Denne lille seddel lå altid på vores køkkenbord, mens vi ventede på, at Rigshospitalet skulle ringe med den gode nyhed om, at de havde en egnet donerlever til Esther. Seddlen lå der som en trøst og evig reminder på, at det var ude af mine hænder. Vi ventede og ventede. Tankerne kunne ikke finde ro. Hver dag levede vi med uvisheden, angsten, uroen og frygten for, at der ikke dukkede en lever op. Reelt set ville det jo kun være et spørgsmål om, hvornår kræftcellerne ville begynde at vokse igen. De var blevet slået ned af kemoen, men lå og ulmede som en tikkende bombe under Esther. . . Det var kun et spørgsmål om tid. Det var enten det eller den blodprop, som sad i Esthers lever, der føltes som en tikkende bombe. Hver dag fik hun en blodfortyndende indsprøjtning for at forbygge, at der blev dannet flere. Det var et enormt pres at leve med.
Vi følte os så sårbare, og vi havde brug for at noget at støtte os til. Noget at tro på. At noget større vågede over os og holdt hånden under os. Når man venter på, at noget så stort skal ske, på en måde er det en måske lidt naivt, men man tror og håber på det bedste. Vi tænkte hver dag på, om det ville blive i dag at Esther fik sin nye lever, og når vi lå i vores seng om aftenen, tænkte vi det blev ikke i dag. Måske i morgen så…
Det var mærkeligt, at gå rundt og vente og det var her at det gik op for mig at, mit barns chance for at overleve, betød at et andet menneske skulle dø. Et andet liv skulle gå tabt, for at vores datter kunne overleve. Det var svært at rumme disse tanker, skamfuldt og ubehageligt. For der kom det rigtigt tæt på, og der gjorde det vildt ondt. Det var vilkårene og et faktum, vi ikke kunne komme udenom.
Jeg begyndte at følge overdrevent med i nyhederne. Var der mon sket en ulykke, som kunne føre til, at der kom en mulig donerlever til Esther. Ja, Gu var det sygeligt. Hver gang jeg hørte en ambulance med udrykning, gik min indre alarm i gang… jeg var konstant i beredskab. Kufferten stod klar i gangen og det ville tage mig ret kort tid at smide det sidste ned i den… Jeg vågnede tit alt for tidligt om morgenen og lå og gennemgik min liste, over hvad der var smartest at pakke først og i hvilken rækkefølge, der derefter skulle pakkes i.
Min toilettaske stod klar i vindueskarmen på toilettet, hver dag i al den tid, som vi stod på ventelisten. Lad os bare sige, at den er falmet lidt på den ene side, på der side vendte ud mod lyset. Det er vel lidt, ligesom vi følte. Den ene side af os vores familie forsøgte på den ene side, at insistere på leve et så normalt liv under omstændighederne som muligt. På den anden side blev vi også hele tiden mindet om, hvor langt vores situation var fra virkeligheden. Yin og yang… en slags symbiose i mellem to verdener, to virkeligheder. Vi føltes os så alene og nærmest glemte, som om samfundet ikke vidste, at vi eksisterede.
Jeg følte mig overladt til skæbnen, mens jeg ventede på, at Vor Herre vorterede og afsagde sin dom. Var vi købte eller solgte? Ville Esther nå at modtage et organ i tide? Ville kræftcellerne nå at vokse igen, inden leveren kom? Ville der blive behov for flere kemobehandlinger, der ville ødelægge mere af hendes nyrefunktion og tage mere af hendes hørelse. Der var så meget på spil. For mig var det et kapløb mod tiden. Der var så mange frygtelige tanker i mit sind, og jeg levede hver dag i angst og med den bevidsthed om, at det her kunne ende rigtigt galt. Jeg var som et pendul, der den ene dag svingede mod det positive håb og næste dag, blev jeg trukket tilbage i magtesløshedens mørke.
Jeg tænkte, at der måtte være en mening med, at vi skulle igennem alt dette. For ellers ville det være helt og aldeles nytteløst og helt uden formål. Jeg ventede på svar fra Vor Herre på et eller andet tidspunkt, måtte der da komme et svar i indbakken? Det meningsløse måtte bare give mening. For hvis der skulle være en mening med, at vores datter skulle være dødssyg af kræft og jeg skulle trækkes igennem helvede og tilbage igen. Jeg ville gerne have, at de smertefulde erfaringer jeg havde fået, ikke skulle være forgæves og gerne skulle komme andre til gode. Måske kan det hjælpe andre i bedre at håndtere deres krise eller tragedie.
Det er vist helt naturligt, at jeg bliver ked af det, når jeg hører den debat tone, der er i medierne for tiden. At mennesker der ikke går ind for organdonation og ikke selv vil være organdoner skal bagerst i køen, hvis de en dag får brug for et organ. Men hør venner! Det er jo slet ikke det det kommer an på. Det drejer sig om at redde menneskeliv. Man er fri til at have sin egen mening og melde sig fra, hvis man ikke har lyst til at være donor. Det er bare frygteligt for den, der står og venter på et organ, at andre ikke syne, at det er ok de får chancen, fordi en helt tredje ikke har fået meldt sig til? Skal et menneske dø, fordi hr. Jensen ikke lige nåede, at lade sig registrere som donor? Hvorfor? Af hele mit hjerte, hvorfor? Forklar mig hvorfor, vi lever i et demokratisk moderne samfund, som på så mange måder er foregangsland og betegner sig, som et af de lykkeligste lande i verden. Og så har vi stadigvæk ikke indført formodet samtykke? Den største næstekærlighed som man kan dele med sine medmennesker. Forstår ikke de røster, der ikke vil indføre formodet samtykke, sjovt nok, for jeg tror man vil gøre alt for at redde sit eget barns liv, men ikke naboens?
Men jeg må jo nærmest antage, at det er et udtryk for uvidenhed eller måske ligefrem mangel på næstekærlighed, der spiller en afgørende rolle i denne problematik? Synes bare det er svært at forklare dem, der er på venteliste, at de skal træde et skridt ned af listen, fordi berøringsangste politikere og et fåtal af befolkningens holdning er – mig først… mit ego først.. min ret før din? Forklar mig venligst, hvorfor det først bliver vigtigt, når det rammer een selv? Jeg var ikke selv tilmeldt donerregistret, havde egentligt et ønske om det, men jeg havde bare ikke fået det gjort!
I respekt for de familier der der hvert år bliver berørte af organdonation, dem som står ved hospitalssengen og tager beslutning om, at lade deres kære blive organdoner, og de familier der modtager den største gave af dem alle, nemlig livet. Bør vi så ikke gøre alt for bevare en god tone i debatten og ikke tænke så meget på, hvem der har mest ret. Jeg har forståelse for, at man kan have forskellige holdninger til organdonation. Jeg mener at valget skal være valgfrit og vælger man sig fra, er det helt fint med mig. Det er jo derfor, vi har demokratiet, vores love bør jo afspejle danskernes valg, Idet det mindste af respekt for familierne, bør man tage et valg, så de føler, at samfundet står bag dem og at de ikke føler sig usynlige, oversete og ligegyldige. Den ligger på vores alles bord. For du kan ikke sige at det ikke, at det ikke bliver dig eller en af dine, der bliver den næste, der kommer på ventelisten.
Der var på et tidspunkt er der en mor til tre fra min søns skole, der kom hen til mig og fortalte, at hun sammen med sine børn havde Esther og vores familie med i deres aftenbøn. Det rørte mig dybt, både over den næstekærlige gestus, det var i sig selv og det faktum, at hun lærte sine børn at tænke på andre mennesker. Det var så omsorgsfuldt og fint. At lære sine børn om næstekærlighed er en sand gave, som de vil give videre til andre og sig selv gennem hele deres liv.
For når dagen er omme, skelner Vor Herre ikke imellem alder, køn, race eller intelligens. Den dag vi står ved Sct. Peters Port, tror jeg vi alle bliver taget imod med åbne arme, uanset om man er donor eller ej. Det der har betydning, er vel hvordan, man har brugt sig selv og den tid man har fået på jorden, på en måde der giver mest mening. Har vi kunnet hjælpe og glæde andre i vores liv? Når livet er slut er der nogle der har valgt til at hjælpe andre, og er det den smukkeste medmenneskelige handling, jeg kan forestille mig. Her bliver det ikke skelnet om det dig, mig og eller vores organer.
Det skal jo også på en måde give mening for den familie, der havde taget den helt uselviske beslutning at hjælpe et andet menneske midt i deres egen helt ubærlige sorg. Da jeg endelig fik svar fra Vor Herre, var det fordi en familie havde sagt farvel til deres kæreste eje og truffet et valg, om at sige ja til organdonation. Vi er doner og familien evigt taknemmelige. De har, sammen med hele personalestaben, givet Esther en chance mere. De har alle været med til at give os muligheden for, at vi kan nyde at se vores datter og lillesøster vokse op. Så Esther en dag kan blive, en eller andens hjerteveninde og skolekammeret. Ens gode ven og kollega. Kæreste, mor, og hvem ved måske en dag bedstemor?… Og indimellem helt sikkert også en hel masse andet!.
Der er intet større i livet, end at se liv og kærlighed blomstre og at, se livet blive givet videre. I et lille nyfødt barn eller en hos en, der er blevet genfødt fordi, livet er givet videre. I den en helt uselviske, næstekærlige og medmenneskelige empatiske gestus det er, når livet deles mellem to sjæle. Uanset om det dine, mine eller vores organer.