Gensyn med intensiv Terapiklinik 4131

Det seneste kontrolbesøg på Rigshospitalet bød på samtale med vores dygtige kirurger, der opererede Esther. Vi er altid glade for, at vende tilbage og det er rart, at få rettet Esthers medicin og væskeindtag til. Denne gang blev der også tid til et gensyn med personalet på intensiv afdelingen, hvor vi indlagt i 5 uger. Det giver bare et kæmpe sug i maven og det er med blandede følelser, når jeg træder ind på gangen. Alt i min krop siger…Stop vend om… Åh Nej! Det vækker minder og Jeg føler, jeg træder ind i en hemmelig parallel verden, hvor vi befinder os i en slags en tidslomme. Det er heldigvis ikke noget ret mange kommer til at opleve i deres liv. Men det vi er nogen der gør. Når jeg går ned igennem gangene, genser jeg pårørende rummene, hvor mange alvorlige samtaler er blevet ført. Tragiske skæbner, liv der er gået tabt. Liv og tilværelser, der er blevet ændret for bestandigt. Skelsættende øjeblikke er blevet delt og aldrig glemt. Det minder mig om, hvor skrøbeligt livet er. Jeg mærker straks de følelser jeg havde, da Esther var indlagt her. Det føltes som var det igår, jeg genkender lydene og lugtene alt for godt. Den konstante summen fra personalet, der taler med sagte stemmer, og der går målrettet og koncentreret rundt.

Det er en stor levende organisme med flere observation stuer, enheder med hvert sit team. De arbejder sammen og danner et engageret personale, med en samlet styrke af rendyrket professionalisme, overlegen faglighed og kompetencer. En levende enhed, der med deres faglige ekspertise, giver dem evner til at kunne helbrede og redde liv. Personalet er lavet af noget særligt, de har en faglig baggrund og stolthed med sig. Under Esthers behandlingsforløb, var der et tæt samarbejde mellem lægerne og kirugerne fra levertransplantations afsnittet og læger fra nyre afdelingen, børnekirurgisk sengeafsnit mf. og intensiv holdet. Det er et dygtigt personale, der kan deres job til fingerspidserne. De er hverdagens virkelige helte!

Det blev til 5 ugers på obs 3 på intensiv. Det var der, hvor vi kæmpede en kamp for, at få Esther ovenpå efter levertransplantationen. Det tog sin tid. Vi lærte personalet at kende. Stuen vi var på, udstyret og al inventaret at kende. Man finder ud af, hvad de forskellige alarmer betyder, infusionspumper, respirator, måleinstrumenter og skærme med grafer og kurver for puls, iltmætning osv. Vi var så heldige, at lande i armene på et utroligt dygtigt personaleteam, af sygeplejesker og læger, der tog sig rigtigt godt af Esther. Inge-Lise, Ruben, Lise, Jeanne, Karina, Nadia, Stina, Mia, Thomas, Anna Maria, Tina, og Merethe, har jeg glemt nogen, beklager jeg.
Det var helt utroligt, at dumpe ned i armene på mennesker, der vidste hvad de gjorde. Vi følte os i sikre hænder, og der blev forklaret rigtigt meget om Esthers situation, så vi følte os inddraget i behandlingsforløbet.

For mit vedkommende, skyldtes det især en person, intensivsygeplejesken Ruben. Der i den første tid, efter transplantationen formåede, at omsætte lægernes fagudtryk til et sprog jeg kunne forstå. Det blev en måde hvorpå, som jeg kunne forholde mig til alt på, også det, der blev sagt mellem linjerne. Ruben havde en evne til at fornemme, hvornår han skulle byde ind med mental krisehjælp eller uddybende forklaring om nye tiltag i behandlingen. Jeg kipper med hatten for mennesker som ham, der har hovedet med sig, og hjertet på det rette sted. Jeg takker for, at have mødt Ruben, der holdt hånden under mig. Han og Teamet formåede, at hjælpe os igennem vores livs sværeste dage. Med stor situationsfornemmelse og på den mest empatiske og professionelle måde. Hele holdet gjorde et kæmpe stykke arbejde, der gjorde en stor forskel for os.

Nu, når jeg tænker tilbage på tiden på intensiv Terapiklinik 4131, vil jeg altid være evig taknemmelig for ALT det de gjorde for os og for at få vores datter, søster, barnebarn, oldebarn, niece og kusine og lille veninde rask. Jeg vil altid kunne genkalde de følelser jeg havde i tiden der. Der er en ængstelighed og en sårbarhed, der bliver aktiveret i mig, når jeg tænker tilbage. En angst og uvished, om ville hun overlevede. En rastløshed, der ventede på, at Esther ville vende tilbage til os og komme ud af respiratoren. En endeløs bekymring om, hvornår hun ville blive så frisk, at hun kunne udskrives til levertransplantations afdelingen.

Da vi endelig blev udskrevet og overflyttet til levertransplantations afdelingen, var det fordi Esther var i bedring. Men også fordi en familie, fem uger tidligere, havde sagt farvel til deres kæreste eje, og truffet et valg om, at sige ja til organdonation. Vi er doner og familien evigt taknemmelige. De har, sammen med hele personalestaben, givet Esther chance mere. De har alle været med til, at give os muligheden for, at vi kan nyde, at se vores datter og lillesøster vokse op. Så Esther en dag kan blive, en eller andens hjerteveninde og skolekammeret. Ens gode ven og kollega. Kæreste, mor, og hvem ved måske en dag bedstemor?… Og indimellem helt sikkert også en masse andet!.

Der er intet større i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle.

Der kommer senere flere indlæg om oplevelser og refleksioner tiden fra på intensiv.