hverdagens virkelige heltinder

Pudslespil

Det var så rart at få besøg af hjemmesygeplejerskerne. Det var helt mærkeligt, at de pludselig var i vores hjem igen uden at skulle giver Esther en indsprøjtning i låret med medicin. Gensynsglæden var stor. På en eller anden måde føler jeg mig knyttet til dem. De var med til at behandle Esther, og har givet livsvigtig medicin, der har forhindret Esther i at få en blodprop. Jeg er så taknemmelig. De har været en del af vores liv siden Esther tilbage i september 2014 fik kræft, og frem til hun blev levertransplanteret i august 2015. Det er længe. Hver morgen kl. 09.00. I den periode, har vi måtte åbne vores hjem og lave plads på vores køkkenbord, så Esther kunne få sin indsprøjtning af det blodfortyndende medicin, Fragmin.

Det piner mig stadig, når jeg tænker tilbage på, at jeg måtte fastholde hende, så det kunne lade sig gøre. Jeg kan stadig høre hende græde og sige nej nej…
Trods Emla (bedøvelsecreme) og afledning og et virkelig dygtigt og professionelt fast team, som vi med tiden udviklede den bedste procedure sammen med, var det stadig hårdt for alle. Men hun var så sej. En lille korkprop. Allerede kort efter var det muligt hurtigt at få hende afledt og til at tænke på noget andet. Hanne og Pia og de andre i teamet, var eminente til på hver deres måde at takle Esther. De kunne fornemme, om der var plads til en hyggesnak om bamsen bagefter eller ej. Lad os bare sige at bamsen også har fået pænt mange stik og plastre på som Esther…

Det slår mig lige, at det kan godt være, at hun er sluppet af med disse injektioner med fragmin hver dag, men hun bliver stadig holdt og stukket i 1- 2 gange om ugen, og 3 gange om ugen, når det har været rigtigt svært at indstille hendes medicin. Men vi ved at, det kun er for en tid, og at der kommer til at gå længere og længere tid imellem blodprøverne. Det tager den tid, det tager.

De tråde ind i vores liv, alle ugens dage, lørdag og søndag morgen, nogle gange midt i morgenmaden. Men de gjorde det altid med en fin situationsfornemmelse for Esther og os som familie. Det var i starten utroligt grænseoverskridende, at lukke fremmede mennesker ind i ens liv, og man vender sig aldrig helt til at stå med uglet morgenhår foran andre. Men det var nødvendigt for Esthers behandling. Men hold nu op hvor var de empatiske og medfølende, de gjorde alt, hvad de kunne for at hjælpe med til at det blev en tålelig oplevelse og bedst muligt for Esther, og mindst muligt belejligt for os.

kaffesøstre

Jeg er sikker på at deres stop og behandling hos os, til tider har gjort dem forsinkede på deres liste over dagens besøg hos de mange ventende patienter. Jeg har stillet alle mulige og umulige spørgsmål til dem vedrørende behandlingsmetoder, medicin og pleje. De har stillet deres sygeplejeartikler, erfaring og vejledning til rådighed. De har været fagligt dybt professionelle og vi har altid følt os i trygge hænder. Vores heltinder. De har lagt øre til en mors utålmodige venten og håb på bedring og raskmelding for sin datter. De har i otte måneder været min daglige faste livline ud til den virkelig verden, og har givet mig støtte og opmuntring på de dage, der var svære. De har ventet og håbet sammen med os på, at Rigshospitalet skulle ringe med den gode besked om, at der var en lever til Esther.

De skal have en kæmpe tak for deres professionelle håndtering af Esther og vores familie, når de var hos os i weekenderne eller i ferierne. De har altid spurt til Johan, om han havde det godt og lavet lidt sjov med ham. Det er jeg glad for, for det har ikke været sjovt for ham at opleve hans lillesøster i så barsk en situation. Indimellem er der lige een af os, der kommer til at tænke tilbage på den tid og vi minder hinanden om, at vi er kommet langt. Vi kommer aldrig til at savne den tid, men de mennesker der hjalp os så meget dengang, sender vi indimellem en kær taknemmelig tanke.

Bamsesjov

Derfor var det også helt fantastisk, at kunne få lov til at sige personligt tak til dem, da vi havde inviteret dem herud for at besøge Esther og os. At gense dem og få talt det hele igennem og dele, at vi endelig var nået i mål. Det var kæmpe stort. Jeg var faktisk rørt. Esthers måde bare at tilgå dem på igen var helt ubeskrivelig. Det var som om de lige havde se hinanden i går. Vi kunne alle ånde lettet op, ikke mere ventetid, ikke flere injektioner. Et længe ventet punktum for vores samarbejde omkring Esthers behandling. Et kapitel afsluttet.

Deres allersidste stik blev givet til Esther en sommerdag først i august 2015. Det fejrede vi nu flere måneder senere med vores første kop kaffe under helt andre forhold. Kun gensynsglæde, tilbageblik og en glad og lettet stemning. Da deres bil den dag rullede ud af vores indkørsel for allersidste gang, stod Esther og jeg som alle de andre gange og vinkede. Men denne gang var anderledes, for der var ingen der råbt Hej Hej… vi ses i morgen!


4 kommentarer on hverdagens virkelige heltinder

  1. Joe
    16. april 2016 kl. 09:49 (3 år siden)

    ❤️

    Svar
    • Karen Heidelbach
      16. april 2016 kl. 15:01 (3 år siden)

      TAK 🙂

      Svar
  2. Jens Morten Jensen
    17. april 2016 kl. 10:46 (3 år siden)

    Fantastisk dejligt at se, at I har overskud til rose sundheds-personalet, selv om det ser ud til at I stadig har udfordringer i jeres hverdag!
    Jeg er helt enig i jeres rosende ord, men det kan måske godt være fordi jeg er gift med én af dem I roser 🙂
    Masser af gode tanker for fremtiden!

    Svar
    • Karen Heidelbach
      17. april 2016 kl. 18:13 (3 år siden)

      Hej Jens Morten,
      Tak for de pæne ord. Du er en heldig mand. Det må være skønt at være gift med en der er så god til sit job – Alt det bedste til dig og dine.
      mvh. Karen

      Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *