Næ, nej. Jeg har aldrig set mig for fin til en god tuder og ikke at lave en Maude.
Nogen dage tager det bare alle kræfter at holde sit hoved over vandet. Nej, faktisk kan en rigtig tudetur, rense lige ligeså meget ud i systemet, som en gang afløbsrens i en stoppet vask. Den var sørme også tiltrængt, efter knap to ugers overarbejde med et barn fyldt med bræk og bæ. Jeg kunne være med i badehotellet som vaskepige med alt det sengelinned og 2 til 3 sæt tøj, der er gået til om dagen de sidste små 14 dage! Og det er vist blevet til 6 nye sonder, fordi Esther har kastet dem op. Vi er rent ud sagt ude at skide trætte af tynd mave og opkast. BUM! Sorry mit franske… Jeg hænger i bremsen, og i dag blev det bare for meget, da Esthers medicin igen skulle justeres, fordi hendes lever og nyretal igen var for høje!! Vi kæmper og retter medicin til, og vi forsøger at give hende den væske, hun mister.
Det er et kapløb med tiden, skruen uden ende. Og det er godt nok hårdt efterhånden. Anstrengende at være bagud på væske konstant, og stressende ikke, at vide om de indlægger til væske, der er ingen der kan holde til det her i længden!. Nu må der godt snart komme noget medvind til os. Det er mest synd for Esther, men det rammer også Johan. Indimellem bliver han nummer to i køen til at få hjælp, blive hørt. Sætningen;” lige om lidt” må snart hænge ud af ørene på ham! Det har det gjort længe nok i forvejen. Damm! morsamvittigheden kommer aldrig til at slippe sit tag i mig.
Hvis ikke Esther bliver stabil igen, kan jeg lige se, vi endnu engang må vinke farvel til hyggeligt besøg hos familie. Endnu engang må aflyse vores sommerhuslån af børnecancer fonden. Det er en helt klassisk familien Heidelbach! Endnu engang bliver vi mindet om, hvor porøse vi er, det skal intet til at gøre Esther syg. Lige nu har hun slet intet at stå imod med. Hun har tabt sig, men holder vægten på 14,2. Riget kunne ikke finde noget i hendes prøve på podningen, der indikerer, at der er bakterier i mave eller tarm.
Det er ganske enkelt Esthers egen biologi, der bare er længere tid, om at komme igennem et simpelt maveonde. Stakkels pige. Jeg kan frygte, at det bliver en lang opstart i børnehaven, hvis hun ryger så kraftigt rundt, hver gang en ny virus eller bakterie hopper på hende! Stille panik i mit indre! Men ro på, det er jo bare et udtryk for det mønster, af frygt for noget slemt skulle ske, der sidder fast. Jeg ved jo hun nok skal rette sig og at vi kommer videre mod målet omend hverdag, der bare ser lidt normal ud. Vi er jo på vej. Der er bare nogle bump på vejen.
Så jo, en rigtig godtude tur gør lige, at jeg smider al dødvægten over bord. Så luftballonen igen kan stige til vejrs og give mig overblikket over mit mentale landskab og igen styre mod målet, nemlig at få Esther sikkert ind på land.
Så lad os antage, at det bare var et lille bump på vejen, og at hun /bilen nu er prøvekørt efter denne tur, og at der inden længe bare er god plads vejen, dejlige bløde sving, smukt landskab og fuld gas på pedalen ud i horisonten til Esthers lykkelige barndom. Woum… Dyt dyt!