Nu er det jo juletid og traditionen tro, så har Esther en tendens til, at vælte i ferier og højtider. Denne gang ingen undtagelse. Esthers læge ringede fra Riget Hendes tal er yderlige forværret og ville have hende indlagt ultralydsscannet og muligvis vil de foretage en leverbiopsi, hvis tallene stiger yderligere.
Crap! Godt gammeldags crap! Sprock it! Lige hvad der manglede, og så lige før jul! Det er Det er fandme godt timet. Hvor er det unfair og synd for hende og for os. Endnu en gang ryger Esther rundt i hospital manegen til en indlæggelse. På med den famøse mor kampuniform endnu en gang. Den når ikke, at blive støvet inden der sker noget nyt på den front. Behøver jeg, at sige jeg er lidt af det hele lige nu? Bange, frustreret, sur og ked af det og sidst og hammerende irriteret over at sygdom og Esthers kroniske tilstand bliver ved med, at påvirke vores liv og hverdag på en negativ måde.
Ikke mindst, er jeg denne gang er tallene væltet, nærmeste uden varsel. Det bekymrer mig. Ingen forvarsel, ingen forkølelse, feber eller diarré, noget af det der ellers tidligere har givet skæve tal. Denne gang er mavesmerterne bare tiltaget og hun har været fraværende en del den seneste tid. Tirsdag, onsdag og i dag har hun været fraværende helt og delvist i denne uge.
Lægerne har fuldt udviklingen løbende og har kunne konstatere at Alat er steget fra 19 til 50 til 111 og til i dag, hvor den var på 165! Ligeledes er tacrolimus faldet fra 3,4 til 3,0 til 2,6 og kom på 2,9 i dag efter medicinindstillingen fornylig er blevet tilpasset. Lægerne vil forsøge at finde en forklaring, de håber at kunne bliver klogere efter den nye undersøgelser.
Vi kører søndag eftermiddag mod Sjælland og overnatter på patienthotellet søndag nat, og møder mandag morgen på ambulatoriet til blodprøve og derefter skal vi i børnemodtagelsen på Semi intensiv 5061, hvor der er bestilt akut ultralydsscanning. Er tallene ikke gået i den rigtige retning, så vil de fortage en leverbiopsi tirsdag.
Julefreden har bestemt ikke sænket sig over vores lille familie, julehumøret er heller ikke indtrådt hos de voksne endnu – tværtimod – så forudser jeg en hektisk juletid, hvor vi ender med at rende forvirrede rundt i sidste øjeblik i forsøget på, at nå det hele, fordi vi midt i alle juleforberedelserne nu også skal presse en hospitalsindlæggelse ind i programmet.
Nu vil vi nyde vores noget korte weekend og at det dog trods alt, først er på søndag vi skal afsted. En hyggelig fredag aften bliver erstattet af tøjvaske og klargøring til indlæggelsen, da vi har planer ude af huset imorgen, så der når vi ikke noget på hjemmefronten. Vi dropper planerne om, at stå i køkkenet og lave mad til aften og kører i stedet efter take away MC donalds til ungerne og Sushi til Lasse og jeg. Lidt lykke må man jo selv sørge for at skrabe til sig…
Nå, men vi kæmper videre og lader som om vi har overblikket og finder forhåbentligt lidt naiv tro på, at denne gang tager vi også føringen og sejler Esther og vores familie tilbage i sikker havn igen.