
Jeg fandt ud, af hvor lykkeligt naivt jeg havde levet mit liv, indtil den dag, jeg fandt ud af, at min datter havde kræft. Vidste godt at børn kunne få kræft, men havde aldrig tænkt over det. I min optik var det noget voksne fik, nogen gange unge mennesker… Men sgu’ da aldrig børn!!? (mere…)
Destination ukendt…
Familieliv på afveje.





I andledningen af vores 10 års Bryllupsdag har jeg været en tur ned af Memory Lane og sammensat et lille potpourri af billeder fra de sidste 17 år samliv med min mand Lasse. Det var både rørende, sjovt og vildt livsbekræftende… Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før?
Da Esther startede på sin første kemo behandling på Skejby Børneonkologiske afd. A20 med Doxorubicin, cisplatin og carboplatin, blev vi klar over, at kemoen ville kunne give alvorlige bivirkninger. Esther fik 1o kemo behandlinger, de sidste to mens hun var på venteliste til den nye lever. 


“Dit barn har kræft.” Det er ord, ingen forælder nogensinde vil høre. “Du har kræft” er ofte en meningsløs sætning for et barn, men frygten og frygten barnet ser i sine forældres ansigt og hører i deres stemmer er umiskendeligt. 
De timerne hvor Esther lå på operationsbordet, var så frygtelige og ventetiden var næsten ikke til at holde ud. Frygt hev min fornuft og realitetssans itu og fra hinanden i det ene øjeblik og min tro samlede mig igen i det næste.
Da vi lander i Kastrup lufthavn bliver vi hentet af en Falcktransport, der skal kører os gennem København til Rigshospitalet i myldretiden. Sikke en tur. Sikke en dygtig chauffør, der dyttende fik os hurtigt og sikkert frem til Rigshospitalet. 


Endelig kom dagen, hvor vi for første gang siden Esther fik kræft, igen kunne tage ferie. Esther er blevet så stabil, at hun kunne blive godkendt af SOS – lægerne og vi fik grønt lys til, at tage af sted på vores drømmerejse. En rejse vi længe har set frem til skulle markere afslutningen på Esthers kræft og transplantationsforløb. Nu var tiden endelig kommet pakke kufferten og stikke af til sydens sol og varme. 
