Nu faldt tiøren

Da jeg lancerede min blog tilbage i marts 2015, fik jeg simpelthen en overvældede og helt fantastisk modtagelse. Jeg fik tilkendegivelser fra mødre fra hele landet til børn med mange forskellige diagnoser, kræft  men også lungesygedomme og mange andre udfordringer, som autisme og handicap. De skrev til mig, fordi de kunne genkende en masse fra deres eget barns sygdomsforløb og følte pludselig ikke, at de stod alene med alle deres bekymringer og frustrationer. Der var endelig et sted, hvor man kunne føle fællesskab midt i ens ensomhed. En af de mødre der skrev til mig var den unge Nicoline Brix.

Hun tog kontakt til mig for at sige tak og fortælle at hun følte, at jeg kunne sætte ord på mange af de tanker og følelser, som hun også havde som mor til en lille pige med kræft. Hun havde haft svært ved at forklare til sin familie og venner hvordan hun havde det. Nu faldt tiøren for flere…
Det er jo netop det, der er mit håb med denne blog, at kunne give et blik ind i en ellers så lukket verden. For det er vildt vanskeligt for andre at forstå, hvad det er man står midt i. Det ved man kun, hvis man selv har været der. Måske kan bloggen være med til at forklare, hvordan en cancermor har det og nedbryde lidt af den misforståede omsorg og berøringsangst og nogle af de fordomme, der kan være forbundet med at være en kræftramt børnefamilie.

Det endte med at Nikoline spurgte, om ikke vi skulle mødes en dag og drikke en kop kaffe…. Det skulle vi da helt sikkert. Der var ikke noget, jeg hellere ville. Vi mødtes halvanden uges tid efter på Stygges fiske & tapas restaurant i Aalborg. Syntes godt jeg kunne mærke nogle sommerfugle i maven, for det er pænt grænseoverskridende for mig, at sige ja til at mødes med en vildt fremmed kvinde, som jeg kun var forbundet med i kræftverdenen igennem facebook. Jeg glædede mig til endelig at mødes med Nicoline og var meget spændt. En slags blind date. Det kunne blive en hund eller en kat. Måske vi ville Hit it of eller også ville vi bare komme skævt fra start og sidde at tænke på, hvordan fanden kommer jeg ud af det her hurtigst muligt?

Men jo det sagde heldigvis klik med det samme. Jeg tror nogen gange, når man siger ja til noget nyt, ukendt og man bevæger sig ud på uvante maneger, sker der bare noget helt fantastisk, når man tør tage chancer. Når man tør række ud mod det nye og usikre. Det gav pote, for os begge… Håber jeg. Det gav ihvertfald perfekt mening for mig.

Jeg takker Nikoline for sit mod til at række ud, for i de timer vi tilbragte sammen, stod munden ikke stille på nogen af os… bogstavelig talt, og når der endelig var en pause, var det for at tage en bid af den skønne lækre mad. Hvor var det skønt at blive forkælet. Tror det var en øjenåbner for mig, for det bekræftede mig i, at jeg var på rette spor med min blog. Fordi det giver mening at dele det, der er svært at tale med andre, der har det på samme måde som een selv. I vores tilfælde… med begge ben begravet i lortekræftverdens solide muld. Men i det mindste står vi ikke længere væk fra hinanden, end at vi kan række armene ud og lægge dem om ryggen på hinanden. Jeg tror bestemt ikke det er sidste gang, vi mødes…

Okay, jeg er ikke naiv og tror, der er tale om en ny kindred spirit som i Anne fra Grønnebakken og hendes veninde Diana Barry, fra min yndlings tvserie som barn… men jeg tror vi begge den aften indså, at vi har en fælles indforståethed. For første gang i Esthers kræftforløb følte jeg mig 120% set og forstået og jeg har ALDRIG ment ordene mere end nu, når jeg svarede Nicoline, det kender jeg godt.

Vi er vidner til hinandens største livskriser. Vi står begge ramt, rystet og efterladte tilbage med en følelse af vores familieliv vendt på hovedet, tab at vores børns barndom, tab af vores liv, som vi kende det. Tab af os selv. Nu er det forfra. Tilbage til tegnebordet op kontoret for ændrede familieliv A/S. Sådan er det. Think BIG!