Særlige særheder & ærlige afsløringer

IMG_7455ord-isand

Uha! nu bliver det personligt det her… Lige nu sidder jeg med fingrene på knappen, der skal offentliggøre dette opslag, og jeg bliver pludselig usikker på om det er en god ide… Lidt ligesom da jeg skulle lægge det allerførste indlæg på bloggen. Det her bliver 100 % mere grænseoverskridende og angstprovokerende! For dagens emne jeg her tager hul på er måske et tabu for flere end mig selv. Jeg blotter mig selv her og viser en side af mig selv, jeg først blev opmærksom på og fik et egentligt kendskab til, da min datter fik sin kræftdiagnose og senere blev levertransplanteret.

Jeg håber I vil tage godt imod indlægget, for det har været svært for mig at skrive det og jeg har været ved at kassere det flere gange. Men nu får idet, for nogle gange skal det svie lidt, før det bliver bedre. Dybest set er det vel, når man tør tage chancer, at man bevæger og forandrer tingene…?

Læs med her og find ud af hvilke udfordringer der dukkede op i mit liv, mens jeg var mest sårbar og desperat forsøgte, at holde hovedet over vandet og være mor, midt i mit barns alvorlige sygdomsforløb.

IMG_7214-Å-til-blog

Den dag èn spurgte mig, har du googlet særligt sensitiv?

Hvad? Fik jeg vist svaret vedkommende… Det kom som noget af en overraskelse. Det var på en måde, både det værste og det bedste nogen, nogensinde havde spurgt mig om. Men det skulle først vise sig hvor meget, langt senere da min datter fik kræft. Der kunne jeg ikke andet end at se det i øjnene, for det blev så tydeligt for mig… Tænk sig, at min datters kræftdiagnose gjorde det muligt at indse noget, der senere kom til at berige mit liv med en ny indsigt og viden.

Først var den bemærkning egentligt møntet på min søn, og da jeg undersøgte begrebet kunne jeg godt se, at der var mange sammenfald og paralleller. Der er ikke tale om en egentligt diagnose mere om et karaktertræk. Det vigtigste var, at der var rigtig mange AHA oplevelser, der gjorde det muligt for mig som mor bedre, at kunne guide Johan igennem nogle af de situationer, der kunne blive vanskelige for ham. Og jeg forstod ham pludselig på en helt ny måde. Jeg kunne nu bedre forstå nogle af de ting, der havde været vanskelige for ham. Noget jeg egentligt altid havde fornemmet og taget højde for men uden at vide det, blev pludselig beskrevet med ord, og det var som om, alle brikkerne faldt på plads. I den periode blev jeg opmærksom på at det tit er arveligt.  Da jeg senere selv tog testen kunne jeg godt se, at der var visse sammenfald. Jeg tog afstand fra det og fraskrev det som tilfældigheder. Sikke noget vås! Men da Esther blev syg, og jeg tog sygeorlov med hende, gik det op for mig, at jeg nu blev presset i sådan et omfang, at signalerne ikke længere kunne afvises/eller bortforklares.

Der faldt tiøren for mig! Egentligt var min første indskydelse…Karen – Din kæmpe idiot! Hvorfor har jeg ikke indset det noget før? Der var helt klart ”vrede” og ærgrelse over, at jeg ikke var kommet i besiddelse af den selvindsigt langt tid før i mit liv… Hold nu op, hvor mange ting ville ikke have været “gået” anderledes… Tror jeg, for man kan aldrig vide sig helt sikker. Men med den viden og selvindsigt jeg besidder nu, kunne jeg godt have haft glæde af på flere tidspunkter af mit liv. Fred være med det. Jeg tilgiver mig selv, jeg vidste jo ikke bedre. Nu har jeg da idet mindste én mulighed for at hanke op i lortet, og give mig selv lov til at udvikle mig. Endelig kan jeg træde ind i den nye verden af viden, der åbnede sig for mig. Til den selvindsigt jeg måske har brug, for at komme igennem dette langvarige sygdomsforløb og holde til det mentale pres.

Længe var jeg enormt flov og følte mig forkert. Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg kunne puttes ned i en kasse. Jeg svingede imellem at være i harmoni med den nye bevidsthed og viden om mig selv. Men jeg var også i en slags konflikt de dage, hvor jeg følte det var noget pjat, og der var da i øvrigt intet anderledes eller særligt ved mig. Det varede lidt inden det indre ”kaos” faldt til ro og landede på de rette mentale hylder. Jeg kunne og skulle aldeles ikke sættes i en kasse og have hverken et stempel eller betegnelse på mig.

Måske var Esthers kræftsygdom, min stol for døren, der gjorde mig i stand til at indse, at jeg har nogle af de særligt sensitive karaktertræk. De mange indlæggelser på Skejby A20 børneonkologisk Afd. gjorde, at det var egentligt først der, da jeg i den grad blev rykket ud af min komfortzone, at det ramte mig i hovedet, som et baseballbat! Der fik jeg èn på sinkadusen, en ordentligt èn på klejnen. Aldrig før havde jeg været så presset til at forholde mig til så mange nye mennesker, nye livsvilkår, tabet af kontrol, at konstant skulle forholde mig til andre mennesker, og at jeg ALDRIG var alene. Nye situationer, tabet af indflydelse på mit eget liv og mit privatliv blev ”tilintetgjort”. Frem for alt, min datter var dødssyg og jeg var i derfor i min livs krise…
Nu gav det hele mening!! Pandoras æske blev åbnet. En ny indsigt landede i mine arme.

Der var pludselig så mange ting, der faldt på plads for mig. Nu forstod jeg hvorfor jeg som barn, dækkede for mine øre og løb skrigende bort fra lyden af min fars boremaskine. Eller hvorfor jeg altid har nægtet at se Titanic, Schindlers list og Pianisten og film af denne slags. De rammer mig dybt, og jeg bliver nemt overvældet af ubehagelige følelser fra disse film. De kan sende mig mentalt i sænk følelsesmæssigt flere dage efter. Det var senere var det andre ting, jeg kunne blive presset af. F.eks. var det svært for mig, at undgå at blive forstyrret af mine medelevers knasen af gulerødder midt i undervisningstimen på Handelsskolen. Eller når kvaliteten af undervisningen svingede, fordi der gik hyggesank idet kunne jeg føle, at jeg spildte min tid og hellere ville videre med at lære noget mere.

IMG_7206-skygge-til-blog

Da Esther og jeg tilbringer meget tid på Børneonkologisk afd. A20 i Skejby, var det så grænseoverskridende, at jeg ikke var alene på noget tidspunkt af døgnet. Der var altid personale og andre pårørende omkring. F.eks. Husker jeg, at jeg blev enormt påvirket af den aromatiske røgelse fra stuen ved siden af, som en anden familie brugte. Ja, nu ryster jeg da også selv på hovedet af de små bagateller, men for mig dengang var de kæmpe store og fyldte meget for mig. Jeg oplevede ganske enkelt tingene stærkere.  Stærkere lugte, lyde og lys. (kan stadig sagtens tage solbriller på på en overskyet dag.)  Jo jo, prøv du lige, at få alt det tilpasset ned i en ny kræftverden og ny situation, hvor du intet kender, intet forstår og ikke kender udfaldet af. Jeg lærte det på den hårde måde… men intet af det ville jeg have været foruden. For ellers havde jeg ikke kunne opnå den indsigt, jeg skulle bruge til at komme igennem dette sygdomsforløb med min datter Esther.

Jeg har været presset så meget, at jeg nok først fatter omfanget af det om nogle år. For det er stadig et vanskeligt billede at tegne. Hvad, der har været krisereaktioner, overbelastning og stress? Hvad der i virkeligheden har været nogle forstærkede karaktertræk… Jeg har altid tænkt, at det var da utroligt  jeg indimellem skal føle mig misforstået og uretfærdigt behandlet. Eller hvorfor jeg nu overreagerer og er ”trist” uden egentligt at have en reel grund. Andre gange har jeg følt mig mentalt drænet og udbrændt. Jeg har kunnet overfortolke og misforstået andres handlinger et utal af gange. Det har givet mig anledning til spildt tid og tårer. Det koster kassen af bekymringer og tid at gå og være unødvendig ked af det og spekulere. Omvendt er der også, når alt andet er sagt,  jo utroligt mange positive oplevelser ved at være mere modtagelig og have følehornene længere fremme, på så mange andre måder.

Jeg har altid kunne træde ind i et rum og fornemme stemningen og atmosfæren. Mærke andres humør, sindsstemning og fornemme, hvordan de havde det. Jeg har nok altid haft en evne til at kunne tune mig hurtigt ind på mennesker og fornemme, hvad de havde brug for, der hvor de var i deres liv. Sådan en slags mental servicerader, egentligt utroligt givende i visse situationer, men også utrolig drænende i andre. Muligvis var det derfor, jeg elskede mit gamle fag som frisør, fordi jeg tit fornemmede og kunne tolke mine kunders ønsker længe før de selv var klar over dem… Jeg er stolt og taknemmelig for min empati, indlevelse og evne til at vise ægte interesse for andre, forstå deres synspunkter, og forstå, hvordan de føler.

Venner, bekendte der arbejder med børn og unge inden for den psykologiske verden fra et fagligt synspunkt, udtaler at det ikke er en diagnose, men nærmere et karaktertræk. Bl.a. er der helt særligt menneske, som jeg stoler meget på og ser op til, der engang sagde til mig at “Når dagen er omme, drejer det sig vel om, at have flere grønne bolde end røde i sin kurv.” Hvor har hun dog ret. Det har jeg taget til mig. Og jeg forsøger hverdag at praktisere det, så Johan og jeg sidder med flest grønne i favnen. Og har jeg kunne kaste et par grønne bolde ned i favnen på andre den dag, eller undveget et par røde for dem, så vil jeg sidde tilbage med et lille smil på læben.

IMG_7474modsol2

Uanset kælenavn, og om det er et karaktertræk eller ej , så har den nye indsigt hjulpet mig så meget til at lære at kunne genkende, når jeg er så langt ude i tovene i pressede situationer. Det har lært mig at kunne tage min mentale vægt frem, som et slags vurderings og hjælpemiddel til at vurdere graden af overreaktion. Og til at genkende retfærdigheds problematikker, og prioritere, om jeg er helt galt afmarcheret eller på rette spor. Særligt sensitiv eller ej, så er der nogle ting, der er blevet lettere for mig at forstå nu. Situationer jeg bedre kan takle, med den viden om min egen måde at reagere på. Det vigtigste er nok, den bevidsthed jeg har fået, og den lyst og det mod det har givet mig til at lære mere om mig selv og udforske mere og finde nye retninger at gå.

Hvem havde troet, at min datters kræftsygdom og levertransplantation, skulle få mig til at indse, at jeg rummer disse træk, og at de er en del af min personlighed? Ikke jeg, men den bevidsthed er velkommen og nu er jeg klar til at bedre, at kunne forstå, håndtere og bearbejde Esthers og vores forløb, igennem de sidste to år. Jeg vælger at se det som en gave, jeg har haft med mig i rygsækken hele livet, men som jeg først har pakket ud nu. Det er op til mig selv til at bruge min nye indsigt og viden rigtigt. Jeg håber jeg kan hjælpe andre, der måske sidder med de samme udfordringer til at opnå samme accept og få vendt det til en konstruktiv måde, at arbejde sig videre igennem livet på.

På en måde har jeg sluttet fred med mig selv, jeg omfavner sku mine små ”særheder” og accepterer, at der bare er nogle ting, der er som de er. Det er åbenbart bare en del af mig, at jeg skal lære at styre min lyst til at fortolke, fornemme og analysere. På andres og mine egne vegne.  Faktisk er jeg begyndt så småt at lave lidt sjov med det, og det gør det bare lidt nemmere, når man kan tage tingene med et lille smil og ikke tager det hele så højtideligt… sensitiv eller ej… I dag står jeg ihvertfald stærkere mentalt og klogere på mig selv. Jeg tror det betaler sig, når man er ærlig og tør tage fat om de ting, der kan være udfordrende. Når man tør dele lidt ud af sig selv og sin viden. Så er det måske netop der, hvor man flytter mest for andre og for sig selv.

 


1 kommentar on Særlige særheder & ærlige afsløringer

  1. Anette
    19. august 2016 kl. 14:34 (2 år siden)

    Det gør kun en stærkere at finde ud af mere om sig selv. Jeg fandt selv ud af det, da jeg i en periode var til psykolog for at bearbejde den sorg, det var for mig at abortere. Der var det også svært for mig at forstå, hvorfor jeg med min sorg kunne sætte min krop helt ud af balance. Men det gav straks mening. Jeg har altid haft alle antenner ude og bliver rørt dybt af alt, der sker omkring mig. Bevidstheden har hjulpet mig til at erstatte nogle af de mindre hensigtsmæssige værktøjer, jeg selv havde tillært mig i min barndom for at beskytte mig, med andre værktøjer, der hjælper mig.
    Jeg har tre små børn, og det sværeste er, at jeg aldrig er alene og har svært ved at få den ro, jeg har brug for. Men meditation, motion og en god mand hjælper .
    Det er også godt for mig at vide ift hvordan jeg skal hjælpe min datter med at håndtere sin sensitivitet. De personer, der siger, særlig sensitiv er en undskyldning ved ikke, hvad de snakker om. Det er ikke en svaghed, men en styrke. Vi føler ting dybt og oplever livet endnu stærkere – på godt og ondt. Vi skal bare blive bedre til at passe på os selv samtidig.
    kh Anette

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *