For noget tid siden lavede jeg et telefoninterview med to RUC studerende, der læser kommunikation og medievidenskab. De skulle skrive en opgave om de sociale medier. Nærmere præcist om kræftens Bekæmpelse og om hvordan de bruger de sociale medier. Herunder Facebook og Instagram. De ville høre, hvad jeg overordnet syntes om Kræftens Bekæmpelse som organisation og hvad jeg helt konkret, syntes om deres kommunikationsmetode og deres brug af de sociale medier.
De kontaktede mig fordi de havde set mit take over af Kræftens Bekæmpelses Instagram profil – som ugens ugens fighter og ville gerne tale om, hvilken oplevelse jeg havde haft med det. Vi talte om mit syn på brug af de sociale medier mht. til at dele cancerfamilie. Dk`s historie. Du kan i øvrigt læse den lige her… LINK til #Ugensfighter
Ved forberedelsen til dette interview havde jeg gjort mig mange tanker om, hvad min holdning er og det har betydet for mig, at dele ud af min erfaring via de sociale medier. Det er faktisk ret sundt med et realitets tjek og status på, hvordan det ser ud fra læseren eller følgeren. Interessant fordi det giver mig mulighed for, at se på cancerfamilie med nogle andre øjne.
Der er efterhånden regler og teorier om det meste, og jeg er også sikker på, at livet som blogger på de sociale medier kommer til, at kræve mere af den enkelte blogger. Følgeren forventer i stigende grad, at bloggeren deler troværdige indlæg og giver mere af sin personlighed. Men hvor går grænsen for, hvad man vil/skal dele og med hvem? Hvor langt lader man følgeren træde ind i sit liv? Ind i sit hus? Giver man sine følgere en guidet tur rundt i stuerne? Og er det ok? Må man vise billeder af sine børn? Og hvis ja, kun billeder af dem vist bagfra? Er det i virkeligheden interessant for andre, at dele historier om livets strabadser som deprimeret? om sine tømmermænd fra weekendens fest? eller billeder af et hjemmekreeret nisselandskab? Er vi bloggere selv skyld i vores tilintetgørelse af vores privatliv? Er vi med til at skabe en kunstigt illusion om, at have et helt almindeligt liv? Mon ikke følgeren er ved, at have set nok hunde og madbilleder?
Med andres øjne
Jeg mener, at vi har et fælles ansvar. Vi er jo alle med til, at præge vores fælles rullende opslagstavle, når vi trykker LIKE & FØLG – vi bestemmer ikke hvad andre poster eller liker. Men kan vi så i virkeligheden styre, hvad der bliver præsenteret for os? når vi liker en person/blogger, føler vi os indviet i en andens liv, man er med på en gratis kigger, et smugkig ind i en anden verden og et andet liv. Som en slags hemmelig starker eller beundre. Men vi bliver også lukket ind i et fællesskab og ind til en fællesskabsfølelse. Det man bliver en del, af en lille lukket kreds af artsbeslægtede med de samme interesser/blogger. En lukket kreds, hvor man tale det samme sprog, poster samme slags billeder og høster hinandens likes og anerkendelse.
Jeg elsker det! Jeg har fået et helt nyt netværk. Det var mit hul ud til verden mens Esther var syg. En slags klub for eliten inden for hver enkelt felt. Vi er næsten som et lille samfund i samfundet, her har vi vores frirum, hvor vi kan dele vores hverdag med hinanden. Man føler næsten vi kender hinanden. Men, det gør vi faktisk ikke. Nogle, er mennesker jeg har aldrig mødt i virkeligheden. Vi sidder i hver vores del af verden – langt væk fra hinanden, men alligevel trækker vi tråde imellem hinandens liv og skaber relationer på kryds og tværs af alder, køn race og placering i på verdenskortet. Det er en salgs virtuel venskabs portefølje, hvor det at få nye venner ikke handler så meget om kemi mellem mennesker, men mere om man har de samme interesser. Her er det nemt at få nye venner, og at afbryde venskabet med et klik FØLG IKKE LÆNGERE! En kold skulder er det nemmeste at give, ved ganske simpelt ikke at smide et like længere. Det er prisen man betaler når man er ærlig og rager næsen frem. Kassen bliver godt nok knaldet i, hvis man kommer til at støde eller forarge gennem sin ærlighed.
Bør man dele alting? Viden forpligter? Ja, men ikke for en hver pris. Men jeg tror, at hvis man har noget på hjertet og der er et budskab i den man laver og man gerne vil gøre en forskel for andre, så tror jeg man får sin stemme hørt blandt de mange andre blogger og ens følgere. Man skal være forberedt på lidt og hvert. Der vil altid være nogle der ikke er enige eller bryder sig om det man skriver. Mediekaruselleen og de sociale medier generelt kan være nådesløs. Det man deler og udtaler som om kan blive misforstået og fordrejet til andre udsagn. Som jeg selv har oplevet, da en journalist fremstillede mig i et virkeligt dårligt lys og fik det ud af et interview, som gavnede hendes vinkel på historien bedst. Man lærer desværre hurtig, at gennemskue hvilke type medier, der er troværdige og der egner sig til at samarbejde med. Det samme gælder for mindre pæne meningsudvekslinger i kommentarfelterne. You can`t win them all.
Babyer og hundehvalpeeffekten
De to studerende bad mig om, at vurdere fire personer, der også havde været ugens figthere for Kræftens Bekæmpelse og vurdere deres fotos og meget forskellige måder, at formidle budskaber på, og det fik mig til at tænke over hvad det er der fanger vores opmærksomhed på vores virtuelle opslagstavle? Glade smil, smukke mennesker, noget der forarger og provokere? Hunde og babyer har vist manges opmærksomhed. Er det cuteheden og uskylden der fænger, fordi vi ubevidst tiltrækkes af det rare og gode? Hvor går egentligt vores grænse til? Deler vi for meget? Det vi skriver og deler fastgøre vi jo, på hinandens opslagstavler, tænker vi egentligt over at, det bliver ikke slettet eller forsvinde de aftryk og indtryk vi efterlader til hinanden. Fotos, tekst og bokstaver i tusindvis – som graffiti på en væg, ønsket eller ej.
Verden bliver så lille via de sociale medier og vi trækker hinanden ned i vores små liv – Verden er så stor og den største trussel er viden, sagde min far engang i dag forstår jeg godt hvad han mente. Men jeg tror til gengæld også, at mangel på samme, skaber den uvidenhed der er med til at skabe grobund for misforståelser.
Vidensdeling kan også være med til, at sætte fokus på når livet er svært og nedbryde tabuer, om tunge emner. Det kan samle mennesker, viden udvikler sig og skaber nye resultater. Viden samler og skaber fællesskabsfølelse. Når man deler erfaring og viden, så giver man andre muligheden for at lære noget nyt. Man flytter mennesker – som Ulla Terkelsen siger, ”at den bedste måde at overvinde og håndtere livskriser på er at flytte sig. Som når man kommer hjem fra ferie ser sit hus, stue eller have på en helt ny måde. Med andre øjne.” Måske har hun ret i, at man får set det hele i et andet lys og perspektiv. Måske er det at dele som et spejl, hvori viden bliver videregivet og delt i et nyt perspektiv. Ikke mindst sit syn på sig selv og sin situation.
At dele som ”Terapi”
De studerende spurgte mig til sidst om, hvorfor jeg sagde ja til, at være ugens fighter for kræftens bekæmpelse. For mig har mit udgangspunkt været, at dele min viden, og gøre viden tilgængelig inden for et snævert felt, nemlig cancermødre, der blogge om, at håndtere når ens barn får en kræftdiagnose. Viden, der kan sætte ord på og forsøger at, beskrive hvad man oplever og kommer igennem som mor til et sygt barn. Jeg tror, at det at nogen tør fortælle om deres forløb, er med til at give andre noget at spejle sig i. Derved får man nogle redskaber til at håndtere de svære følelser, der automatisk følger i kølvandet på alvorlig sygdom.
For mit eget ved kommende er jeg meget optaget af, hvordan det har påvirket mig som person. Jeg har gennem Esthers sygdomsforløb indimellem, haft det så svært, at jeg var bange for om jeg var ved, at blive bims i bøtten. Min oplevelse af, at være ugens fighter og det, at delt med andre, har helt klart lært mig meget om min egen færden på de sociale medier og vores indflydelse på hinanden. På godt og ondt. På instagram er man stadig gemt lidt i anonymiteten bag et fjollet uigennemskueligt bruger navn. Det efterlader en tilpas distance, til at turde dele. For det forpligter ikke helt på samme personlige måde. Det har helt klart haft en positivt indflydelse på mig. Den oprigtige og kærlige respons har betydet, at jeg for et øjeblik ikke har følt, at alt det jeg har været igennem som forgæves. For mig betyder det at jeg har “ufrivilligt” kommet i besiddelse af noget viden, da min datter bliv syg. viden, der måske kan bruges af andre. Viden forpligter.
Jeg håber, at jeg en dag kan læse de to studerendes arbejde, jeg er sikker på at fik lavet en rigtig fin opgave om relevant emne, der brugbar og tidløs.Tror at, vi alle kan have glæde af engang imellem tage et lille reality check og overveje vores færden på de sociale medier.
Hvad tænker I om vores brug og behov for, at dele vores hverdag med fremmede? Hvad er jeres overvejelser og hvad ville du aldrig dele?
♥ Kærligst Karen.