Da Esther blev syg drejede det sig om, at danne overblikket og få startet kemobehandlingen. Alt skulle fremadrettet handle om at få Esther rask. Der var ikke nogen, der fortalte mig at jeg selv skulle ud på en lang rejse, der ville stille krav til min psyke og mentale resurser.
Jeg kunne godt have brugt noget rådgivning undervejs, en der havde forklaret og forberedt mig på alt dette.
Det ville være så nemt at kaste håndklædet i ringen og bare stikke af, ikke? Sådan har jeg tænkt mere end et par gange, men jeg har tydeligvis ikke gjort det. Men hvor kunne det have været nemt, men det er desværre ikke sådan, man slipper af med problemerne. Tværtimod. Nogen gange har man brug for lidt motivation til at hanke op i lortet og komme ud over stepperne imod horisonten, så man kan tilbageerobre ens barns barndom og fælles fremtidige lykke. For fy da føj da! Det kræver resurser helt indefra, at indse at det ikke ens mængde af byrder eller problemer der får krammet på een, men nærmere måden man vælger at håndtere dem på. Nogle dage må man bare acceptere, at det hele er ved at få krammet på een, og man er ved at viste modet.
Meget af det jeg ved nu kommer klart nok i bagklogskabens klare lys. Det var dyre lærepenge. Her kommer lidt ideer til dig, der måske står midt i det hele netop nu. Midt i dit barns alvorlige sygdomsforløb… måske kan mine tanker og dyrtkøbte erfaringer hjælpe dig lidt tilbage på sporet igen? Og give dig lidt drivkraft og motivation til at tage en mil mere?… Måske kan du bruge et par af mine råd nu? Eller nikke genkendende til noget af dette her?
Du kan vælge at bruge tid og tanker på det, der er ved at splitte dig ad, eller på det, der holder dig sammen.
1. Du kan ikke kæmpe imod smerten, det er spild af tid at tage den kamp. For den er der, og den er umulig at kæmpe imod. Ligesom det faktum at dit barn er sygt, dit barn har kræft. Det faktum kan ikke ændres med et fingerknips. Du kan vælge at gå med det eller imod det. Da Esther blev syg, valgte jeg at gå med det, det er jeg glad for i dag. For så blev det lettere for mig, at acceptere det, var ude af mine hænder og jeg kunne bedre håndtere smerten og handle og arbejde på at komme igennem det.
Men det er der, hvor det gør ondt, at det gør dig godt. Ved det lyder forkert, men det er i den smerte og i det der er svært, at du udvikler dig. Smerten giver dig styrke og indsigt. Det er ikke sikkert, at det giver mening nu, men det kommer det til senere.
2. Fokuser på de gode dage. For i selv det hårdeste og længste kræft og sygdomsforløb findes der gode dage. Der er dage, hvor behandlinger kører efter planen og humøret er godt. Husk på de gode dage, når tingene bliver hårde. De dage er midlertidige, og bliver erstattet af bedre tider. Bare fordi der er mange dårlige dage, betyder det jo ikke at du ikke, må glæde dig over de gode dage, vel? Der kommer altid en god dag efter en dårlig. Det meste af det vi udsættes for, er heldigvis kun midlertidigt.
3. Livet er ufatteligt sart og skrøbeligt og kan ændres på et splitsekund. Ja, den har du hørt før, men det er altså rigtigt. Der er ingen tid at spilde, der er ingen god undskyldning for, ikke at komme i gang med at gøre det, der giver mening lige nu. Livet er også hamrende uretfærdigt og ufatteligt hårdt. Hvordan problemerne og udfordringerne håndteres er op til een selv, men alt det jeg har oplevet i dette forløb, har lært mig, at der er ingen vej udenom. Måske er den korteste genvej til ens lykke alligevel at hanke op i lortet og kæmpe sig igennem livets udfordringer og kriser. Bekymringer og brok ændrer ingenting, og uanset hvad der sker i det lange forløb, så husk at du kan begynde med at være taknemmelig for alle de problemer, du ikke har.
4. Hver dag der er gået, er et skridt nærmere målet. Nemlig at få dit barn helt raskt og hel igennem alt dette. Hver dag er en kamp. Hver dag kæmper man for at tænke klart og bare at holde hovedet over vandet. Tålmodighed og tro handler også om at have tillid til behandlingen og planen, og om at have den rette indstilling og fastholde den i en udfordrende hverdag. Men det er vigtigt at tro på det, selv om det er hårdt og man møder modstand. Nogle gange betyder det også, at man er ved at miste sit fodfæste og sin forstand. Det der holder modet oppe, er når man indser, at når der er kæmpet een dag mere, og at man er en dag tættere på målet. Der er ingen bedre følelse end at vide, at man har gjort alt,for at gøre alt hvad man kunne for at gøre noget godt for sit barn i dag.
5. Prøv at være positiv selv når du er ked af det og omgivet af negativitet. Det er en nem måde at vedligeholde din entusiasme og bevare dit fokus. Jeg ved, godt det er svært. Men det er selvforstærkende, og det påvirker også andre omkring dig. Bliv ved med at være dig selv. Du må ikke lade bitterhed over dit barns sygdom, ændre den person, du er eller har potentiale til at blive. Brug vreden og din fortvivlese som drivkraft. Accepter at det her er en lang rejse, hvor det er vigtigt, at du tør stole på din intuition og tage chancer. Vær villig til at give slip på det kendte og sikre, det handler om at gå med det og bruge den viden og erfaring du har fået med dig til at leve i nuet og holde modet oppe hos dig selv og dit barn. Du ender måske ikke der, hvor du havde tænkt dig, men et nyt sted. Måske er det det sted, som du i virkeligheden skal være. Uanset hvad vi foretager os, er det der er ment til at ske, sker i sidste ende. Det er et benhårdt faktum.
6. Faktum er, at du vil blive væltet omkuld, slået i jorden. Men du kommer op igen. Det du oplever nu og de knubs og ar du får undervejs, gør dig stærkere. Husk det fratager dig ikke evnen eller rettigheden til at rejse dig op igen og heller ikke muligheden for at elske og leve i nuet og have modet til at fortsætte kampen. Ej heller ikke i at smile, grine og leve… selv om at man er midt i sin livskrise eller sorg.
Det er vigtigt at give plads til både gode og dårlige dage. I et kræftforløb og andre alvorlige sygdomsforløb, vil dagene veksle imellem de lette og de svære. Accepter begge slags dage og tillad dig selv plads til at mærke alle følelser. Giv dig selv lov at have disse op og nedture, for de vil være der, lad være med at føle de ikke skal være der og lad være med at lade did gå på af det. Dagen i morgen bliver anderledes. Da jeg var ung fik jeg et godt råd af min fætter, da jeg spurgte ham om, om han ikke var mange for at være alene i sine forældres sommerhus. Hvortil han svarede mig noget i retningen af ”hvis man accepterer følelsen af, at man er bange og mærker og tager den ind, så mister den sin styrke.” Jeg tror det er et af de bedste råd, som jeg nogensinde har fået.
Det handler vel i virkeligheden om, at være bevidst om sine følelser for at kunne håndtere dem og om hvordan de påvirke én. Jeg tror i hvert faldt livets pendul svinger som et pendul mellem godt og ondt, måske handler det om at være i bevægelse og i stand til at kunne være i alle disse følelser og udfordringer, man bliver stillet overfor i denne lortekræft og sygdoms verden. Mærke og rumme de svære følelser og være i glæden og mærke lykken, når den byder sig.