Endnu en uge er gået af vores sommerferie, og jeg tænkte, at det ville være på sin plads med en kort lille opdatering. I dag har vi sat et fint punktum på ugen med en tur i Østerådalen, og fodre ænder og kravle i træer. Vi har haft en dejlig uge! Det har været så skønt og mærkeligt på samme tid, ikke at skulle have taget blodprøve på Esther i denne uge. Det har haft stor betydning for os, at ugen ikke har startet med vores mandagsstik… Vi har også endelig fået svar på podningen af såret på Esthers fod, der blev taget for en uge siden. Der kom svar i tirsdags og det var stafylokokker og Esther kom på penicillin samme dag. Det er en af bivirkningerne af den immundæmpende medicin, som gør Esthers hud tyndere og mere sårbar for rifter og infektioner.
Det er bare noget vi må forholde os og tage hensyn til. Det er heldigvis noget vi kan tage højde for og behandle os ud af. Vi tager et problem af gangen. Nu går det heldigvis den rigtige vej. Esther har været lidt i børnehave og vi syntes hun har haft et par dage, hvor hun er begyndt at drikke lidt mere – vi håber det fortsætter…Så nu er det bare at give den fuld gas, som Esther her på grusvejen!!!
Måske er det god tid sammen med begge børn og de lange dovne dage, der har givet mig tid til at tænke og sat gang i en eftertænksomhed hos mig. Det langsomme gear giver tid til, at være i nuet og nyde Esther og Johan. De er vokset så meget siden sidste sommerferie og der er sket så meget med dem hver især. De har så meget barndom og søskendetid de skal have indhentet, og den tid er kommet nu. Nu er der endelig tid til at mærke hinanden, og finde et samspil i leg, relationer og grænsesøgning. De griner, krammer og skændes som hund og kat… Jo, man kan vist roligt sige, at vi kommer hele vejen rundt i følelsesregistret … alle mand… Alt er som det skal være, og jeg elsker hvert øjeblik af det!
Jeg har fået mere plads og ro til at reflektere over det sidste år der er gået. Det sætter tanker i gang og sætter skub i alle minderne og følelserne. Både de gode og dem, der er svære. Men det er jo sådan det er, og det betyder bare jeg er et menneske af kød og blod, der mærker livet.
Måske er det også fordi, at vi nærmere os flere af årets mærkedage og et jubilæum – som minder mig om, alt der er sket og at tiden er gået. Nogle gange har jeg svært ved, at skelne dagene fra hinanden, for selv månederne ligner stadig hinanden. Selvom Esthers isolation er stoppet, og hun er 8 timer i børnehaven om ugen, har mine levevilkår jo stort set ikke ændret sig. Rutinerne og rammerne i min hverdag er jo stadig de samme, dag ud og dag ind. Derfor, kan jeg efter snart to år, i mere elle mindre grad af isolation, godt have svært ved at bedømme tiden der er gået. Jeg husker mærkedage, og når noget skiller sig ud. Men for det meste flyder hverdagene sammen.
Eftertænksomheden har i den grad boostet min skrivelyst og givet ideerne til nye blogindlæg, der står i kø og skaber trængsel på tastaturet. Selvom jeg gerne ville skive, når inspirationen er til stede, må jeg bare acceptere, at jeg desværre ikke altid har muligheden. I dagtimerne har jeg hænderne mere end fulde med Esthers væskeskema og to unger, der kræver al min opmærksomhed. Det kan godt være lidt fustrende, når man føler man lige har ordene på tungen, og bare ikke har mulighed for at smage på dem og få dem skrevet ned.
Nu vil jeg bare nyde #alt det jeg har oppe i ærmet, og glæde mig over, at jeg i den nærmeste fremtid kan dele alt det nye med jer. Jeg er glad, spændt og føler mig taknemmelig for at jeg endelig, langt om længe, finder en tro på at det nok skal gå det hele… Stay tuned – alle sammen… Rigtig god weekend til alle!