Så kys det nu det satans liv!

Rigshospitalet ringede sent mandag eftermiddag med svar på morgenens blodprøve og der var gode nyheder! Esthers levertal var faldet fra 137 til 95! Lægerne ser ingen grund til at foretage en biopsi, når tallene er på vej ned igen. Vi holder vejret og følger hendes tal igennem ekstra blodprøver. Tallene er stadig ikke helt normale endnu. Men vi tror og håber på, at det går den rigtige vej. Hvor er vi bare glade og lykkelige for de gode nyheder! Tænk, at man kan være så lykkelig for at ”slippe” for en indlæggelse på Riget, og al den bekymring der medfølger… man skal have ben i næsen, som mor i denne her branche, og forvente det meste kan forandre sig på kort tid. Intet er sikkert og livet kan forandre sig på et spildt sekundet.

Det er en stor dag for vores familie i dag! Vi pakkede medicin og mappen med væskeskemaet og alle hjælpemidlerne til sondemad osv. og hoppede på cyklevognen i morges. Det er nemlig Esthers første dag i børnehaven, med den støtteperson Lisa, der er blevet bevilget fra kommunen. Det er så skønt og dejligt for Esther og ja, for os alle sammen. Jeg har set frem til denne dag så længe. Det har trukket i langdrag, fordi at der har været så meget sygdom i børnehaven, at det var for risikabelt for Esther at være der. Nu er dagen kommet, det var så skønt endelig at kunne klargøre børnenes frokost, og jeg ikke i tvivl, da jeg stod og lavede madpakkerne. Det her er lykken, det er sådan det skal føles. Vi er på vej ind på sporet igen. Det er jo dette her jeg drømte om, når vi var indlagt til kemobehandling på Skejby… Åh, hvor ville jeg meget hellere have været hjemme og stået og lavet madpakker og sende børnene afsted. Nu er vi her fandme! Sådan! De her dage skal der bare bliv flere af, og det skal nok komme…

Nu kan vi endelig begynde på den plan vi lagde sammen med børnehaven og kommunen tilbage i marts. Endelig kan Lisa, som vi ansatte til, at støtte Esther i opstartsfasen begynde. Lisa skal sørge for Esther får sin medicin og sondemad og at væskebehovet bliver opfyldt. Det muliggøre, at Esther kan komme i børnehave uden mig og jeg kan blive aflastet. Endelig er det på tide, at minimere det mor og barn kabel, der er opstået mellem Esther og jeg. Der skal en løsrivelse i gang. For vores begge skyld. For vi har været sammen hver dag siden hun blev syg. Det har været hårdt indimellem. Esther må være godt træt af at se på mig efterhånden. Det har været svært, ikke at falde ned i en monoton og triviel hverdag, hvor kedsomhed og udlængsel, nogle dage drev ned af væggene. Nu er det tid til at give slip. Måske var det og så derfor, der ingen tårer var da vi sagde farvel i morges da jeg afleverede hende til Lisa? Havde forventet Esther og jeg begge ville græde og være påvirket af situationen. Men nej, hun var så sej og glad… Vi har vist været klar længe.

Nu er det på tide, at lukke vinduerne op og at lukke lidt af den virkelige verden ind i min. Jeg skal også have mit liv tilbage. Jeg vil også ud og indhente det forsømte. For helt ærligt?! Jeg vil ikke sidde det næste halve år, hver dag pakket væk i et personalekafferum i en børnehave, og fortsat have mit liv styret af skemaer og et ur… Det glæder mig at kunne lægge ansvaret for en stund, og jeg ser frem til at kunne rejse mig og ryste mig fri fra denne kvælende og altomsluttende følelse af, at blive fastholdt og parkeret på sidelinjen af livet på ubestemt tid. Mon ikke det gode kommer til dem der venter? Indtil jeg kan komme tilbage på sporet, vil jeg nyde alle de gyldne øjeblikke jeg kan få og skrabe så meget lykke og glæde til mig og min familie, som muligt.

Synet af Esther, der springer bekymringsfri og glad ud i livet, gør mig simpelthen så lykkelig. Hun er på vej tilbage til sin barndom, hvor har hun været meget igennem. Hun har ventet alt for længe. Det er som om, hun selv kan mærke det. Nu er det hendes tur, og hun er spændt og glad. Jeg bliver varm om hjertet og bliver fylde med taknemmelighed. Over livet, min familie og det minder mig om, at vi skal nyde livet og sætte pris på det vi har. Vi må blive bedre til at se glæden og lykken i de små gyldne øjeblikke som, det jeg fangede da vi var på besøg hos min bror og familie i weekenden. Jeg vil gøre ligesom Esther og række armene i vejret og ud mod livet og råbe….Så kys det nu det satans liv, grib det, fang det før det er forbi!
.