Endelig kom dagen, hvor vi for første gang siden Esther fik kræft, igen kunne tage ferie. Esther er blevet så stabil, at hun kunne blive godkendt af SOS – lægerne og vi fik grønt lys til, at tage af sted på vores drømmerejse. En rejse vi længe har set frem til skulle markere afslutningen på Esthers kræft og transplantationsforløb. Nu var tiden endelig kommet pakke kufferten og stikke af til sydens sol og varme.
Vi checkede ind i Aalborg Lufthavn om aften og landede i Palma Lufthavn sent ved midnatstid og satte kursen i en udlejningsbil til vores hotel Ses fotges i Alcudia. Faktisk så var det et gensyn, for det var samme hotel som vi besøgte sidst da vi var på Mallorca, da Esther ca. 8 måneder. Det var inden hun fik kræft, og man kan ikke undgå at spekulere på, at hun nok var syg på det tidspunkt. Men vi vidste vi ikke. Da vi nåede frem til hotellet, var alle trætte efter turen og, at have tilbragt tre lange timer i flyet, men samtidig rigtig glade og forventningsfulde.
For os har det betydet rigtigt meget, at min mands Mormor og bror ville med på ferie sammen med os, jeg tror på en måde der er blevet vigtigere for os, at tilbringe tid sammen med familien efter Esther blev syg. Vi har fået andre prioteringer og det er pludseligt blevet tydeligt for os, hvad der er vigtigt for os. Vi sætter stor pris på, at Johan og Esther får nære relationer til vores familier, og glade barndomsminder kan man jo ikke få for mange af. Vi er så glade for at de havde lyst til at holde ferie sammen med os.
Efter en kort og varm nat på hotellet stod vi op til bragende solskin, blå himmel og udsigt ud over havet og pool området. Det var et helt fantastisk syn, og da drengene havde hentet morgenmad, blev den selvfølgelig indtaget på terrassen. Derefter kunne vi ikke holde ungerne fra den første badetur længere, og vi røg alle (næsten) i badetøjet og satte kursen mod pool området. Mormor Olde, som vi kalder Lasses mormor, blev tilbage og klarede al oprydningen fra morgenmaden. Hun er flittig, hjælpsom og det har hun altid været.
Vi var utrolig heldige med vejret hele ugen, det var helt fantastisk, 25 – 28 grader og skyfrit. Hotellet og vores værelse var fint og det var overskueligt, at benytte hotellets faciliteter og det var nemt, at finde og komme rundt. Jeg elskede Bl.a. det faktum, at der var tre elevatorer! For det var nogle gange, at det skulle gå meget stærkt med Esther plask våd i badedragt er skulle op på 3 sal og på wc. Det gør ligesom det hele lidt nemmere. Det samme gælder, når man er den sidste der går op fra pollen og indser, at man skal have en gummibåd, luffer, 2 Swinfinn plus det løse i badeudstyr.
Vi havde valgt ikke, at tilkøbe hotels All inclusive, så kunne vi selv bestemme om vi selv ville lave mad, spise på restaurant eller hente mad, som vi tog med op på terrassen. De lange lune aftner nød vi sammen på terressen, ofte i snakkehumør og efter dagen strabadser var vi tit for trætte til at spille whist. Hvilket er noget vi ellers nyder og får et rigtigt godt grin ud af. Jeg kan bestemt ikke kalde mig nogen stormester, men hvor der er vilje er der vej. Det vigtigste er at vi har det sjovt, og min svigerfamilie kan heldigvis godt leve med et par idiotiske fejlmeldinger fra min side.
Vi havde lånt en bil og kørte en dag til Palma, for at se Mallorcas hovedstad, hvor vi gik tur i byens gader. Vi spise frokost på en hyggelig lille cafe, og der var tid til både shopping og sightseeing. Der blev også tid til den famøse appelsinjagt, hvilket næsten pinte livet og tålmodigheden ud af børnene, (og mig) – men det er en anden historie. Lad mig bare sige, når vi stiller op til fotografering i fremtiden, så vil begrebet Appelsin have fået en helt anden betydning for familien Heidelbach…
Det var en skøn ferie! Ungerne fik så mange positiver oplevelser. Johan lærte stort set, at svømme og har nu bare brug for flere timers fortrolighed i vandet… Han er så godt på vej, og hvor var der dejligt at se han voksede 10 cm af stolthed, da han indså at han havde knækket svømmekoden. Det er ingen tvivl om at deres Swimfin (hajfinnen på ryggen) fra Faktorfobi, bidrog til at deres svømmeevne blev forbedret! Esther fik ligeledes meget mere erfaring med, at være i vandet. Hun har jo ikke måtte komme i svømmehal under sit sygdomsforløb, så hun har to års vandglæde hun skal have indhentet. Heldigvis har det ikke gjort hende bange for, at være i vandet. Tvært imod virker det som om hun har en fanden i voldskhed og nærmest ikke har forstået alvoren og det faktum, at vand både kan være sjovt og men også farligt. Hun var i et kækt øjeblik overbevist om, at hun sammen Lasse og Johan nemt kunne svømme over på den anden side af bugten!
Det gjorde, at min hønemor i den grad kom på banen. For det var noget af en udfordring, at se Esther spæne rundt med glatte våde fødder langs poolkanten.. Jeg kan godt mærke, at jeg bliver nød til at slippe hende og lade hende gøre sine egne erfaringer, og betyde det et fald og et ømt knæ, så må det være sådan. Vi forsøgte at få hende til at lade være, men en kombination af ”Jeg har ikke tid mor ”– og at vi faktisk fornemmer, at hendes hørenedsættelse måske gør det svært for hende, at høre os, når der er så meget larm omkring hende. Det blev i hvert fald helt tydeligt for os, at vi skal have kigget på de øre når vi kommer hjem…
Dagene blev nydt i fulde drag og tror alle hyggede sig og vi fandt en rutine og et tempo, der passede til os alle. Vi havde JA hatten på det meste af tiden og kun ganske få regler: To is om dagen (gerne flere), 3-4 badeture om dagen, Lækker frokost hjemme eller ude, eftermiddags drinks på terrassen, og at se børneunderholdning ved hotellets scene, inden aftensmaden, som helst ikke blev indtaget samme sted to aftner i træk. Alt var som det skulle være og mere til og jeg håber, at alle nød lige så meget som jeg. Dagene tilbragte vi ved vores foretrukne plads ved vandet helst, et område med både sol og skygge. Der er ingen hemmelighed at vi havde vores betænkeligheder ved, at tage på solferie med Esther, fordi den medicin hun får gør, hendes hud mere sart overfor sol end andre. Det er jo mange timer om dagen man opholder sig i solen, og det er svært, at holde sig inde imellem Kl. 12-15.00. Men vi prøvede, at holde pause og tage en times pause fra solen, når det kunne lade sig gøre.
Efter en organtransplantation får man immunhæmmende behandling for at forhindre, at det nye organ afstødes. Den immunhæmmende medicin gør, at immunsystemet ikke er i stand til at udbedre skader i huden fremkaldt af sollys og visse virusinfektioner – og dette medfører en øget risiko for at udvikle hudkræft. Risikoen for at udvikle hudkræft er større, jo længere tid man er i behandling med immunhæmmende medicin.
Hudkræft er hos organtransplanterede typisk mere aggressiv, og der er en større tendens til spredning og tilbagefald sammenlignet med resten af befolkningen. Så derfor er vi nød til at være opmærksomme på Esther, det er vores ansvar at hun bliver skånet mest muligt.
Læs mere her
Derfor har vil ledt efter en UV- Badedragt, som kunne beskytte Esther mod solens stråler. Hos Faktorfobi fandt vi en rigtigt sød og fin dragt og solhat fra petit crape. Ud over soldragt, solfaktor 50 og skygge, har vi følt at vi har gjort, hvad vi kunne for, at minimere chancerne for eksponering i solen og hendes ophold i direkte sol. Vi forsøger, at give hende langærmede bluser på og holde hende i skyggen, når det er muligt og tænker over hvordan vi bevæger os rundt og foretrækker at gå i skyggen.
Tilfældighederne og skæbnen ville, at vi ved afgang fra Aalborg lufthavn møde en af Esthers bedste veninder fra børnehaven, som også skulle på ferie… Til Mallorca… Til Alcudia…. Til Hotel Ses fortes. Det var rigtigt hyggeligt at møde og lære dem lidt at kende. Familien var utrolig søde og det blev til mange timers snak og leg langs poolen og dans ved børneunderholdningen om aftenen. Pigerne fik leget badet og hvinet af fryd til den helt store guldmedalje og de nød hinandens selskab. Vi forældre havde pludselig dobbelt så mange øjne på ungerne… Og dobbelt så meget tid… Det var det, der lige indimellem gav en pause og frigav 10 min fri fra, at skulle hoppe i poolen eller være konstant på vagt. Det gav helt sikkert nogle gode minde for begge børn og jeg tror, der er lagt i kakkelovnen til mange fremtidige legeaftaler. Jeg blev helt varm om hjertet for de to små piger, var virkelig søde og glade for at være sammen. Det lyste ud af dem begge…
På en af de sidste feriedage, var uheldet desværre ude og Esther skar sin storetå, fordi der manglede to mosaikfliser i bunden af baby poolen. Det var vildt uheldigt og så synd for hende og det kostede en aften på sofaen med foden oppe og en dag med begrænset badning. Det var selvfølgelig noget vi gik til hotellets personale med for, at advare andre, og de kunne fortælle, at Esther desværre var det tredje barn, der havde skåret sig på foden, hvilket vi fandt var uansvarligt og under al kritik, når man kunne have udbedret manglen og undgået, at tre børn havde misset en badedag og delvist givet et dårligt minde fra deres ferie… heldigvis krævede flængen ikke at blive eller limet, men kun at blev tilset og renset i to dage af hotellets livredder.
Det var vist mere vores nervøsitet og bekymring der spillede ind, vi er lynhurtigt tilbage i rollerne som kampklæde forældre der er er klar til at trøste, hjælpe og behandle. Der skal åbenbart ikke meget til for at vores alarmberedskab aktiveres. Vi har forberedt os og har måtte tage alverdens forholdsregler, to slags medicin sæt i to kufferter, hvis vi nu skulle miste en kuffert. Pillepas fra rigshospitalet, informationskort som vi altid skal have på os i tilfældet af, at Esther skal have lægehjælp.
Vi valgte, at lade de gode oplevelser overskygge pool uheld, og tror at vores næste drømmen rejse/ferie ønske kunne blive et privat lejet hus, et sted med udsigt – privat pool, og så langt væk fra aftenunderholdning med de unge ferieguider, der udklædte hopper rundt og fortolker karaktererne fra de store musicals som, Abba, Grease og pirat of the caribbeans… Helt frem til kl 23.00 så ungerne ikke kunne sove… NO Kidding…!
Alt i alt, så syntes jeg vi bestod vores første rejse med Bravour – det er en helt utrolig følelse at vi er på ferie, og tænk at vi har nået denne mentale milepæl, mon ikke vi kan klappe os selv på skuldrene for det er første gang vi har skulle pakke medicin og sprøjter og overføre vores vante rutiner til helt nye omgivelser. Det bliver pludselig så tydeligt, at Esthers kræftsygdom og kroniske immundæmpet tilstand flytter med, hvor end vi tager hen. Ansvaret og livet som levertransplanteret indkassere ikke en fridag. Sådan her og under disse vilkår bliver alle vores familieferier fremover og når Esther selv en dag tager ansvaret for sig selv, ja så bliver det med samme forbehold vedrørende medicin, solbeskyttelse og ansvar for egen trivsel. Jeg håber, at vi kan give hende mod og lyst til at se verden og lære hende, at rejse og opleve verden og en tillid til at intet forhindre hende i at tage ud og opleve verden. Levertransplanteret eller ej.
Du kan deltage i vores konkurrence om en Swimfinn fra Faktorfobi til dit barn – Følg med på Cancerfamilies facebookside….Vores konkurrence starter om få dagene…Stay Tuned..