Kræft, kortspil & kærlighed

Når man gennemgår et langt sygdomsforløb med sit barn, indser man pludselig, at der med tiden er sket forandringer med een. Det kan være så svært for andre at vide, hvordan man har det inden i.  Især fordi man har selv svært ved at forstå, hvilke forandringer man har gennemgået. Andre kan kun se de forandringer der er kommet uden på, men det er kun toppen af isbjerget – af de forandringer man har indeni. Det er også vildt mærkeligt, at se sig selv i spejlet igen – for spejlene kunne lige så godt have været taget ned og fjernet i de to år min datter var syg. For jeg har ikke brugt dem. Jeg har ikke set mig selv ”rigtigt” i øjnene eller i spejlet længe, for det har der ganske enkelt ikke været tid, overskud eller lyst til. Det har ikke været spor vigtigt i Esthers sygdomsforløb. Nu kommer erkendelsens time, for jeg bliver jo nødt til at forstå, at i takt med, at jeg ændre mig indeni, følger ændringerne også med udenpå. Men at det skulle gå så hurtigt kommer nok bag på mig.

Jeg har forsøgt, at sætte lidt ord på de mentale og psykiske spor, et forløb med et kræft og sygdomsramt barn sætter. Her kommer en hudløs ærlig og nådesløs gennemgang af hele kadaveret.

Jeg kan vel bedst prøve at beskrive det sådan her, ved systematisk at gemmengå de elementer og dele, hvor jeg føler mig ændret og forandret. Det er som om, at have bestilt tid til en foryngende Botoxbehandling og skønhedseksperten så siger til en`” Værsgo, at tage plads i stolen, så skal jeg lige give dig en makeover udenpå, der passer til, hvor slidt du føler dig indvendigt”. Har hun helt undladt at anvende Botoxen?

Gid jeg kunne rejse tilbage til den tid, før min datter blev syg. Jeg vil være den Karen igen, jeg vil tilbage til den jeg var, før Esther blev syg. Men det er så længe siden nu, at jeg næsten ikke kan huske hende… Jeg tror hun var ok, det bliver rart at genfinde og lære hende at kende igen. Det føles, som om jeg skal starte helt forfra. Som når man møder en gammel kær veninde, som man ikke har set i flere år. Man ved godt man kender hinanden, men man ved også, at der er sket så meget, og der er også sket meget man ikke ved. For man ændrer sig unægtelig, af det man har været igennem. Man træder ud i et uudforsket territorium, uberørt sne. Mentalt og fysisk.

Tiden er gået og på en gang gået i stå. Jeg har forandret mig, og mit udseende har på mystisk vis foretaget ændringer uden min opmærksomhed eller mit samtykke… Små forandringer, der er sket lige foran næsen på mig, men som jeg først kan se nu.
I takt med, at der er kommet flere oplevelser og erfaringer på øverste etage, er der kommet flere muskler på overarmene og mere kød på knoglerne… (sikkert også noget mere fedt… nok om det, lad det nu ligge.) Der er kommet gods og substans i benene, der så småt er ved at finde fodfæste igen og parart til at stå dybere fast.

Mit hjerte er blevet knust adskillige gange i dette sygdomsforløb. Over uretfærdighed! Over, at Esther blev syg. Og over de små børn jeg kendte, der er blevet revet fra deres forældre og alt for tidligt sendt på deres sidste rejse. Det er som om en usynlig hånd, pludselig har grebet ind i min brystkasse og har taget fat i mit hjerte og vredet og klemt det, når det i hjerteskærende situationer har vendt sig i afmagt og frygt. Det er stadigt ømt. Det vil aldrig hele helt… Men heldigvis har jeg også set håbet i syge børns øjne, der har rejst sig fra sengen og kæmpet sig tilbage til deres barndom. Jeg er i Esthers sygdomsforløb blevet beriget af nye relationer og flere mennesker er kravlet ind i mit hjerte. Jeg føler nu, en mere omfavnende og umiddelbar kærlighed, alle de nye bekendtskaber er hver og èn kravlet ind i mit hjerte og har lappet lidt på revnerne og flængerne i mit hjerte.

I mit sind har jeg set min umiddelbare sårbarhed, svaghed og jeg har fundet mine grænse. Men jeg har også mødt min styrke og udholdenhed. Jeg står stærkere nu med banen kridtet op, og den indsigt er uvurderlig. Den er et øjebliksbillede, af hvad jeg har lært frem til nu. kortene er delt ud. Kompetencerne er kortlagt, og modstanderen er fundet. Lad spillet begynde.

Der er kommet end del flere grå hår til. Mon de er kommet af bekymring og frygt? Om hvordan det hele skulle gå, de har sat sig som spor, der nu løber i mit hår. De er hver især et bevis på alle de gange jeg har bedt og sendt mine håbefulde tanker ud mod universet for at Esther ville klare den og blive rask.

Mine øjne har grædt så mange tårer. Af afmagt, frustration og ensomhed. De har set mange ulykkelige familier, skæbner og børns liv, som er blevet ændret for evigt, eller der er gået tabt. Rynkerne og linjerne om mine øjne er nu blevet en del af mig. Sammen med de konstante mørke rander og poserne under øjnene, pryder de nu mit ansigt, som et vidnesbyrd om, de markante forandringer, der er sket i mit liv. For er livet nogen gange ikke i virkeligheden som et tilfældigt kortspil whist?

Mens man forventningsfuldt får et kort af gangen, håber man på en god hånd. Mens man arrangerer sine kort et efter et, tegner sig langsomt et billede af, hvilket slags spil det bliver, og hvad melding man vil give. Derefter er det op til skæbnen og resten er helt ude af ens hænder. Man kan kun håbe på, at heldet er med én, og at man får en makker, der har en god hånd, der kan spille op til meldingen. Man kan kun håbe på at heldet er med én.

På mine hænder er handskerne taget af. Når jeg kigger på dem, har de fået flere rynker og huden ser anderledes og plettet ud. Der har vist ikke været så meget tid til omsorg for hverken hænder eller neglebånd… Men hvad så? Om jeg er blevet ældre og slidt af dette forløb, for jeg tænker, at uden det havde jeg nok aldrig lært at knytte næverne til kamp, eller kunne række en åben håndflade ud mod en fremmed i nød. Så havde jeg havde jeg ikke haft noget at give og lægge fra mig ned i en andens hånd. Og heller ikke selv at tage imod uventet hjælp.

Langsomt er det ved at gå op for mig, at forandringer er uundgåelige, og de er en del af livet og former ens vej, også den man ikke lige ønskede sig eller havde lyst til skulle ske. Jeg må nok bare acceptere, at de er der og er kommet for at blive. Og ved i hvad? Selvom jeg indimellem føler mig lidt slidt indeni og udenpå, så er det ok, for jeg elsker mine rynker og alle mine skavanker, for de er blevet en del af mig. Der slidt for at få dem, og de er velfortjente allesammen! De er med til, at fortælle min historie og giver et lille glimt, af hvad der er inden i mig. Man må sige, at jeg har lært en del de sidste to år, på godt og ondt og fået en hel masse med i bagagen.

Nu er det blot om, at blande kortene godt, at give ud og spille de kort, som man har fået på hånden bedst muligt. Sørge for, at man omgiver sig med kompetente medspillere og modspillere, der også er klar til kamp, livets udfordringer og håbe på, man kan hive en hel masse stik, lykke og kærlighed i land.