Vi skal i dag sige farvel til Esthers støtteperson i børnehaven. Lisa, der har fuldt og passet Esther fra sin ansættelse i marts og frem til nu, hvor samarbejdet ophører med kommunen ved årsskiftet. Lisa har været så afgørende Esthers behandling, trivsel og behov for støtte. En hjælp vi ikke har kunnet undvære. Overhovedet.
Nu lukker vi en dør bag os, til en tid hvor Esthers medicin og behandlings behov gennem tiden heldigvis er gradvist nedtrappet og nu helt ophørt, i dagtimerne i børnehaven. Medicinen tager vi stadig, men nu kun om morgenen og om aftenen. Det er skønt, at vi endelig er kommet så langt, at vi skal sige farvel, men samtidig er det også vemodigt. Esthers sikkerhedsnet bliver fjernet og min mentale forlængede navlestreng bliver klippet over i dag… Jeg har stolet på Lisa gennem hele forløbet og hun har givet mig ro og tro på, at Esther var i gode hænder. For det er ingen hemmelighed, at det var utrolig hårdt, at give ansvaret over til både Lisa og personalet i børnehaven.
Nu er det tid til at give slip på kontrollen igen, men med det fine samarbejde og det pragtfulde personales opbakning og professionelle håndtering og støtte, ved jeg, at det kommer til at forløbe så fint. Det er mig, der skal vænne mig til tanken om, at vi nu næsten står på egne ben. Det er virkelig en dag vi har set frem til. For det viser, at Esther er klar til de næste nye mål, til og at hun er i fuldgang med, at indhente og tilbage erobre sin barndom!
Om ikke ret længe fylder Esther 4 år, og hun har været syg i overhalvdelen af sit lille liv. Nu er det hendes tid til at blomstre. Jeg er så inderligt taknemmelig for Lisa og hendes arbejde. Lisa har været med til at sikre at Esthers behov og trivsel var til stede. Ikke mindst for den kæmpe trykhed hun har været for vores familie og Esther, i denne del af sygdomsforløbet. Lisa har taget Esther i hånden, på flere måder og har hjulpet Esther på vej på fineste vis. Guidet hende igennem den nye jungle af sociale spilleregler og hjulpet med, at tolke og formidle samspillet mellem Esther og de andre børn. Skærmet hende, når det hele blev overvældende med de andre børns nysgerrige blikke, når hun skulle have medicin og væske i gennem hendes nasalsonde. Det har ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre uden Lisa. Heller ikke uden det dygtige personale og slet ikke uden den enorme opbakning fra Aalborg kommune.
Jeg håber Lisa og de allesammen ved, at hun/de har været med til at gøre en kæmpe forskel for os, ikke mindst for Esther. Jeg ved, at tiden er moden til at lukke den dør og bevæge os videre. Muligvis aftager erindringen om Lisa for Esther, men mon ikke vi indser, at der vil være et særligt usynligt bånd mellem os alle med tiden? Lisa har været vidne til vores forsøg på, at vende tilbage til et ”nyt normalt” familieliv og hverdag og set vores fremgang og oplevet de dage, hvor vi har kæmpet med tilbagesæt, med sygdom og aflysninger.
Det bliver med en kæmpe klump i halsen og vemod, at jeg krammer Lisa farvel. Hvordan får jeg nogensinde sagt tak? Sådan ordentligt? Og er det i virkeligheden muligt? Det er som en dør bliver lukket og en ny åbnes – ind ind til en ny tid. Tør jeg – kan jeg? Mit “sikkerhedsnet” er fjernet og jeg ved ikke hvad, der sker og hvad jeg skal forvente… Jeg føler mig mere sårbar nu, hvor vi på en måde nu slipper roret og satser hele butikken på, at Esther er på rette vej, trods bump på vejen. Men Gud, hvor er det rart, at have haft Lisa med, på et stykke ad vejen…
Du kan læse mere om vores første møde med Lisa her…