To dage i træk med en feberramt lille mat pige hjemme fra børnehave og med daglige besøg på Aalborg Sygehus, tilbage på den gode gamle velkendte afd. Børneonkologiske afd. Undersøgelse, Podning og ekstra blodprøve har sendt vores familie hverdagsliv på Zig Zig kurs og mig på mentalt overarbejde. Tanker om, hvad der forsager feberen udløser frygt for om Esther er på vej ud af den gode kurs hun er på, og i favnen på sygdom, en udstødelse af leveren eller tanker om tilbagefald. Jeg må være ærlig også at sige, at det udløser en slags mentalt tilbagesæt mentalt for mig.
Det sætter virkelig sine spor i mig, når angsten igen griber fat i mig, som et rovdyr der bider, ryster og fastholder sit bytte i et jerngreb imellem dets kæber. Det overrasker og kommer stadig bag på mig, hver gang, når det er optræk til at Esther bliver syg. Det irritere mig vel egentligt, at jeg ikke har lært at håndtere det bedre endnu eller at jeg ikke har tillagt mig kompetencerne der gør, at jeg kan nå at genkende signalerne.
Esther har været stabil i nogen tid nu, og blodprøve er nu kun hver anden uge. Kun lidt helt almindelig børnehave forkølelse og hoste har bidt på Esther. Alt i alt, har vi haft en hverdag så almindelig, som den overhovedet kan blive. Det er så skønt endeligt, at være kommet dertil, hvor man for første gang oplever, at nu er vi det sted vi har drømt om, håbet på og længtes efter, siden kræftdiagnosedagen d. 1.sep.2014.
Måske er det naturligt, at pludselig feber påvirker mig? Angsten og uroen skal finde et naturligt leje, når vi nu har det med i bagagen som vi har. Jeg tror, det altid vil være en del af mig, der kan aktiver de dybt læggende følelser og de kan udløses ved helt konkrete tanker, handlinger og følelser. Det der bliver kunsten er vel, at finde ud af, hvad der er minder og hvad der er flashbacks, der kan udløse denne følelse hos mig.
Det har været udfordrende, at balancere imellem at være nervøs for, om Esther er ved at blive alvorligt syg igen eller “Bare” syg som et almindeligt barn. Det er svært for mig, at se hende som et helt almindeligt barn, der skal falde og slå sig, have ellevetaller af snot under næsen og bare en gang imellem rede sig en helt almindelig virus eller forkølelse. KORS! Det er nemmere sagt end gjort, Det er så hamrende svært, at ikke falde tilbage i gamle tankemønstre.
Alle rutinerne omkring, at pleje hende, der helt starter automatisk op. Temperaturmåling, udregning af medicin mængde efter vægt, daglig kontakt til lægen på riget. For ikke at tale om fysisk omsorg, når Esther kræver min tilstedeværelse, helst inden for en radius på en meter. Det er både let og svært, at være tilbage i det tætte mor og barn symbiose. Det føles som om vi begge bliver suget tilbage til tiden, hvor vi var isoleret alene herhjemme, på godt og ondt.
Heldigvis viste blodprøven kun en forhøjet stigning i Esthers infektionstal, der kan underbygge og forklare feberen. Jeg tror, at det er den væske og Betændelses, der står i hendes ører, der er årsag til den feber og infektion hun har nu. Vi er stadig i et udredningsforløb for høretab hos Audiologisk kinik på Aalborg sygehus, som har sendt os i et forløb hos egen ørelæge, der skal afgøre om, der skal lægges dræn eller ej. Min logik siger mig, at det kunne være løsningengen. Vi afventer selvfølgelig stadig det resultat af podningen, som kan gøre os klogere. Jeg håber for Esthers skyld, at hun undgår opstart af antibiotika. lægen tror, at der kun har været tale om en virus, det har været på spil…
Jeg håber inderligt, at Esther snart er helt tilbage på benene og at feberturen bare bliver ved forskrækkelsen. Børnehaven og hverdagen kalder, og disse små bump på vejen bliver der heldigvis længere og længere imellem. Vi andre må acceptere og lære at leve med, at vi stadig bliver mindet om, hvor alvorligt sygdomsforløb vi har gennemgået, og leve med sårbarhed og håndtere den bedst muligt.
Vi må ikke lade rutcheturene, angsten og sårbarheden styrer os, men lade den være en del af vores bevidsthed og i stedet bruge den til, at minde os om, hvor langt Esther endelig er kommet og hvor helt utroligt taknemmelige, for at vi har hende hos os og at vi som familie er intakte. Vi føler os lettede, hver dag er helt ny og vores chance for, at fylde den med kys og glæde og pakke livet ind små glimt af lykke og positivitet.