Det første ar er det sværeste…

Behind
Kære Esther.
Jeg vil ønske, at jeg kan lære dig en masse om livet og gøre dig til en glad pige, der hviler i sig selv. Men jeg ved også, at jeg har en opgave foran mig. Det bliver din far og min opgave, at gøre dig robust og stærk til at møde omverdenen… forberede dig på, at der kommer reaktioner, på de ar du har fået på din krop. De store og de små. Det første, var det mindste at dem, men det, var det allersværeste for mig.

Jeg håber at kunne give dig så meget indsigt i, hvad det vil sige, at være transplanteret. Så du kan besvare og håndtere omverdenens spørgsmål, når du møder mennesker med forskellige syn på organdonation. Helt ind i mit hjerte, håber jeg, at du med dit væsen og din historie, kan være et symbol på, hvilken næstekærlighed man kan give til et fremmed menneske.

Lige nu, vil jeg vise dig tryghed og åbenhed, når dine små nye børnehave venner kommer nysgerrigt hen og spørger til, hvorfor du har en “snor” i næsen. (sonde til medicin m.v.) Og sørge for at forklare dem, hvorfor og hvordan, så det bliver naturligt for dig og dem.

Senere vil jeg give dit ret i, at det er sindsygt irriterende, at skulle tage din livsvigtige medicin i skolen, fordi de andre glor.  For det er surt, at være ”tvunget” til at være anderledes, når man lige er startet i skole… Men jeg vil også lære dig, at trække på skuldrene og sige pyt!

Jeg vil gøre alt for at smile til de andre børn og deres mødre, der står og kigger på din mave og dit ar, når vi er i svømmehal. Når vi sammen står sårbare, nøgne og blotter din og min skæbne. Vise at vi alle har en historie med os og at forskellighed er ok.

Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at du får så meget selvværd og et positivt selvsyn, så du naturligt og frit kan skifte trøje ubesværet foran andre, når du står med dine teenageveninder og prøver tøj og gør dig klar til fest.

Jeg håber, jeg kan give dig så meget med i livet, at du vil bære dit ar med stolthed, og nære taknemmelighed for det, der betyder noget for dig. At du værdsætter den beslutning som andre tog, da de gav dig livet tilbage.

Jeg håber, at du vokser op og tør fortælle din historie, tør blotte dig bare en smule, for du har en vigtig historie om næstekærlighed med dig, der minder os andre om, at livet er sårbart, værdifuldt og kun kan leves en gang!

Jeg håber inderligt, at jeg kan gøre dig til en stærk, stolt og selvstændig ung pige, der kan takle den stilhed, der bliver, når din nye kæreste ser dine ar på din krop for første gang…

”Undskyld” min pige, hvis jeg ikke har formået, at klæde dig godt nok på, til at blive klædt af!


3 kommentarer on Det første ar er det sværeste…

  1. Joe
    25. marts 2016 kl. 14:41 (2 år siden)

    Smukt og meget vedkommende ❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      25. marts 2016 kl. 18:07 (2 år siden)

      Tusind tak Joe…

      Svar
  2. Mets
    28. marts 2016 kl. 21:23 (2 år siden)

    Wauv – hudløst ærligt!! Skidt pyt er en god ting at lære Esther, er sikker på det vil hjælpe hende og gøre hende robust til livet pg dets kommende udfordringer ❤️ Din afsluttende sætning går lige i hjertekuglen – fantastisk at du deler sødeste Karen tak

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *