Organdonation – ja tak! Oplever en øget interesse for vores arbejde Bl.a. fra mediernes side. Det er jo rigtigt dejligt og vi føler efterhånden, at vi har fået skabt os en stemme og en plads i den danske debat om organdonation. Vi bliver ofte kontaktet af Tv- Produktionsselskaber, journalister og studerende, der søger oplysning om formodet samtykke og organdonation i Danmark. Det er vi rigtig stolte af og glade for. Vi har nemlig også meget at byde ind med og vil gerne have, at danskerne får alle sider og nuancer af organdonation og indførelse af formodet samtykke belyst.
Gennem mit arbejde for Organdonation – ja tak! har jeg talt med rigtig mange journalister. De dækker naturligvis emnet organdonation med den største respekt. Men jeg kan nu efterhånden ikke lade være med, at undre mig lidt. For noget tid siden var jeg i København til et interview sammen med vores Ambassadør Ibi Makienok, og det satte en masse tanker i gang hos mig…
Hvorfor tager danskere ikke stilling til organdonation?Hvad der mon ligger til grund for danskernes manglende interesse? Starter det måske i virkeligheden ved, at der ikke er nok oplysning tilgængelig, om emnet i danskerens hverdag? Er det mediernes manglende dækning og interesse? Eller er det vinklen og måden det bliver grebet an på? Hvilke flaskehalse vi møder, når vi taler om organdonation med hinanden. Hjemme i stuerne, og hvilken type oplysninger og informationer får vi ind fra mediernes og staten side? Er den god nok? Er den tilstrækkelig til, at mennesker får taget sig sammen til at tage stilling? Bliver der informeret om fordelene ved at indføre formodet samtykke i Danmark?
Jeg har mødt utroligt søde velmenende journalister, der har nikket og lyttet, mens de har skrevet på deres notatblok. Men jeg har også mødt de værste af slagsen. Dem der fordrejer, undlader og twister, mens de jonglere med ordene. Det slår mig pludselig, efter det ene interview efter det andet, hvor ofte interessen for vores arbejde for, at informerer om formodet samtykke og vores arbejde med vores 8 hjertesager blegner, når vi lande på chefredaktørernes skrivebord. Jeg er efterhånden blevet interviewet rigtig mange gange til tv, radio, aviser og blade. Vores personlige historie og andres fortællinger om menneskæbners triumfer og tragedier bliver til en god historie. Mens forklaringen og vigtigheden af vores arbejde og vores ønske om, at gøre en forskel træder i baggrunden. Vi vil samtidig gerne bidrage med et mere medmenneskeligt og nuanceret syn til debatten om organdonation, men det syntes væsentligt mere uinteressant. Hvorfor?
Rigtig mange journalister er interesserede høre om børn, der er syge og dør på ventelisten til et liv organ. Lige så lidt interesserede er de i, at skrive om, hvordan vi forhindre det og ændre på det ved at gøre en forskel. Jeg forstår godt, nyhedsvinklen og at sensationsdelen med det dramatiske, når især børn er dødssyge og livet hænger i en tynd tråd. Den gode solstråle historie, når barnet overlever, forstår jeg også godt, at de gerne vil skrive om. Men jeg forstår simpelthen ikke, at der ikke er flere der, tør skrive om hvordan vi kan sikre, at der ikke dør en dansker hver 2. uge af organsvigt. Og opfordre mere til, at fortælle den barske sandhed om hvor skidt det står til med organdonation i Danmark. Journatisterne opgave er vel, at formidle vigtige og samfundsrelevante nyheder og danner broen mellem samfundet, staten og borgeren?
Når man giver sig 120% og sætte en ære i at gøre sig umage, og brænder oprigtigt for sin sag, så er det pænt sagt meget frustrerende, når man ikke bliver citeret for det, der er vigtigt! Men det er vel måske det der er sagens kerne, at noget først bliver rigtigt relevant og vigtigt, når det rammer en selv eller sine kære. Dobbelt moralsk eller ej, så kan vi ikke lukke øjnene længere, problemet løser sig ikke ved kun, at tale om de gode historier eller at lade være med, at skrive om mulige løsninger på problemerne… end ikke ved, at vise og tolke de pæne tal i statistikkerne.
Hvis det er de etiske dilemmaer der står i vejen, så er det måske på tide, at diskutere hvilke kameler der er værd, at sluge i forhold til så mange andre problematikker? Lad mig lige for en god orden skyld nævne, at vores skønne land var det første der frigav pornoen og i dag er det muligt for to af samme køn at gifte sig i dan danske folkekirke. Vi omfavner og dyrker vores kroppe og kødelighed, menneskekroppen bruges som objekt, der bruges i reklamer og bliver til symboler på vores tidssamfund. Men den kan bare ikke afspejle et moderne menneskesyn? Hvordan kan det være, at når det kommer til vores egen krop og dødelighed, så breder der sig en slags kollektiv handlingslammelse hos danskeren? Hvornår tillod vi passivt, at vi danskere ikke skulle tænke frit og bare holde mund fortsat gøre som man altid har gjort? Også når det tydeligvis ikke virker? Havde det været i en stor dansk virksomhed, var den afd. For længst blevet analyseret og effektiviseret. Mærsk ville kalde det rettidig omhu…
Det er mit håb, at jo mere vi taler om organdonation og formodet samtykke – jo mere naturligt bliver det. Det er bestemt ikke noget let emne, og det minder os om vores egen sårbarhed og dødelighed. Store følelser er i spil, om livet og døden. Jeg syntes valget om man vil være donor eller modtage skal være frit. Men, så længe danskeren ikke er bedre til at tage stilling, så må der gøres noget for at hæve donorraten. Formodet samtykke går ud på, at man er organdonor når man fylder 18 år, og man skal aktivt melde sig ud, hvis man ikke vil være donor. Det vil tage et par år med et kæmpe oplysningsarbejde der skal forberede danskeren på, at der nu indføres det nye registreringsmetode i donor systemet. Det er absolut ikke noget der bliver trukket pludselig ned over hovedet på os. Det er op til politikkerne, at nedsætte et udvalg, der skal se på hvordan vi bedst gør det. Det vigtigste er, at der kommer handling bag, og der bliver udarbejdet, en god handleplan.
Der er flere der augmentere for, at man aldrig skal have indført formodet samtykke, for så ville man jo blive en slags reserve lager for staten. Eller, at mennesker ville glemme at udmelde sig, eller at de svageste i samfundet ikke ville kunne træffe det valg af forskellige årsager. Nogle mener ligefrem at de ville føle sig tvunget til det. Men nej, organdonation skal bestemt ikke forbindes med tvang. Der skal selvfølgelig sammensættes et lovforslag som imødekommer og tager højde for de særlige behov, som vores samfund og politikere finder nødvendige.
For det andet, bliver ingen tvungent til at være organdonor, hvis de ikke ønsker det. Ligeså lidt som de mennesker, der bliver så alvorligt og kroniske syge, at deres liv kun kan reddes hvis de modtager et nyt organ ønsker, at komme på ventelisten. Det er helt i orden, at man ikke vil være organdonor, det er også ok at være i tvivl, så er det jo muligt at melde sig ud og vente med at beslutte sig for man ved hvad man har lyst til. Essensen i dette er, at de der ikke vil være doner, melder sig ud. – Frem for flertallet der er for og gerne vil – skal melde sig ud. Det er det demokratiske grundlag vores samfund bygger på, ikke?
I Danmark er man myndig, når man fylder 18 år. Det betyder, at man selv må bestemme og har ansvaret for sig selv. Man har stemmeret til kommune-, folketings- og EU-parlamentsvalg. Man må købe hus. Bestemmer selv i personlige sager og har ansvaret økonomiske sager. Man kan selv bestemme om man vil tage kørekort, købe tobak og alkohol i butikker og på restauranter. Man bestemmer hvor man vil bo, hvilken religion man vil dyrke og man må gifte sig og kan få en abort uden forældrenes tilladelse. Det er mange nye ansvar, der overlades til den enkelte. Jeg syntes der mangler et væsentligt ansvar, man skal tage stilling til hvad der skal ske med ens krop, hvis man kommer ud for en ulykke og bliver erklæret hjernedød? Det ansvar overlader man ikke til andre, det er man myndig nok til selv at tage… Ikke?
Faktum er, at vi har et fælles problem, når vores medborgere dør, mens de er på venteliste. Vi kan ikke længere tørrer ansvaret af på passive og handlingslammede politikere, der er angste for, at træde vælgerne over tæerne. Det her det handler om os. Som borgere i samfundet er dit og mit problem og ansvar, for ingen af ved om vi selv eller vores kære, der en dag får brug for et nyt organ. Derfor kan vi godt faktisk godt forvente noget mere af hinanden og give det ansvar til hinanden. Vi må gerne forvente af hinanden, at man lever op til sit ansvar og gør sit for at lette ansvaret og sine menneskelige forpligtigelser. Jeg ville sådan ønske, at vi sammen kunne løfte den opgave ved, at vise respekt og give hinanden det fælles ansvar det er, at tage stilling til om man vil være organdonor eller ej.
For den tillid kan vi godt vise hinanden. Når vores nabolande kan, hvorfor kan vi så ikke også gøre det samme i Danmark? Hvad er det mon, der fra holder danskerne fra at indføre formodet samtykke? Er der os selv? Politikerne eller etisk råd? Kan det være manglende oplysning om at metoden findes og hvilken positiv effekt den vil have? Og hvis ansvar er det at oplyse at den kan indføres?
Hvorfor fraråder Etisk råd, at indføre formodet samtykke? Har vi danskere en etik, der er højere og finere i andre lande? Næppe…
Kom nu Danmark, Ryst posen – og vær med til at forbedre lovgivningen – Vi kan gøre det her meget bedre og vi er nødt til at få et nyt doner system. Det vi har fungerer ikke længere. Tiden og virkeligheden har overhalet det eksisterende og vi må se at få det fixet i en fart! Det kræver, at vi viser politikkerne, at det danske samfund er klar til at lave en forbedring og derfor skal du gå ind på skrivunder.net og give din underskrift på, at vi skal have indført formodet samtykke. Så enkelt er det. BUM! Det redder liv!
Jeg er så taknemmelig for, at Ibi vil støtte op om vores arbejde for sammen, at forbedre vilkårene for de kroniske syge danskere. Behovet for opmærksomhed på dette område er enormt. Vi har vendt det blinde øje til i alt for lang tid. Skulle vi ikke i stedet for, at bruge tre dages medietid på de unges brug af filter på instagram og manglende selvtillid, i virkeligheden bruge ”agurketiden” på, at tale på vigtige emner, der gør en forskel og redde menneskeliv?
Det er næsten ikke til at bære, at tænke på hvor mange flere dansker, der i fremtide dør på ventelisten til et nyt organ. Når vi som samfund til lader os at blive overhale af et gammeldags, umoderne og unuanceret menneskesyn på organdonation og totalt misser muligheden for, at gøre en forskel for de mennesker. Danskere, hvis liv der holder parkeret på et sidespor, mens vi andre blæser afsted på livets motorvej. Det handler om liv og død. Lad os nu få bragt noget saglighed ind i debatten og finde frem til sagens kerne – at tage den rigtige beslutning for os alle sammen. En der redder liv.
Der er intet større og smukkere i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle. Uanset om det dine, mine eller vores organer.
– Karen Heidelbach, mor til levertransplanteret datter på 4 år.
Besøg vores hjemmeside http://WWW.organdonation-ja-tak.dk og læs mere om vores 8 hjertesager.
Jeg hører meget gerne fra dig hvis du har lyst til at dele dine overvejelser om hvorfor vi har så svært ved at tage stilling til organdonation eller om dine tanker om formodet samtykke…