Mor, jeg har mega meget ondt i maven!

Noget af det mest anstrengende og hårde lige nu er de udsving vores hverdag stadig tager sig grundet Esthers kroniske immundæmpede tilstand. Især uvisheden er vanskelig, at rumme indimellem, det er svært at acceptere at, man ikke har en en forudsigelig almindelig kedelig hverdag uden drama. 

Tidligt i morges sendte vi drengene afsted på en længe planlagt kanotur på Gudenåen. Det var en fødselsdags gave fra min mands far tilbage i maj. De havde glædet sig og der var både blevet købt oppusteligt ligge underlag og solhatte. Telt, kølertaske og solcreme var pakket og klar til et par dage på Gudenåen.

Det giver Esther og jeg et par dage i hinandens selskab, vi har lagt de vilde planer om at lege med dukkehus, modellervoks og bage vores helt igennem uimodståelig banan muffins med gulerod og Schaus. Men den bedste plan er den aftale vi har lavet om at vi skal sove i den store seng i aften og at vi vil lave absolut ingenting andet end at hygge os for vildt! Det bliver ikke på min vagt, at vi løber tør for sodavand, chips eller chokolade. Der er handlet til den store guldmedalje og til en af Esthers favorit retter, laks med frisk båndpasta i flødesovs.

Fredag ringede børnehaven lidt over 12.00 og bad mig hente Esther, der på deres sofa med mavesmerter. Kom først i tanke om bagefter, at hun rent faktisk havde klaget en enkelt gang og morgen inden vi gik i børnehaven. Jeg var lige kommet tilbage efter indkøb og havde stadig alle varerne i bilen. Da Esther og jeg havde samlet alt i hendes garderobe, fik jeg en pludselig indskydelse. Vi måtte have fat i nogle is, for det plejer at hjælpe sammen med en iskold klud på maven, når Esther har smerter, både for moralen og fordi noget koldt i maven afleder opmærksomheden fra smerterne. Jeg måtte igennem fredagstrafikken og op til lokale købmand og plyndre ham for tre kasser is.

Tidligere på ugen havde riget ringet med en træls tilbagemelding på Esthers blodprøve fra i tirsdags. Vi har siden hendes indlæggelse i påsken på riget kæmpet med, at få Alten ned og den har langsomt kravlet sig ned på 69 men den skal gerne ned under 45! (Børn helst under 30) Vores læge fra riget kunne desværre fortælle at den var steget til 82!!! 82Fuciking!82!! Lægen forslog at vi ændrede Esthers medicin dosis fra 0,8 til 1 mg Modigraf. Jamen ØV, mor er ikke vred – jeg er skuffet. Faktisk er jeg også alt muligt andet i et spekter der går fra irriteret, nervøs og bange. Ikke igen tænker man straks. Der skal tages nye blodprøver tirsdag morgen tidligt, inden morgenmedicinen gives. Vi lever med et mèn hele tiden det er mere nedslidende end i aner. Bekymringer og jeg har efterhånden dannet par i et par år, sådan en slags ufrivillige kærlighedsforhold.

– ALAT: Et enzym, man finder inde i selve levercellerne. Hvis levercellerne dør og går i stykker, siver ALAT ud i blodet, og ALAT-værdien stiger. Normalværdien er 10-70 U/L for mænd og 10-45 U/L for kvinder. Kilde, Net doktor.

Ganske rigtigt, der gik ikke længe efter at drengene var kørt og Esther var stået op i morges (var vågnet af sig selv, det er sjældent det sker) inden den første mavekrampe sendte Esther i et skrig, der må kunne høres helt over til naboerne. Lidt senere kom det første wc-besøg. Jeg har ikke sagt noget til Lasse endnu for jeg vil bare så gerne have at de får en god tur, og de skal ikke bekymre sig om noget de ikke kan gøre noget ved alligevel. Jeg er egentlig tryg nok ved at være alene med hende, men det er altså lettest at være to til at vurdere Esther og om der skal gøres yderlige tiltag og hvornår er vi der hvor lægerne på riget skal kontaktes. Så ja, jeg tager vagten – holder vejret og håber det ikke udvikler sig til mere. For hvor er det synd for Esther og det gør så helt forfærdelige ondt på mig, at se hun har så ondt i maven. Det er totalt stressende at gå og vide, at der inde i hendes lever dør leverceller, mens vi går rundt og venter på at det skal blive tirsdag så de kan få nogle nye blodprøvesvar. Det føles bare så forkert og jeg kan intet gøre, bare vente.

Kvalmen og mavesmerterne er kommet og gået hele dagen, indimellem er der heldigvis både overskud og lyst til at tegne og lege. Så længe hun spiser og drikker og ikke har feber så er jeg rolig. Vi har jo trods alt prøvet det mange gange. Jeg hoppede i min mentale kampuniform for et par timer siden og der er for længst givet både Tasectan junior og Dicoflor. Så nu er det bare at lade slaget gå sin gang. Lige nu fører Esther heldigvis, lad os håbe det forbliver uafgjort og at vi vender kampen denne gang.

 


2 kommentarer on Mor, jeg har mega meget ondt i maven!

  1. Ester Sagen
    1. juli 2018 kl. 13:02 (5 måneder siden)

    Det kræver styrke og kærlighed – og I har vist, at I har begge dele .
    Sommerhilsen fra Venø Bugt!

    Svar
  2. Marianne Andersen
    2. juli 2018 kl. 07:05 (5 måneder siden)

    Nej nej nej – kan det da blive ved.
    Håber I klarer det uden sygehusindlæggelse

    For første gang siden transplantationen har lægerne på Riget besluttet at sætte Sabrina op i cellcept.
    Dette fordi de har så svært ved at få stabiliseret ALAT
    Den flyver hele tiden et sted mellem 45 og 120 – uden de har kunnet finde grunden.

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *