Tilbage til hverdagen
Det er dejligt, at konstatere, at man er kommet så langt og kunne sige, at Esther klarede den! Vores datter blev rask og knækkede cancer, da hun blev levertransplanteret. Det giver det vildeste lykkesus i maven! Det er heldigvis tilfældet for rigtigt mange familier, og når kræftsygdommen er overstået skal hele familien vende tilbage til hverdagen. Men nogle gange kan det være svært, for man er blevet forandret, og hvad er det for en hverdag man nu vender tilbage til? Kan man genkende den? I takt med at kræftsygdommen slipper sit tag i familien, bliver der ro og overskud til at bearbejde, det man har gennemlevet.
Svære følelser dukker op, fordi man endelig får tid til at mærke efter, hvordan man faktisk har det. Det tager hårdt på een at indse, hvilket forløb man har været igennem, for det vil altid blive tydeligt bagefter. Det er nogle vilde flashbacks Lasse og jeg får. ”Kan du huske den gang på intensiv hvor…. ” Hele tiden dukker der minder op fra forløbet, og det er vel på den måde, vi får det bearbejdet på. Vi skal lære, hvordan vi bruger disse minder til at skubbe os fremad i vandet. Hvert et minde og hver oplevelse, vi som får talt om, er endnu et svømmetag ind mod land. Tilbage til fastlandet. Til fast jord under fødderne.
Vi troede begge, at når Esther knækkede cancer og fik den nye lever, så vendte vi tilbage til en normal hverdag. Det var det vi havde holdt modet oppe ved. Vi opmuntrede hinanden ved at gå og minde hinanden om, at når Esther bare blev rask og blev opereret, ville alt vende tilbage til det normale, som før hun blev syg. Hold nu op, hvor naivt mand! Vi måtte indse at alt var forandret, og at vi måtte kæmpe os tilbage til det, vi kendte, som en normal hverdag. Vi kæmper stadig. For den hverdag vi kendte, var blevet erstattet af et stramt skema over medicin og væskeindtag. Vi forsøger, at finde fodfæste i vores nye virkelighed. Jeg forventede, at jeg ville være gladere og mere lykkelig nu. Men det er her bagefter, man får tid til at reflektere og mærke efter, hvad man har været igennem. Det er nu vi skal finde tro på, at alle disse følelser er helt normale og vi må give os tid til, at finde os til rette som familie i en ændret hverdag.
Efter så lang tid under konstant mentalt overarbejde og pres, tager det tid, at ændre ens selvsyn og opfattelse af sig selv og familien. Det tager tid at slippe kræftdiagnosens voldsomme tag. Den tog fat i os, og slap os, nu er det os, der skal slippe den. Sjovt, at ligeså modvilligt man ville ind i denne kræftverden, ligeså ambivalent føler jeg nu, at skulle slippe den. Den har været det jeg kendte de sidste 1 ½ års tid, min sikre base. De mennesker vi har mødt, det personale på hospitalerne er jo på en måde blevet relationer, man bære med sig videre. Man opdager faktisk, at det er underligt de ikke er en del af ens liv mere. Joan fra A20 på Skejby eller Ruben fra Rigshospitalets intensive team. Eller Toni fra leverafd. Lisbeth og Ole, der med sin violinen og guitar, gav os et mentalt og musikalsk pusterum, så vi for en tid glemte sygdom og transplantation. Bare for at nævne nogle få… Mennesker, der var vidne til ens største livskrise. Hvem holder nu hånden under mig? Er der ikke lige nogen der gider at teste om JEG virker igen? For nogen gange kan jeg godt komme i tvivl.
Det har været vanskeligt og frustrerende at finde sig selv i dette limbo. Esther er RASK, men der er stadig et stykke vej til, hun er færdigbehandlet. Det er enormt svært at komme videre mentalt, når vi stadig har et stort arbejde med at få hende rejst helt op igen. Det der med at komme tilbage til hverdagen, bliver en længere proses end forventet, men vi står stadig med et brændende ønske om at komme videre. Men jeg er samtidig sindssyg bange for, at andre tænker, at jeg sidder fast som ”Cancermom” – der ikke kan komme ovenpå igen. Men der er bare forskellige måder at håndtere kriser på og der er ikke nogen håndbog, der anbefaler en vis længde af sorgproces bearbejdning eller hvordan man håndterer livskriser. For faktum er, at jeg er ikke altid er glad og har svært ved at komme videre, og det må jeg acceptere, hvis der er nogen, der ikke forstår det.
Jeg længes efter den dag, hvor det går op for mig at jeg rent faktisk er kommet videre. Esther og Johan har bare grinet så højt, at jeg ikke har lagt mærke til det. For jeg tror ikke, at der er nogen facitliste, der er ikke nogen udløbsdato på, hvornår sådan en følelsesmæssig belastning er bearbejdet. Håber det kommer lidt i etaper, i et tempo vi kan følge med til.
Men jeg glæder mig til den dag, hvor jeg føler mig lettet og glad. Så jeg kan ringe til mine venner og sige nu er jeg klar til at være sammen med dem igen, som den gamle Karen, de kendte før Esther blev syg. Ser frem til at mærke at humøret og overskuddet vender tilbage og der bliver længere og længere i mellem de svære dage. Jeg har tillid til at det her ender godt, og at jeg lander på benene. Hvordan vi kommer videre herfra vil kun tiden vise. Men eet er sikkert… Vi er på vej. Vi her stadig, og vi har hinanden. Vi kommer i land.