Tak til mine fantastiske musketerer! For en helt fantastisk fødselsdags fest!
Jeg havde fødselsdag i lørdags, og jeg havde inviteret mine musketerer til middag i vores hjem i Aalborg. Vi var samlet 6 piger, som jeg har lært at kende gennem livet. (Desværre var der et par afbud).
Nogle venskaber opstod i teenageårene og andre for få år siden frem til nu. Alle vidt forskellige og skønne kvinder, jeg er så heldig, at have i mit liv. Vi var også samlet forrige år på min 40 års fødselsdag, den gang havde Esther kræft og vi var stadig på ventelisten og ventede på, at de ville ringe fra Rigshospitalet! Denne gang var situationen helt anderledes, opringningen var kommet og min datter var rask!
Da Esther blev syg, prøvede jeg at finde ud af, hvad jeg var oppe imod. Det var svært at gennemskue, men jeg vidste, at jeg ville få brug for hjælp. Hvad skulle der til, for at vi kom igennem dette? Hvad skulle der gøres og hvem kunne hjælpe mig ? Jeg byggede et fort, hvorfra jeg kunne kæmpe. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte have nogle mennesker tæt på mig, som jeg kunne stole på. Familie og venner. De har været fantastiske og har hver især budt ind, der hvor de kunne. Mine veninder stillede trofast op til kamp.
Alle tropper blev mobiliseret, vi var klar til kamp. Jeg havde støtte fra mine veninder og de gav mig moralsk og mental opbakning. Jeg håbede, at de havde nogle brede, stærke skuldre, som jeg kunne støtte mig op af. Det havde de! De havde alle ressourcerne til, at kunne være en del af det, vi skulle igennem med Esther. Jeg oplevede støtte og opbakning fra helt uventede sider. De bød ind med alt, hvad de kunne både med transport frem og tilbage til Skejby og de var også leverandører, af hvad jeg lige stod og manglede, indkøb og bringe burgere til Esther og jeg kunne blive ved.
Disse fine kvinder kalder jeg for mine musketerer, fordi de har været der for mig hele vejen i gennem Esthers sygdomsforløb. De har støttet mig i ALT, og har jeg været så heldig at have de dejlige og nogle skønne veninder i mit liv. De har kunnet fornemme, når noget var under opsejling. De har taget mig under armen og insisteret på, at få mig ud af huset. Ud i den virkelige verden. For de har været der for mig under hele forløbet, stået sammen og bygget en mur af omsorg og netværk omkring mig. De hjalp mig med at bygge mit fort, hvor jeg kunne kæmpe min kamp fra. De er her stadig, som et overvågent vagtværn, selvom vi ikke er helt i mål endnu. De sørger stadig for, at jeg aldrig løber tør for kleenex og en skulder at græde ud ved, de lytter til mine tanker og frustrationer. Og de ved, hvornår de skal give mig et kram, et kærligt puf i den rigtige retning eller et ordentligt velment spark i røven.
Så i lørdags skulle vi markere, at der var gået et år mere, og at min datter havde overlevede kræft og at jeg er kommet igennem et hårdt år! Der blev grinet og grædt, og jeg indrømmer gerne, at dansebenene ikke er, hvad de har været… Men jeg havde den bedste aften og jeg trækker stadig på smilebåndet, når jeg tænker tilbage. Jeg har simpelthen ikke grinet så meget siden Esther blev syg. Det var så befriende, og jeg følte mig så lettet og glad! Det var så sjov en aften og den vil jeg huske altid.
Alle mine veninder jeg har mødt på min vej har sat spor og aftryk hos mig, vi har sammen været vidner til den mest krævende tid i mit liv. De har passet på mig og vil altid være en stor del af mit liv. Jeg kan ikke takke dem nok!
De tog sku fusen på mig gjorde de!… De var gået sammen om at give mig muligheden for at få en fridag og udleve mit ønske om bare een dag fri fra Esther, væskeskema og minuturet. Jeg beskrev i et tidligere blogindlæg ”En fridag fra kræftverdenen” om hvordan jeg ville tilbringe en hel dag for mig selv. Det har de nu givet mig! Et gavekort til cafe Penny Lane og et gave kort til Hasseris Skin Lounge…. Det er bare sådan en god gave og det er vildt godt fundet på af dem! Jeg vil glæde mig til indløse min fødselsdagsgave. Tak Tak Tak!