Kvindernes internationale kampdag eller den internationale kvindedag markeres den 8. marts hvert år for at sætte fokus på kvinders stilling i verden.
I visse lande er det en national helligdag. I Kina markeres dagen ved at kvinder har en halv fridag den 8. marts. Dagen markeres også af FN, der i 1977 vedtog en resolution som anbefaler fejring af en international kvindedag. I en del lande fejres dagen ved at kvinder får gaver og blomster og et “tillykke med kvindedagen” – en gestus som mange feminister dog finder malplaceret, da de ikke finder, at der er grund til at ønske tillykke med en dag, som har til formål at rette opmærksomheden mod kvinders manglende ligestilling. (kilde wikipedia.)
Kvindernes Internationale Kampdag – det er en dagen, hvor vi ser tilbage på historien, og tænker over alle de kvinder der har haft betydning for kvindernes udvikling i samfundet. Vi spejler os i vores forkvinder og jeg kommer i hvert fald til at tænke over hvor langt vi er kommet. Siden Thit Jensen bankede i bordet ud i forsamlingshusene i på landet og opildnede til at kvinderne skulle kræve ret til, at stemme til valg. Der er jo sket en rivende udvikling siden – eller er der?
Thit Jensen, tog en kamp for kvindefrigørelsen.
Kvindernes Internationale Kampdag har forskellig personlig betydning, for den enkelte kvinde. Hvad man vil vægte afgørende er ligeledes vidt forskellig, og ikke mindst afhængig af hvor i verden man befinder sig. For os kvinder i Danmark handler det mere om en markering af alt det der er blevet opnået og som der stadig arbejdes for, som helt basale rettigheder, om ligeløn, ligestilling og flere kvinder i topposter og i bestyrelser.
For mig betyder dagen også en hyldest til alle de kvinder der har markeret sig, gjort en forskel og gået forrest og været et for billede for os andre. Jeg er taknemmelig for de kvinder der har taget kampen før os, og det har helt sikkert givet nogle knubs. Jeg tænker også på alle de stærke kvinder, der har givet os alle mod og lyst til at kæmpe vores egne kampe. Jeg tror vi alle kan komme i tanke om nogen, der har gjort stort indtryk på os og som har gjort en forskel i vores eget liv. De kvinder der leder, motiverer og inspirere os andre til, at øve os og gøre os umage med at være den bedste udgave at os selv. Jeg hylder mine medsøstre som har oplevet meget mere end jeg og alle dem som, endnu er purunge og uvidende om livets barske og ubarmhjertige side.
Jeg har mødt mange beundringsværdige kvinder i mit liv. Kvinder der har gjort en forskel for mig. Fx. min mor selvfølgelig, som lærte mig i en meget tidlig alder, at løbe ind til sofaen hvor min far lå og hvilede sig efter middagsmaden og råbe mandschauvinist til ham! Og som har støttet mine vilde drømme og givet mig ben i næsen og mod og lyst til at vide mere. Men også Myrna min klasselære i folkeskolen, som gav mig ros for mine danskstile og har givet min modet til at skrive. Den kusine som, sendte mig breve som barn med finurlige tegninger og fortalte om dans og drømme og om den store verden udenfor, og som gav mig eventyrlyst og udlængsel. Eller den chef der ved jobsamtalen kunne se mit potentiale, selvom jeg spildte vand ned over mig selv af nervøsitet, og som viste sig at være den bedste chef jeg nogensinde skulle få. Eller Sygeplejesken på A20 der passede Esther under hendes kræftbehandling, der kunne give mig ro, tryghed og håb blot med et blik og sin tilstedeværelse. Ikke mindst de kvinder i min familie og veninder, der har kendt mig i hundrede år og stadig støtter mig til trods for, at jeg i perioder er pivdårlig til at holde kontakten, og som selv har deres kampe at kæmpe. Sidst men ikke mindst min bedstemor, som jeg stadig kan græde over savne til, og som lærte mig at, mådehold og at få 5 stykker slik til, at række i flere timer, og som lærte mig nøjsomhed og at brugte mælkeposer kunne bruges til at opbevare madvarer.
For vi får alle ar, på krop og sind af de kampe vi kæmper. Sådan er livet. Nogle gange kommer arene på kroppen i en tidlig alder. Den sejeste lille pige jeg kender fik sit første, da hun skulle have indopereret den post i brystkassen som hun skulle modtage kemo behandlingen igennem. I dag når jeg ser på hende, ser jeg alle hendes ar og husker hvorfor de kom. Indimellem ser jeg dem næste ikke, andre dage overvælder antallet og omfanget mig. Den lille pigekrop er stærk. Den har klaret og udholdt et enormt pres. Den har kæmpet og lidt, den har næsten givet slip. Det lille pigesind, har tappert kæmpet, insisteret på livet. Grædt og skreget. Smilt og leet, rejst sig og rystet modgang af sig. Min datter er den modigste jeg kender. Hun er mit forbillede. Hun er min heltinde og jeg er stolt over, at jeg må være hendes mor.
Hver dag minder hun mig om, at jeg skal levet livet meningsfyldt. Hun har lært mig, at sætte pris på de kampe vi har vundet. Vi kan ikke ændre fortiden og vi kan ikke hverken undgå eller fjerne de ar vi får undervejs. Men vi kan bestemme, at vi ikke vil lade os tynge af dem i fremtiden. Vi skal gøre os umage med, at leve det liv som vi ønske os lige nu. Vi skal gøre os umage i vores relationer til andre, være forbilleder for hinanden. Vi kan blive positive aftryk i hinandens liv, og give hinanden mod til at gå forrest og vise vejen. Selv den mindste lille pige, minde eller handling kan vise sig at være til inspiration, give mod og til at blive et forbillede!
God Kvindernes Internationale Kampdag!