I går sendte jeg min blog på vingerne. Den har været længe undervejs og jeg havde planlagt det skulle være i denne weekend. Jeg var spændt og nervøs på samme tid.
Jeg følte mig lidt som albatrossen i Bernard & Bianca, der er tung og lidt længe om, at komme op i fart og lette. Den kræver masser af tilløb, virker ustabil og man tænker, at den aldrig kommer på vingerne…
Filmen handler om venskab og mod. Om to små modige mus, der skal redde pigen Penny, der er i stor fare. I går, inden offentliggørelsen, blev jeg usikker på hele projektet, og om det jeg havde på hjertet, ville give mening for andre. Det var den vildeste følelse at give slip, have mod til at gøre noget, der for mig er sindsygt grænseoverskridende og nærmest angstprovokerende. Men ud kom den, også selvom jeg om, jeg var ved at miste modet.
Her dagen derpå, kan jeg med glæde konstaterer, at jeg landede på benene. Det varmer så meget at høre alle de tilbagemeldinger fra jer. Det giver det hele mening og er jo netop essensen af det hele. Mit håb er jo, at række ud mod verden, og skabe relationer og også at bidrage med mine positive tanker om forløbet. Men også at turde tale om, når livet er svært. Nedbryde tabuer, Jeg vil gerne sætte ord tanker om døden, det at miste fodfæste og genfinde det igen. Og alt det indimellem. For livet slår kolbøtter – det er uforudsigeligt, men det er også der, livet mærkes og leves.
Albatrossen tvivlede ikke på sig selv. Den gjorde det bare, muligvis var det ikke det kønneste syn. Men op kom den. Den var modig, og turde tage springet og satse. Og vingerne bar. Med det i tankerne, vil jeg gå ud i søndagen, få noget frisk luft og gå og glæde mig til, at give mine unger det største kram, når de vender hjem efter en weekend hos farmor og familien. Jeg glæder mig helt vildt til at se dem.