Mor, er du der?

Torsdag aften, vågnede Esther med høj feber. Det sekund termometret Bipper færdig ser jeg de digitale tal vise 38,5 ved jeg, der skal handles hurtigt og behandles med febernedsættende medicin. Der er vist ingen tvivl om, at jeg allerede har trukket i min kampuniform vel? Det er bare ikke spor rart at blive overrasket med et varmt feberbarn sent om aftenen, hvor hjernen er slået over på ”slumre mood” og man allerede har lagt dagen bag sig.

Man kommer lynhurtigt op i gear og alarmklokkerne bimler og bamler og aktiver alle bekymringer og katastrofe tankerne vælter over hinanden for at komme først. Lasse og jeg giver pinex og finder kold vaskeklud og den rette omsorg i rette mængder. Ja hvem havde troet at man efter 4 år på krigsmaskine at feber er noget man bare tager på, rutinen. Som små tinsoldater fordeler vi opgaverne, hjælper hinanden med bekræftende støtte, at få et overblik, og lagt en slags plan for hvad der nu skal ske. Vi har lært af erfaring at notere og tage tid på hvornår der er givet febernedsættende og regne frem, hvornår næste dosis må gives.

Man gennemgår lige dagen i grove træk og forsøger at fejlsøge for om noget kunne være skyld i at Esther nu har feber. Det må være en mors kroniske bekymrings belastnings at bebrejde sig selv og straks tænke Gud har jeg gjort noget eller endnu værre har jeg IKKE gjort noget.? Vores fornemmelser, intuition og hvad nu hvis er altså ikke altid helt skidt.

Samme dag havde jeg bedt sygeplejersken på børne og unge ambulatoriet – om at få vores kontakt læge til at ringe tilbage til mig. Der var en recept der var udløbet og krævede fornyelse og Lasse og jeg havde et par spørgsmål som vi gerne ville drøfte med hende. Da Esther fik taget blodprøve d 24/9., kom svaret tilbage, at Alat lå fint op 20 og AFP på 2 og magnesium var lav og at tracolimus var på 6. (normalt være imellem 3,5-5) så forhøjet men den daværende læge mente at vi godt kunne vente til d. 3. november så vi havde svar til kontrollen på riget dagen efter. Både Lasse og jeg syntes det var længe at vente og gå uden at vide om tracolimus ville forblive stabil på 6 eller stige yderligere det ville få konsekvenser for Esthers nyre, hvis tallet viser sig at være for højt alt for længe.

Heldigvis var vores kontakt læge enig i vores bekymring og udtrykte ligeledes, at der var nyrerne nok ikke glad for ret længe. Desuden drøftede vi om magnesium dosis skulle øges da den ikke så ud til at blive bedre, så nu er den øget fra d.d. Vi blev enige om at tage blodprøve på mandag i efterårsferien så vi kan få ro på og vished om der er skæve tal der begynder at drille.

Men sådan gik det som sagt ikke Esthers feber udløste en opringning til 5061 semi-intensiv ved 05.30 tiden for at høre om de kunne lægge en blodprøve ind til i dag inden 07.00 med Crp tal på så vi kan se om der er en infektion der er efter Esther. Så nu er aftalen at vore kontakt læge ringer så snart der er svar på blodprøven. I skrivende stund sover dybt Esther med 39,4 mens jeg våger over hende og håber feberen snart aftager.  Inden hun faldt i søvn, sagde hun ”Mor er du der.? Hold om mig så jeg ved du er der”.

Jeg orker ikke, at løbe mere og være med til at løbe Zig Zag mellem smerter, skæve tal og feber og bekymringer – jeg orker ikke at vide hvordan vores dag ender, og hvad retning dagen tager. Johan er hos en ven, tror ikke han orkede mere Esther dit, Esther dat, forstår ham udmærket godt. Lasse er på arbejde – og nå ja jeg passer mit arbejde, nemlig at passe og pleje Esther.

Vi holder vejret og håber ikke at sygdom, smerter og skæve tal overtager vores ferie endnu engang. Som to veninder skrev til mig, det er jo næsten typisk at Esther er syg i alle vores ferier og urimeligt for alle især for Esther som siger, ”Mor, jeg har ondt i min feber”…