Regnvejrstanker & Sommerferie!!!

IMG_6604303bny

Den første uge af sommerferien er ved at være gået. En hel uge i tøffetempo, i nattøj og dynen med ind i stuen i sofaen. Vi, børnene og jeg har sovet længe (til 07.00) mens min mand Lasse, har været på arbejde. Nøje, hvor har vi glædet os. Det er på alle måder en helt særlig sommerferie for os i år. For det er den første, sommerferie vi har haft sammen siden Esther knækkede cancer, da hun blev levertransplanteret! Det er så helt utroligt fantastisk, at vi kan sidde lykkelige her i dag. Hver gang jeg tænker over min taknemmelighed, sender jeg mine tanker ud i universet til det menneske, der gav Esther en chance mere. Til det menneske og den familie som gjorde vores drøm om at Esther skulle overleve mulig. Jeg bliver altid bevæget og tænker at ligeså stor min glæde er, lige så stor, om ikke større er deres savn og sorg over deres tab.

Mens jeg sidder her og kigger ud over haven, og regnen siler ned, nyder jeg lyden af Esther og Johans IPad, der summer hyggeligt af lyden af filmen Turbo og Peter Pedal. For det er de simple ting, der har fået mere fylde og det er nogle gange mere vigtigt at sætte pris på de små ting. Det har vi lært. Vi har lært at stoppe op. Nogle dage kan jeg slet ikke se vasketøjet eller rodet på gulvet, og jeg sidder så utroligt godt i sofaen, sammen med børnene på sådan nogle dage. Og dem er der plads til mange af, når man har sommerferie. Vi har mange planer for ferien. Johan og jeg er gået igang med at læse “de 5” bøger og vi har bl.a lavet en liste over ting vi bare skal lave sammen.

Siden sidste sommer har vi talt om, at når Esther ville blive rask, transplanteret og ude på den anden side, så ville vil tage på ferie ned til varmen. For at komme os, slikke vores sår og fejre, at Esther klarede den, og at vi alle landede på benene. Hele vinteren mens vi gik og passede Esthers behandling, holdt vi modet oppe, ved at tænke på den ferie, der lå og ventede os engang til sommer. Åh, hvor har vi talt om den ferie mange gange. Esther ved, at når, hun kan drikke og spise selv og tage sin medicin helt selv – så kommer sonden ud og vi kan komme ud at rejse. Det gik så godt fremad, at vi med Rigshospitalets tilladelse og vejledning om at få bestilt ekstra afbudsforsikringer, kunne bestilte vi vores drømmeferie sammen med en onkel og Lasses mormor…

Men sådan gik det ikke, for Esther blev syg og var knap fire måneder om, at rejse sig helt fra en omgang opkast og Roskildesyge, der desværre forsinkede hendes fremskridt i en sådan grad, at vi blev nødt til at aflyse vores rejse. Esther var simpelthen ikke stabil nok, til at vi kunne tage af sted. Så nu sidder vi her, kigger ud på regnen og drømmer os væk til de fjerne himmelstrøg…

Dagen skulle egentligt bare tilbringes i huset i totalt tøffetempo, men da min veninde, der er læge, svarer på et foto jeg har sendt til hende, hvor hun bekræfter mig i, at jeg ikke overreagerer på et sår på Esthers lille fod, der ikke vil hele. Hun siger Esther skal tilses af en læge, podes og muligvis skal på penicillin. Alle mine alarmklokker går i gang og katastrofe tankerne starter igen… Min kampuniform bliver taget på, og jeg står allerede med pararderne oppe, længe inden jeg kan nå at tænke klart.

Jeg fik endnu engang hjælp af to af mine musketerer, én tilbød at passe Johan og én anden kørte os ind på børneonkologisk 303b. Det er med blandede følelser jeg træder ind på den afd. Det var jo der, vi først fandt ud af, at der de fandt en udposning i Esthers mave, og vi blev videresendt til yderligere undersøgelse i Skejby på A20. De har altid været vores støtte i Aalborg, når der skulle anlægges en ny nasalsonde, eller der skulle tages en blodprøve for at se, om Esthers tal var klar til endnu en kemokur. Så sent som i sidste uge var vi derinde og fik skiftet en utæt nasalsonde.

Mens vi ventede på, at lægen kunne se Esther sår på foden, fik min veninde og jeg snakket over en kop kaffe om løst og fast. Det går op for mig, at en sygeplejerske er ved at give en nyindlagt mor med et barn på armen en rundvisning. Tiden går i stå et øjeblik, for jeg mærker instinktivt hendes usikkerhed og frygt. Da vores øjne mødes afsløres en indforståethed og gengældt sympati. Jeg når lige at tænke, at jeg ved, hvor fortabt og alene hun føler sig lige nu. Jeg genkender det blik og alle følelserne, der ligger bag. Nu er den mors verden væltet og ramlet sammen, jeg ville ønske, at jeg kunne række ud til hende og give hende et kæmpe kram.

Men det gør man jo ikke ved en fremmed, vel? Eller gør man? Er det misforstået omsorg at lade være? Fordi man føler man griber ind i noget så privat? Når man er allermest sårbar? Er det måske ikke i virkeligheden der, man bør række ud og hjælpe? Ved det ikke, men undskyldninger er der nok af. Jeg burde nok have sagt et eller andet, eller håbe på, at hun finder bloggen her og læser det indlæg jeg skrev, der hedder ” kærlig hilsen en cancermor”. Det er jo mødre som hende i dag, der er grunden til, at jeg startede med at skrive min blog. For det var netop udgangspunktet i min egen fortvivlelse, ensomhed og afmagt, at idéen til cancerfamilie.dk udsprang. Fordi jeg selv søgte andre, der stod med håret i postkassen, i samme situation som jeg. Andre at dele byrden med.

Dagens besøg på 303b var heldigvis af noget mere uskyldig karakter. Ingen stik med nåle, i og ingen der skulle holde Esther fast mod hendes vilje. Denne gang var det kun en podning og et meget grundigt blik. Nu må vi vente og se hvad podningen viser på mandag. Bevæbnet med sterile vatrondeller, plaster og rense instruktioner, kunne vi drage hjem med en noget træt og utålmodig Esther.

FullSizeRenderdefemny

Nu er vi tilbage igen, Esther faldt i søvn i Johannes bil på vej hjem fra Sygehuset. Johan kom glad hjem fra en legeaftale, hos Bjørn og hans mor Linda, med to jordbær is flagrende i hænderne, som han havde fået at vores nabo, som han tilfældigt havde mødt på vejen hjem. Så nu er jeg tilbage på min skriveplads ved vinduet, hvor jeg i morges startede på dette blogindlæg, der egentligt bare skulle have været et lille skriv om taknemmelighed, bristede sommerferiedrømme og at lille sår på en fod kan skabe frygt og vokse som historien om en fjer bliver til fem høns.

For dagen gik slet ikke som forventet, og jeg sidder målløs og knust over en frygtelige besked, som jeg tidligere i dag modtog fra en anden cancermor. Det vi alle frygter, og den tanke ingen tør tænke. Nemlig, at vores børn får tilbagefald. Det der ikke må ske, er sket for en familie, vi kender. Tiden er gået i stå. Jeg er så ked af det, og tænker hele tiden på familien. Desværre ændrer mine tårer intet. Den lortesygdom sniger sig ind over alt. Ingen kan vide sig sikker.

Det var ikke lige den slags dag, jeg havde forventet. Intet er sikkert og vi kan intet tage for givet. Kun at livet er sårbart og dyrebart, og at vi er forpligtiget til at leve vores liv fuld ud. Og sørge for at gøre en forskel for hinanden, der hvor vi kan. Og at dele så meget kærlighed, omsorg og næstekærlighed ud, som der er os muligt. Så i aften vil jeg tænde et lys og sende en tanke til en familie et sted derude. Jeg vil lade mine børn være længe oppe, side i sofaen, læse “de 5” og kramme dem en en hel masse, mens de spiser Lenes jordbær is. Og fortælle dem om næstekærlighed og at de skal nyde livet og passe godt på hinanden… Der ikke så meget mere at skrive end… Fuck cancer!

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *