Familie & Venner…
Da Esther blev syg huske jeg, at det var så grænseoverskridende en følelse for mig. Det var ubehageligt at miste kontrollen over vores liv. Jeg mistede helt overblikket. Det var en total overvældende situation, som man pludselig bliver kastet ud i. Ens liv bliver ført i en retning, man ikke havde til tænkt…Der er ingen, der ønsker dette skal overgå ens familie. Der var dage, hvor jeg var overvældet emotionelt og følte, at jeg bare var passiv statist i mit eget liv. Jeg indså, at jeg måtte gøre noget. Handle konkret. Jeg begyndte, at sætte pris på de små ting, som jeg kunne have kontrol over. Nogle små valg, for nogen, men for mig gav det mig en snært, af jeg kunne styre noget, og det fik mig til at føle mig godt tilpas. Små ting, som at lave en madplan, når vi var hjemme fra Skejby. Når vi var dernede, havde vi som regel selv mad med til Esther og jeg. Aftensmaden, var ofte ikke så børnevenlig, som man kunne have forventet.
Overgange og forandringer vil der være mange af. For alt ændrer sig. Hverdagsrutiner, ens jobsituation, og økonomien. Familierelationer og venskaber forandrer sig. Det kan være stressende, nærmest overvældende, og kan hurtigt vokse over hovedet på en. Hvis du har brug for hjælp så spørg. Familie, venner og naboer er klar til at hjælpe. Det var en kæmpe hjælp og støtte, at mærke både Lasses og min familie tog kontrollen og ansvaret for noget af det de ting de kunne se, de kunne hjælpe os med.
Du aner ikke, hvor meget det betyder for andre at kunne hjælpe. Hjemmelavede færdigeretter til fryseren, er en kæmpe hjælp, når dagene er hårde. Det er guld værd, at have noget parat i fryseren. Jeg var så heldig, at en af mine nabokoner Lone, leverede frisk hjemmebagt rugbrød over hækken næsten hver uge. En anden nabofamilie Lene og Michael slog græsplænen og tog mig under armen til gåture. En tredje, familien Kvist fjernede ukrudt imellem fliserne på vores fortov. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden deres hjælp. Det tog lidt af deres tid, men betød ALT for os…
Da Esther blev syg prøvede jeg, at finde ud af, hvad jeg var oppe imod. Det var svært at gennemskue, men jeg vidste, at jeg ville få brug for hjælp. Hvad skulle der til for, at vi kom igennem dette? Hvad skulle der gøres og hvem kunne hjælpe mig ? Jeg byggede et fort, hvorfra jeg kunne kæmpe. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte have nogle mennesker tæt på mig, som jeg kunne stole på. Familie og venner. De har været fantastiske, og har hver især budt ind der, hvor de kunne.
Min bror Kristian og hans kone Janne, har passet Johan og givet ham nogle helt særlige oplevelser. Min mands far Steen og Gitte og familien i Århus var der 100 % for os, når vi var indlagt på Skejby. Farmor og Asger fra Viborg kom og installerede en fryser i vores skur, fyldt med små portioner af færdiglavet ynglingsmad. Boller i karry, grønsags lassange, mini pandekager osv. Johan & Esthers ønskemad. Når vi var indlagt på Rigshospitalet, var det en gammel højskole veninde Sarah-Rie, der kom med burgere, hvis det var det eneste som, Esther havde lyst til. Min kære kusine Merete hendes og mand, leverede alt, vi manglede fra sutter til Havaianas klipklappere og Lækker Hjemmelavet Chai mad og kærlig støtte.
Alle tropper blev mobiliseret, vi var klar til kamp. Jeg regnede med at det hold af støtter, vennerpar, mine veninder og min mor og far, og gav mig moralsk og mental opbakning. Jeg håbede, at de havde nogle brede, stærke skuldre, at støtte mig op ad. Men det er ikke altid tilfældet. Ikke alle havde ressourcerne til, at skulle være en del af det, vi skulle igennem. Til gengæld oplevede vi støtte og opbakning fra helt uventede sider. Familie man ikke så så tit meldte sig på banen og bød ind med både transport og frikadeller. Vi har mødt det sammen sammenhold og indforståethed, man møder i andre familier i samme båd, når man er indlagt. De mennesker jeg har mødt på denne vej har sat spor og aftryk, vi har sammen været vidner til hinandens meste krævende tid i vores liv.