En Fridag fra kræft verdenen

IMG_5528mølkebøtte2

Jeg har et ønske. Jeg gad virkelig godt have en fridag. En dag uden børn og mand. En dag helt for mig selv. Undskyld, men jeg har ikke haft en hel dag alene, siden Esther bliv syg. Jeg elsker min familie overalt på jorden. Men engang imellem, må jeg altså op til overfladen og trække vejret. Bare en dag, uden ansvar for medicin, væskeskema og tidsplaner, bare ren Karen tid.  En fridag, hvor jeg kunne ryste isolationstidens lange skygger af mig, og for en stund igen føle mig, som et helt almindeligt menneske. Lægge kræftverden bag mig. Åbne døren og træde ud i virkeligheden. Det er ikke nogen hemmelighed, at det indimellem er ekstremt anstrengende for Esther og jeg, at have været isoleret sammen så længe. Det vil være overvældende, at give slip på ansvaret og Esther. Det ville også endelig føles som om, kræftsygdommen letter og løsner sit greb i mig. Måske er der håb? måske er jeg snart er på vej ud af kræftens grusomme favntag.

Jeg ville se frem til dagen med glæde og forventning ligesom om foråret, når køerne bliver lukket ud på markerne igen efter den lange vinter i stalden. Jeg ville starte med, at tage ind Aalborg og spise morgenmad på Penny Lane i og bare sidde og dagdrømme og glo på mennesker, der gik fordi ude på gaden. Fantasere, om de forbipasserendes liv. Mon de er lykkelige? Mon de har et sygdomsforløb i familien, som vi har? håber de nyder deres liv og frihed. Bare de husker, at nyde deres travle hverdags liv, med job, indkøb og tøjvask. Jeg ville elske, at sidde helt alene med tankerne og nyde kaffen, maden og roen. Bagefter ville jeg forkæle mig selv med en ansigtsbehandling og bagefter få en mindre depression over, at jeg ikke kan få sådan en hver 14.dag.

Derefter ville jeg slentre rundt i byen, mens jeg måbende ser, hvordan byen har ændret sig siden jeg var her sidst. Butikker er lukket eller flyttet, nye er kommet til. Jeg ville undre mig over, at alle disse forandringer er sket lige foran næsen på mig. Magen til frækhed. Verden og tiden er fortsat uden mig, da jeg stod af en sensommerdag i 2014. Men nå nej, det er jo ikke kun Aalborg der har ændret sig. Jeg har jo også. Det er en barsk erkendelse. Det er helt med andre og nye øjne, jeg ser byen med nu.

Menneskene, ser anderledes ud. Moden er anderledes, fair nok nu er det jo også længe siden jeg fandt ud af, at jeg måtte indgive skilsmisse med modeverden. Det skete, da jeg en aften på A20 sidder og læser dameblad. Der indser jeg, at jeg bare er et HELT andet sted i mit liv end, hvor Costume og div. Modeblade var. Jeg har siden flirtet med Femina og bladet liv for 40 plus. En egentligt er affærer er det aldrig blevet til…

Blomst

Jeg vil helt sikkert føle mig ude af trit med virkeligheden og en anelse malplaceret. Jeg ville sikkert blive forundret og små foraget over moden eller manglen på samme. Helt sikkert også tage mig selv i, at spotte dårlige klippede frisure. (gammel fagskade). Men livet burde, by far have lært mig, at det slet ikke er det kommer an på. Det ville give mig et kæmpe chok, hvis en person, der går foran mig, pludselig nyser. Jeg går straks stor bue uden om, i frygt for at gå direkte ind i en hængende bakteriesky og risikere, at tage sygdom med hjem til Esther. Det vil jeg nok aldrig slippe helt.

Jeg ville kigge op og gense og nyde de gamle smukke velkendte bygninger, præcis som i Per Olsens bog, kig op lærte mig for mange år siden. Disse bygninger jeg har sat pris på hverdag, på min rute, når jeg er gået til og fra mit arbejde, for tidligt og sent for, at åbne og lukke min frisørsalon igennem 6 år. Jeg vil toppe min fridag med, at gå igennem min hemmelige smukke sti, der løber langs Aalborgs smukke gamle kloster og snor sig op til Gravensgade. En gåtur jeg gik to gange om dagen, stort set alle ugens dage i 6 år. Uvidende om, hvad der år senere skulle overgå mig og ændre mit liv. Det ville være en symbolsk gåtur igennem min by, og en måde at gennemgå de forskellige faser, der har bragt mig hertil, hvor jeg er nu. På en måde ville jeg kunne slutte fred med den drejning, som mit liv tog. Nogen gange går det bare ikke, som man forventede.

Til sidst Jeg ville gå med på den nye smukke havnefronten og sætte mig på en bænk og spise en is, mens jeg ville nyde den friske luft og synet af det smukke vand. Reflekter over dagen, og opdage at tiden er fløjet afsted. Og mærke tilfredshed, taknemmelighed og savnet af min familie snige sig ind på mig. Det er ved at være tid til at vende hjem. Tilbage til rutinerne og den trivielle og ensformige hverdag. Tilbage til minuturets slaveri. Jeg kan mærke, roen og eftertænksomheden fylde mig, med hver bid jeg tager, og jeg vil tænke at livet ikke er så skidt endda… mon ikke, der er så småt, er ved at komme tilpas ro, plads og tid til, at jeg kan slappe lidt af og begynde at sænke paraderne en smule. Og jeg tænker at, jeg måske en skønne dag, kan smide handskerne i ringen, løfte armene i vejret og sige fuck dig cancer! Don’t mess with my Family!


1 kommentar on En Fridag fra kræft verdenen

  1. Lone
    20. maj 2016 kl. 11:13 (2 år siden)

    ❤️ Du fortjener sådan en dag. Måske kommer den før du aner. ❤️

    Svar

Svar på dette indlæg

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Kommentér *