Foto, Petra Theibel Jacobsen, Kristeligt Dagblad.
Dette er sidsteafsnit, af artikler i den serie, Maja Funch har skrevet om vores familie. Denne handler om, hvordan det er, at være mor et alvorligt sygt barn, der har været igennem et kræftforløb og blev rask, efter en levertransplantation.
I virkeligheden kunne det have været hvilken, som helst alvorlig og livstruende sygdom. Faktisk tror jeg, tankerne havde været de samme uanset diagnose og prognose. Hvilke konsekvenser har det for ens liv? og hvordan er man, som menneske blevet påvirket på sigt? Hvad bliver regnskabet, når alle tallene er lagt sammen? Hvilket resultat, står der tilbage på bundlinjen? Er det røde eller sorte tal?
Jeg har ikke noget facit endnu, men jeg ved, der kommer en efterregning, der skal betales engang. Der har knapnok været tid til, at sætte sin ned og begynde, at se på indtægterne og udgifterne endnu. Nu må vi se, hvad der er tilbage på bundlinjen, efter to års konstant press… Lige nu er det svært bare, at skelne alle følelserne hinanden. For de er der allesammen – Glæde, taknemmelighed, lettelse, udmattelse, angst, frygt og frustration, og jeg kunne blive ved.
Når regnskabet skal gøres op, må man tælle alle de gode og dårlige dage med. For begge slags dage tæller med. Men hvilke er der flest af, når timeglasset render ud? Slap, der flere dårlige dage i gennem nåleøjet end gode?
Læs med i de sidste to historier, når journalisten Maja Funch endnu engang så fint beskriver den verden, min familie og jeg befinder os i. Denne gang set med mine øjne. Endnu engang åbnes døren ind til vores verden og giver et helt unik indblik i en så ellers lukket verden.
Maja sætter nærværende og vedkommende ord på vores liv og beskriver mine tanker og oplevelser igennem Esthers sygdomsforløb. En periode, hvor mit liv ændrede sig og de håb, drømme og forestillinger jeg havde for mit eget liv, og vores familieliv blev ændret for bestandigt. Læs med her…
http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/jeg-maaler-livet-paa-en-anden-skala