Et helt særligt møde, et helt særligt bånd

IMG_7540tre-piger2
For vores vedkommende banker hverdagen på igen fra i morgen. Det er blevet til otte uger med begge børn og fælles ferie med min mand i tre af ugerne. Alene tanken om at det er vores første ferie sammen siden Esther blev kræftfri og blev levertransplanteret føles næsten uvirkelig. Det har været rart at mærke, hvordan tiden har givet os mulighed for at virkelig komme helt ned på jorden igen. Det har været godt for krop og sjæl. Ferien har været dejlig og givet os mange gode minder. Faktisk har denne ferie på flere måder påvirket os alle sammen.

Det har haft en hele enestående afslutning på vores ferie. Noget helt særligt er sket for et helt særlig menneske er pludselig dumpet ned i vores liv. Vi har været så heldige at få kontakt til en ung kvinde, der har haft samme kræfttumor Hepatoblastom som vores datter Esther. 22 årige Isabella er et bevis på, at der findes mirakler. I en alder af blot to år, får hun, som et af de første børn i Danmark konstateret den sjældne levertumor. Den samme diagnose som Esther fik for knapt to år siden. Ligesom Esthers var Isabellas forløb også kompliceret. Det var helt utroligt at møde hende og høre hendes historie. Det var så spændende, at høre hende fortælle om sit liv og se at hun trives i dag og har det godt. Det føles som om alle mine ubesvarede hvis èr, blev besvaret og brikkerne på en måde faldt på plads.

IMG_7501to-i-sol--to

Isabella var det bevis, jeg håbede på, og som jeg havde længtes efter, da vi fik Esthers kræftdiagnose. Hvor har jeg mange gange søgt efter andre, der havde kendskab til denne sygdom. Tænk, hvis jeg havde haft den viden, som jeg har fået nu, dengang hvor jeg havde haft allermest brug for det. Isabellas mor og far må have haft det hundrede gange værre end jeg. Helt alene, uden andre at få viden og en anelse støtte hos. Med et hold læger, der havde ganske få fortilfælde, at behandle ud fra. Det må have været så svært ikke at have noget håb at støtte sig til og frygteligt ikke at vide om ens datter ville overleve.

Det var svært ikke at blive følelsesmæssigt påvirket den dag. Det var virkelig rørende at møde den unge kvinde. Det var som om, tiden mellem disse to pigers diagnoser pludselig stod stille og aldersforskellen i mellem dem blev fastfrosset i et øjeblik og pludselig var alle årene fjernet. Pludselig var min søgen slut. Her var et menneske af kød og blod, der tydeligvis havde det godt og havde overlevet Hepatoblastom … Det rammer mig virkelig dybt, og jeg tænker, at der var en mening med at vores veje tilfældigt krydser hinanden.

Hvor er jeg taknemmelig for, at Esther nu har èn at dele sin skæbne med. Èn hun vil kunne spejle sig i, en slags artsfælle, hun kan have med sig som vidne på sin rejse, når hun en dag selv skal til at forholde sig til sin skæbnes spor. Pludselig vidste jeg at Esther ikke vil komme til at føle sig ensom, for nu havde hun mødt andre, som havde været igennem det samme.

IMG_7571solsikke2

Jeg håber inderligt, at Isabella og hendes familie finder mødet og det nye bekendtskab ligeså særligt, som vi. Det endelig at møde èn man har noget til fælles med, og hvor mødet med en helt ukendt menneske pludselig giver mening. Håb, trøst og støtte med tilbagevirkende kræft. For første gang længe, følte jeg at vi ikke er helt alene. Der er andre familier end vores, der har gået ad samme vej. Jeg beundrer denne unge kvindes mod til at række ud mod os. Hun er stærk og sej, og bære sin historie med respekt og accept. Hun er et levende, glad og positiv menneske. med mod på livet. Jeg håber næste gang vi ses, at Isabella tager sin mor med. For jeg tror det vil være en helt særlig oplevelse at møde én, der har oplevet det samme som jeg. Jeg ved, at Isabella vil blive et forbillede for min datter og måske kan Esther spejle sig i Isabella, når Esther får brug for det. Bare det at vide at der er andre, der har gået på samme vej som en selv, giver tiltro og en slags forvisning om, at det hele nok skal gå.

Da jeg lukkede mine øjne den aften, blev det med et lettelsens suk og en helt anden vished og ro i tankerne, for nu har jeg med egne øjne set at, man kan overleve og rejse sig og ryste sig fra af kræftens favntag.


3 kommentarer on Et helt særligt møde, et helt særligt bånd

  1. Joe
    14. august 2016 kl. 19:36 (2 år siden)

    Gåsehud ❤️❤️❤️❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      14. august 2016 kl. 20:05 (2 år siden)

      Helt utroligt… Vi har stadig oplevelsen og mødet siddende i kroppen…

      Svar
      • Karen Heidelbach
        22. august 2016 kl. 20:33 (2 år siden)

        Kære Anette,
        Hvor er det fint den måde du beskriver dine tanker om det at være særligt sensitiv,der er virkelig mange ting der bliver lettere når man får den indsigt. Jeg mener som dig heller ikke at det er en svaghed, tværtimod. Jeg er glad for at jeg endelig blev bevidst om det…
        tak fordi du læser med…

        Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *