Søvnløs på intensiv 4131

IMG_9196_Nat2

Det var en sen aften på Rigshospitalet hvor vi var indlagt på intensiv 4131, efter Esther var blevet levertransplanteret. Det var min mand Lasses tur til at få en nats søvn på et af de små pårørende samtalerum, på en meget lille sofa, der var blevet stillet til rådighed for os. Jeg skulle have nattevagten. Sådan var det, for vi havde valgt, at der altid skulle være een af hos Esther om natten. Vågnede hun, var det en af hendes forældre, hun skulle se og ikke en fremmed aftenvagt. Der var desværre alt optaget over på Ronald Mac Donald huset… Rigshospitalets patienthotel for familier.

Jeg sad i min lænestol ved siden af Esthers seng og forsøgte at sove, for man sover aldrig helt godt på 4131. Nætterne er hårde, der bliver man virkelig udfordret og mindet om, at man er midt i en afsindig hård og umenneskelig situation. Man er ude af sin komfortzone. Man er i den grad presset på alle fronter, Maslows lov om den basale behovspyramide er ikke eksisterende. De basale behov bliver ikke dækket i den normale udstrækning. Det er logisk. Men også et faktum. Det var vores vilkår, og vi accepterede dem. Hvad kunne vi ellers?

Den nat var der forholdsvis roligt på afdelingen og det var bare den sædvanlige observation og medicinske behandling af Esther. Lungedrænet skulle også tilses jævnligt, så det ikke blev stoppet. Sidst på natten fornemmer jeg uro, da der pludselig bliver indlagt en patient. Jeg mærker aktivitet på nabostuen, der steg en smule. Først lægger jeg ikke så meget idet, man vænner sig til at blive vækket af lyde og mennesker, der passer deres job. Der går lidt tid og aktivitetsniveauet bliver lidt højre, og jeg fornemmer, at personalet summer lidt mere end sædvanligt. Jeg tænker, at det er en ny patient, der har fået det rigtigt dårligt og har brug intensiv pleje.

Esther sover trygt, og da jeg ikke kan sove og er nærmere lysvågen, kan jeg lige tage min frihed til at gå på toilettet. På vejen går jeg forbi nabostuen, og ser jeg at er fuldt oplyst i rummet. En skærende kontrast til vores stue, hvor alt er slukket. Jeg fornemmer instinktivt noget er galt. Jeg ser en mor der går rastløst ind og ud at døren af stuen. Åh, hele min krop mærker det – jeg er ikke i tvivl, mit instinkt fortæller mig, at der er et barn inde på nabostuen. På vej tilbage til Esthers stue møder jeg et tilfældigt blik fra en sygeplejerske, der bekræfter situationens alvor. Der går ikke længe får jeg for fornemmelsen af at flere pårørende støder til og situation tilspidses yderligere.

Pludselig lyder en af alarmerne på en af monitorerne på stuen ved siden af. Den er højtlarmende, insisterende og man er ikke et sekundet i tvivl om, at den har et vigtigt formål og kræver ens opmærksomhed. Det er hjertestop alarmen. Esther vågner i et grædende udbrud af forskrækkelse. Jeg er rejser mig straks over hende og prøver at berolige hende, mens jeg selv prøver at kontrollere min egen forskrækkelse. Der bliver vi helt stille sammen, uden at sige noget holder jeg Esther helt tæt til mig i et kram og trøster hende stille og roligt, vuggende fra side til side. Hun havde sat sig lidt op i sengen. Tror måske jeg tale sagte og trøstende til hende for at overdøve larmen.

Det føles som lang tid, men det har nok kun taget få minutter. Kan ikke huske, hvad jeg sagde, husker bare at jeg nussede hende og at hun mærkede tryghed og ro. Jeg stod ved hende længe efter larmen var blevet slået fra. Stilheden var nærmest overvældene og føltes som larmende tavshed. Pludselig blev den afløst af en mors afmagt og allerværste frygt, der blev sluppet ud af en krop, der desperat forsøgte at skrige. Ligesom i en drøm hvor man skriger, uden at der kommer en lyd. Det her var bare ikke et rigtigt skrig, det lød nærmere som et dybfølt lydløst indre brøl. Et så hjerteskærende brøl, der kom helt nede fra hendes maven, der larmmende brølede sig igennem væggen og ind i mit ansigtet og langt ind i min sjæl.

Da en ny intensivsygeplejeske kommer ind til os, for at tilse Esther, kan jeg godt regne ud at vores faste nattevagt, er optaget et andet sted. Det var nytteløst for nogen at lade som om, at der ikke var et menneske, der kæmpede for sit liv inden på den anden side af den væg. Sygeplejersken vidste det, og hun kunne se, vi vidste det. Fuck!  Hvor blev jeg ramt! Alt i mig kæmpede for ikke at græde og jeg kunne ikke lade være med at tænke på min egen far, der var gået bort 14 dage efter Esther fik sin nye lever. Det var så ekstreme følelser, der var i spil lige der. Jeg glemmer det aldrig. Det sidder som et ar på min sjæl.

Esther falder til ro og siden i søvn igen. Jeg er så træt, udmattet og chokeret på det tidspunkt, at jeg døser hen og fornemmer glimtvis, at der i løbet af de næste tidlige morgentimer falder ro på i den anden stue. Personalet vækker os og lidt efter kommer Lasse ind for at afløse mig, så jeg kan komme ind for sove i samtalerummet. Han fornemmer med det samme situationen, og forstår at vi har været vidne til noget helt forfærdeligt, der har fundet sted den nat. Senere på dagen står det klart for os, at endnu et lille barn har forladt vores verden, alt alt for tidligt.

Det er uden tvivl en af de hårdeste og ubehagelige oplevelser jeg har haft. Livet er til tider ubehageligt og hamrende uretfærdigt, og det er ikke alle historier der er lige rare at fortælle. Døden invitere sig selv på besøg enten vi vil eller vi er parate. Der er en realitet og en del af livet, enten om vi vil det eller ej. Det en vigtig fortælling, jeg altid vil huske og den minder mig om, hvor sårbart og uforudsigeligt livet er. Det jeg var vidne til den nat sidder i mig, som en forpligtende bevidsthed om, at leve mit liv i taknemmelighed for hver dag jeg får med mine kære.


4 kommentarer on Søvnløs på intensiv 4131

  1. Mariann Boje Jones
    27. april 2016 kl. 17:21 (3 år siden)

    Uhhhhh, kæreste Karen , du formår at ramme nerve og hjerte på samme tid. Du er som til så meget andet, mege dygtig til at få fat i dem du vil nå. Tak for det, du beriger, du formidler, du får sat tankerne igang, det giver visdom til andre mennesker. Vild gave du har har fået, brug den

    Svar
    • Karen Heidelbach
      28. april 2016 kl. 10:28 (3 år siden)

      Tak for de pæne ord, Mariann… Jeg har vist været i noget godt potte jord, hvor jeg har kunne suge næring til mig… Jeg forsætter med at dele ud af gaverne 😉

      Svar
  2. lene hellerup thrysøe
    27. april 2016 kl. 20:27 (3 år siden)

    Åhh …..Tak for din skrivekunst.<3 Har mistet mit eget lille første barn for mange, mange år siden..du beskriver helt fantastisk denne urmoder følelse.. Og tak for at minde os om at vi skal sætte fantastisk stor pris på det vi har,-og hinanden.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      28. april 2016 kl. 10:31 (3 år siden)

      Tusind tak for de flotte ord Lene. Det rører mig dybt, at høre om din lille pige. Hvor er det trist at være fyldt med så meget kærlighed man ikke kan komme af med. Er det ikke det man siger? At sorg er kærlighed man ikke kan komme af med?
      sender dig de bedste tanker… Karen

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *