Tilbage på sporet…

IMG_4181_sol-ihaven_ny

Første dag i børnehaven, uden mor.
Det er min første “dag” uden Esther. Esther og Cecilie er alene i børnehaven, og skal være der et par timer. Cecilie er ansat af Aalborg kommune, som aflastning til Esther to –  fire timer om ugen. Cecilie er sygeplejestuderende og er det bedste der er sket for Esther og os længe. Det er Cecilies opgave at lege med Esther, gå ture og lege ude i haven. Cecilie kan give noget af medicinen og hjælper med, at give Esther væske i sonden, hver halve time. Esther ser frem til de dage Cecilie kommer. Den aflastning det giver mig er helt enorm!. Jeg lægger ansvaret for Esther for en stund, og får overskud og tid til at varetage alle de opgaver der venter.

For bag om Esthers sygdom ligger der, et hav af administrative opgaver så som, telefon samtaler med Rigshospitalet om blodprøvesvar, ændring af medicin mængder, yderligere tilpasning af behandling. Bestilling af medicin, sondemad, artikler til sondepleje, div. Sprøjter m.m. Telefon samtaler med kørselskontoret ved med bestilling af fly og taxa bon til kontrolbesøg på Rigshospitalet. Kontakt og samarbejde med vores sagsbehandler m.m. Rengøring og vedligeholdelse at hjemmet, så der er de optimale hygiejniske forhold for Esther at opholde sig i. Ligeledes bruger jeg meget tid på at tilberede særlig portionstilpasset mad med beriget indhold, så den smule mad Esther indtager selv er så ernæringsrig som muligt. Blot for at nævne nogle få af opgaverne.

IMG_4586_cykel_ny

Det var rart at være tilbage i børnehaven, og gensynsglæden var stor. Det var rart at se personalet igen og efter en kort snak gav jeg en briefing om Esthers situation, medicin og væske status. Det er jo tre uger hun har været væk, fraværende med opkast og maveonde. Det var lidt overvældende for Esther, da de andre børn kom hen ville lege med hende. Hun bliv en smule genert. Det er naturligt at se de andre lidt an og vænne sig til at være tilbage i børnehaven.

Det må have været overvældende for Esther pludselig at være tilbage og se Randi fra personalet og have både Cecilie og mig på samme tid. Det var det i hvert fald for mig. Jeg fornemmede så tydeligt Esthers uro og ulmende usikkerhed. Hun kunne ikke finde ud af, hvilken af os tre omsorgspersoner hun skulle søge. Jeg vidste, at min tilstedeværelse blot ville bidrage til yderlige forvirring og morsyge. Nu skulle der falde ro på situationen så Esther og Cecilie se sig omkring og begynde at lege.

Jeg fornemmede, at det var tid til farvel og overgav ansvaret for Esther til Cecilie, som aftalt. Hvor er det vildt grænseoverskridende at give slip, og overlade ansvaret om medicin, sondemad og væske til en anden. Det var også på en måde rigtigt rart at, vi er kommet så langt. Det er jo noget vi har drømt om så længe!. En tristhed ramte mig pludselig, for jeg indså, hvor længe Esther og vores familie har været fastlåst i dette sygdomsforløb. Vi er blevet frarøvet så meget normalitet, hverdag og glæde. jeg vil gøre alt alt for at være tilbage i hverdagens trivielle trædemølle, bare for en stund.

Min mand og jeg talte om den anden dag, at vi glædede os til vi er tilbage til den tid, før hun blev syg, for nogle uger siden. Der følte vi, at det kørte og at det gik i den rigtige retning. Vi syntes vi var tæt på det normale. Det gik op for os at, der kan gå meget længe før vi får en normal hverdag. Og vigtigere er, at selvom vi når tilbage til det punkt, vil det faktisk stadig ikke være nogen normal hverdag. Det er den bare blevet for os. Det vi antager som en normal hverdag, ville være totalt unormalt for andre familier.

Seddel

Jeg nåede lige at lukke døren til børnehaven bag mig, da den første tåre trillede… Det var vist både af lettelse og glæde over Esther for første gang var alene i børnehaven, uden mig. Det hele overvældede mig. Jeg følte glæde på Esthers vegne, nu var hun endelig på vej tilbage til sin barndom!. Endelig var det et glimt af, hvordan en normal hverdag i familien Heidelbachs liv kommer til at se ud en dag.

Det var overvældende at give slip på ansvaret og Esther, men det var også som om, kræftsygdommen lettede og løsnede sit greb i mig. Måske er der håb? måske er jeg snart er på vej ud af kræftens grusomme favntag. Det var så dejligt befriende at gå alene hjem i regnen. Jeg tænkte at, hvis jeg alligevel skulle tude nu, kunne man alligevel ikke se, om det var tåre eller regndråber… Så pyt!


6 kommentarer on Tilbage på sporet…

  1. Lone
    15. marts 2016 kl. 15:31 (2 år siden)

    Det er så godt til dig. Er sikker på at du har fået tørret tårerne af og smurt et af dine smukke smil på, til Esther skulle hjem fra børnehaven igen.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      15. marts 2016 kl. 18:29 (2 år siden)

      Tak lone, glædestårer er de nemmeste…

      Svar
  2. LINDA
    16. marts 2016 kl. 07:13 (2 år siden)

    Wauw <3

    Svar
  3. lise nielsen
    18. marts 2016 kl. 09:14 (2 år siden)

    Jeg er selv cancer mor. Under forløbet har jeg mistet min identitet som Lise. Nu, selv 7 måneder efter udskrivelsen, er jeg hende der er mor til et barn med cancer. Tit ser jeg frygt og fortvivlelse i andres øjne samt de ved bogstaveligt talt ikke hvilket ben de skal stå på, når de møder mig populært sagt. Med det vil jeg bare sige, at der er et stort behov for din blog.
    Jeg genkender alt, hvad du skriver. Det er som at gå en tur tilbage i tiden eller bare at opleve det nu, som jeg er i, selvom det er set med dine øjne. Du giver mig følelsen af imødekommenhed og forståelse. Sorgen rammer dog med fuld kraft pga vores fælles erfaring omkring det at være mor til et barn med cancer.
    De første tre måneder af vores udskrivelse gik med et overvældende antal administrative opgaver og et utal af møder. Jeg var forberedt på at skulle hjem og passe mit barn. Så det kom fuldstændig bag på mig, at den anden opgave tog alt min tid. Den dag i dag forstår jeg stadigvæk ikke, at den opgave ikke kunne være løst under indlæggelsen. Eller i det mindste blive italesat, så man mentalt kan forberede sig på at det sikkerhedsnet, der bliver spredt ud under en i forbindelse med udskrivelse, har nogle gevaldige store masker, hvor man vil falde igennem og ramme underlaget hårdt.
    Det er naivt at tro, at det kun er godt at komme hjem. Når jeg bliver spurgt, om det ikke er godt at være hjemme, ved jeg at spørgeren har de bedste intentioner til at indlede en samtale. Lad være med at spørge mig om det. Det er følelsesmæssigt hårdt arbejde. De sorgfulde dage, hvor tårerne bare løber ned af kinderne bliver ved med at komme. Samtaler, der ikke kan udsættes, skal gennemføres med grådkvalt stemme. Jo, det er godt at være hjemme.

    Svar
    • Karen Heidelbach
      18. marts 2016 kl. 13:07 (2 år siden)

      Hej Lise. Tak fordi din kommentar, det er så dejligt at få noget respons på indlæggene.Så rigtig mange tak for det. Det er en rar følelse, når man mærker der er andre der har det på samme måde. Det er netop hensigten med denne blog, at give andre noget at spejle sig. Nogen gange kan det være helt befriende at finde ud af man ikke er alene, og ved at blive bims i bøtten. Kender godt det, du nævner, med andres velmenende ord, det må også være så svært for dem, for de aner jo ikke alt det, der er på spil bagefter udskrivelsen og raskmeldingen… For de har ikke prøvet det. men de gør det bedste de kan. Det er en mavepuster man får, når man bliver sluppet af sygehusverden og skal tilbage i det offentlige og prøve at passe ned i deres kasser. Tak fordi du deler dine refleksioner om hverdagen og livet som cancermor, bliv endelig gerne med at kommentere. 😉 Karen

      Svar
  4. Mets
    28. marts 2016 kl. 21:44 (2 år siden)

    Håb, mod, angst, løsrivelse, lettelse, fremtid og kærlighed – ✝ ⚓️❤️

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *