Hvad ved jeg om, at miste et barn?

I aftes og her til morgen, modtog jeg den hjerteskærende meddelelse, om at to små børn er gået bort. To familier jeg har fulgt via de sociale medier. En på afstand. En anden på tættere hold, da skrev jeg med moderen, fordi vores børns sygdomsforløb, en overgang mindede om hinandens. I den periode, hvor vi skrev sammen var jeg glad for, at kunne svare på hendes spørgsmål og håber også, at jeg kunne give lidt opmuntring og trøst. Der er gået noget tid siden jeg havde hørt ny fra dem. Lidt naivt måske, men jeg havde en forestilling om, at intet nyt – var godt nyt.

Derfor kom det så pludseligt og helt uventet, og jeg blev virkelig ked af de triste nyheder. Dagen igennem har jeg haft en slags stille sind, og tankerne har ikke rigtigt ville slippe de to små børn. De kæmpede begge længe mod en brask og uret retfærdig kræftdiagnose.

Det er ikke til at begribe, at disse børn ikke er her længere. Det er ikke til at forstå, at børn ikke skal vokse op, og at nogle skal herfra før deres forældre. Vi lærte familier at kende, gennem Esthers sygdomsforløb, der har mistet deres barn – og vi ved deres tab er ubeskriveligt stort. Mine tanker går ofte til dem, og kan slet ikke forestille mig deres savn, eller den store sorg, der nu har taget plads i deres liv. For hvad ved jeg om, at miste et barn? Intet.

”Nogen gange efterlader kræften et kæmpestort hul ved middagsbordet, en plads står tom. En seng på børneværelset står uberørt hen. En mors tomme fraværende blik og en fars afmagt i en bøjet ryg. Nogen gange er det også den ekstra plads ved bordet, der dækkes op til, eller den madras der bliver foldet ud. Familien og huset får pludselig og ufrivilligt et ekstra familiemedlem, der har et navn… Kræft. Den kravler langsomt ind i ens liv og den besidder evnen til at påvirke resten af familien – lige som et “rigtig” familiemedlem, kan påvirke en familie. En skygge, der altid vil leve i familien. Som et minde om den tid, der tog vores liv, som vi kendte det. Og tog vores uskyld. Tog alt det, som vi troede på og ændrede vores familie og vores fremtid.”                                      – Uddrag fra indlægget ”Jeg burde nøjes.”

For familier med alvorlige og livstruende sygdomme, findes der ikke ret meget ro fra bekymringerne og angsten, for at miste deres barn. Forældrene og familien har mistet fodfæstet og svæver rundt i et kosmos af kaos og uvished… Jeg er sikker på, at de mange gange har ønsket sig hen til en drømmeverden, hvor der ikke findes sygdom og død. Der, hvor far igen kan klare alt og få alle problemer til at forsvinde, og der hvor mor kan trøste, kysse og puste alle skrammer væk.

Man håber, tror og beder. Intet må være mere frygteligt og hårdt end, at se sit barn kæmper for at overleve og slippe fri af sygdommens tag. Intet må være mere hjerteskærende end, at se sit barn, give slip og forlade en. Mine tanker går til alle de forældre og søskende, hvor savnet og sorgen nu er flyttet ind i familien, som en vedvarende tilstand i ens bevidsthed, som en gæst der ikke vil rejse sin vej.

Hele dagen har jeg haft en tomhed og tristhed, det er som om dagen er helliget eftertænksomhed over alle de små sjæle, der nu ikke er hos os mere. Jeg kan kun gisne, men jeg tror kærligheden til ens barn må være den drivkraft, der bærer èn igennem resten af ens liv. Mon ikke livet uden ens barn bliver mere ubærligt, hvis ikke man lader kærligheden til ens barn, fylder mere end sorgen.

Det minder mig om dette smukke engelske digt, er skrevet i 1938 af den engelsk-amerikansk digter
Wystan Hugh Auden.

Stop all the clocks, cut off the telephone,
Prevent the dog from barking with a juicy bone,
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message He Is Dead,
Put crepe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves.

He was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last for ever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood.
For nothing now can ever come to any good.

Ære være deres minde.

Håber der er nogen der vil dele sine tanker om at miste, for det er når vi deler vi bliver stærkere og giver mod og håb til hinanden…