Min mor blev 80 år d. 5 juni Grundlovsdag. Altså, hvis hun havde været i live, så ville vi have besøgt hende med flag blomster og gaver. Men det kan vi ikke for hun gik bort i februar 2019. i går sætte min bror og jeg en flot fælles blomsterudsmykning ved deres gravsten og tilbragte dagen sammen med vores familier.
Når jeg mindes min mors fødselsdage var det sommertid og noget af det hun ønskede sig hvert år var enten en bog eller en stor buket af hendes yndlingsblomst, en hvid vejkants ukrudtsplante, som vi nærmest med livet som indsats holdt bilen ind til siden af vejen og plukkede til hende. Jeg husker duften af fra de store syrentræer i haven, som vi overraskede hende med flot buket til morgenbordet.
Jeg mindes og hylder hende ved at huske på nogle af de ting som hun holdt af. Kors, der var mange. Hun var videbegærlig og overraskede mg altid med et nyt påfund el interesse. Når jeg husker på de ting som optog hende føler jeg at jeg på måde kan være lidt sammen med hende på hendes fødselsdag, hvor det samtidig også er fars dag.
Når man dø som knap 80 årige – så vil mange sige har man også haft et langt liv – tænker du måske? Tja, måske har du ret, det gør bare ikke savnet mindre eller tabet lettere at håndterer. For dem der mister er alderen på den savnede helt underordnet, et tab er et tab. Det handler om en relationen og om at fastholde den til afdøde ved at omforme den til noget andet.
Begge mine forældre ligger på gravstedet i Nordjylland og ikke langt derfra ligger deres første fødte, min storebror som gik bort i efter min fars død og inden min mor gik bort i 2019. Når vi, min anden bror og jeg står der i morgen ved deres grav og mindes dem, og mærke kernen i vores familie. Uanset hvad der sker i ens liv, når døden skiller os ad, så vil det ændre dynamikker og puffe til relationer så kan kerner i ens følelser og opfattelse af at være en familie heldigvis være svær at ændre på.
Jeg vil også mærke sorgen som en dyb realistisk erkendelse og påmindelse på alt hvad vi ikke længere kan får eller opnå sammen som familie, og jeg vil altid mærke en stor sorg over at vi som familie ikke altid var i stand til at opfylde hinandens optimale potentialer. Hånden på hjertet hvem gør det?
jeg vil nok altid føle et savn til alt det vi havde var og kunne sammen og for alt det vi er gået glip af. Sommerdage på terrassen i Grønnegade, hvor vi fejrede vores fødselsdage og alle de tidspunkter, hvor et opkald med et spørgsmål over telefonen eller en glad nyhed skulle fortælles og deles. Uden at det overhovedet kan beskrive hvad jeg har mistet. Alt Det, tager døden fra os, og den giver os muligheden for at lære at sætte pris på det vi havde, næsten så klicheagtig som det kan blive , men mere rigtigt bliver det ikke.
Sorg handler for mig om at bevare kærligheden og relationen til et andet menneske bare på en ny måde. samtidig mens man balancer mellem minderne og sine tabte drømme om en fælles tilværelse og fremtid. Rammerne og forholdene er ændret, men betingelserne er stadig de samme. Det er hårdt at give slip og krævende at tilpasse sig til et larmende fravær og en strøm af stilhed fra sms eller opringninger og udeblivelsen af muligheden for at ses, give et kram eller holde i hånd.
Sorg er ikke for sarte sjæle, det er barskt virkeligt og dog uvirkeligt på samme tid. Sorgen over tabet af en nær relation, ændre os og lærer os at tilpasse og tvinger os til at acceptere før vi kan rejse igennem svære tider.
Jeg HADER sætningen at ”komme videre” for forandringen sker uanset om vi vil med eller er klar. Når døden indtræder igangsætter sorgen en forhandlingsproces, der skiftevis hopper rundt i alle aspekter af dit liv og relationer bliver endevendt og taget på til revision, vendt og drejet og sat ned på en ny plads. Alle livskrise kalder og kræver på at man (stepper up) at man gør plads til nye sider af sig selv og kompetacerniveauet får et nøk op.
Når jeg tænker på alt det min mor har lært og givet mig, og i stor stil forsøgte at trænge kunst, litteratur og humor ind i hovedet på mig, bliver jeg fyldt med taknemmelighed over hendes ihærdige indsats og bliver bevidst om at hun altid gav mig følelsen af at verden var en legeplads, mulighederne var ubegrænset. Min satte en ære i at fortælle, at jeg var født i 1975 kvindeåret og at de første ord hun havde lært mig sige var mandschauvinist og fik min løbe ind og sige det til min far, når han sov middagslur på sofaen. Min mor lærte mig at piger kunne lige så meget som drenge og at de altid sige nej eller fra, kunne blive hvad de ville af profession. Dog glemmer jeg aldrig da mærkede jeg en antydning af skuffelse over mit karrierervalg som frisør, når hun så tydeligt så journalistpotentialet i mig. Selv når hun ikke længere er hos os, sætter hun stadig nye spor i mig liv, når hun med tilbagevirkende kræft, fra sin grav insistere på at prikke til mit potentiale og minder mig om hendes eksistens, intellekt vid og kærlighed.
Netop hendes kærlighed til mig og de høje ambitioner på mine vegne og velbefindende, vidner om at hun altid ville mig det bedste. Det efterlader en form for forpligtelse, om at gøre mit bedste. For jeg fornemmede og ved at hun ikke at hun ikke altid havde det let. Der var ting, der begrænsede hende mentalt, fysisk og som havde sat spor i hendes liv og som jeg stadig ikke den dag i dag kender omfanget af.
Jeg er stolt af at være min mors datter, taknemmelig for at have fået hendes kærlighed, anerkendelse og for at hun har taget alt det gode hun havde erfaret, lært og oplevet – alt sammen presset ned i en lille koncentreret Bouillon terning og givet til mig med modermælken – Ej, mor kunne du ikke have blevet lidt endnu? Vi var jo nærmest først lige begyndt…