjælp, hun har brug for lige fra starten. Få udredningen af høretab afsluttet og i gang med høreapparaterne, hvis det, er det der er brug for. Wauw! et ungt menneske, der om nogen vidste, hvad han talte om. Mens han stod der og fortalte sin historie, følte jeg en dyb respekt for at andet menneske, der havde tilbagelagt flere tusind mil, og høje bjerge… lige pludselig kunne jeg godt se mit bjerg, kun var en lille bakke.

Da jeg cyklede hjem gennem Aalborg den aften, var det som om den unge mand, havde givet mig noget at tænke over og lidt fanden i voldskhed. Hvis han kunne, så kunne Esther og vi også! Nogen gange er det grænseoverskridende, at erkende, at man har brug for hjælp, motivation og inspiration til at rejse sig og komme videre. Der var en følelse af mod og overskud i cyklens pedaler. Den aften fik jeg et mentalt kram og et kærligt spark i røven. Et, som kun andre cancermødre kan give. Jeg er taknemmelig for den samhørighed og støtte, som jeg har fået fra andre og cancermødre, og stadig møder den på de sociale medier… måske er vi hinandens mentale langdistance skytsengle? Et usynligt sikkerhedsnet? Blot deres tilstedeværelse derude i et lille like – kan være nok i ens bevidsthed til at føle, man ikke er alene og at de kloge kvinder våger over een.

Jeg ved bare, at man bliver positivt opløftet og beriget, når man tør blotte sig og dele ud at sig selv og sin egen historie. Det går i ring, som en slags erfaringssymbiose, som alle kun kan nyde godt af. Det er ikke sidste gang, jeg helt frivilligt hopper i gryden med trylledrikken! Det er selvforstærkende og stærkt vanedannende, som bare fanden!


3 kommentarer on De kloge kvinders klub.

  1. Joan Bach Poulsen
    28. marts 2016 kl. 13:54 (2 år siden)

    Hej Karen
    Hvor er det opløftende og vedkommende, hvad du skriver. Jeg tænker i mange af dine reflektioner, så handler det om kræft, og meget meget mere. Veddkommende for alle som har eller har haft det svært. Dejligt at læse fordi fu nuancerer det så meget. Det er aldrig sort eller hvidt, men et liv i bevægelse du beskriver. Det er virkeligt meningsfyldt.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      28. marts 2016 kl. 19:52 (2 år siden)

      Tusind tak Joan.
      jeg håber netop at alle, kan have gavn af min blog. Om man har kræft inde på livet eller ej… TAK fordi du kommenter, det gør mig rigtig glad 🙂

      Svar
  2. Simon
    26. april 2016 kl. 20:05 (2 år siden)

    Man siger, at delt glæde er dobbelt glæde og at delt sorg er halv sorg, jeg har praktiseret det i 17 år, det at dele det der tynger en, det man næsten ikke kan rumme, den sorg man går med, det at man åbner sig og deler med andre i samme situation, det giver en et bust, en følelse af at det man står i, bliver lidt lettere at kapere og ja, det kan være vanedannende…:)

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *