Mandag morgen lægger hårdt ud med fuldskrald på refleksioner og overspringshandlinger. Kaffen er klar ved siden af min lab top, der snurre og er klar til dagens opgaver… og de er mange.
Jeg er bare ikke klar. Kan bare ikke komme i gang. Tankerne flyver, blikket flakker og koncentrationen svigter. Idéer, tankemylder og ”jeg kunne også lige…” overspringshandlinger BIG Time! Kender i det?
Huset er helt stille og alle er taget afsted, i skole og på arbejde, en dejlig weekend sidder stadig i vores morgentrætte kroppe. Hverdagens rutiner gentager sig, madpakkerne lægges i taskerne, cyklerne sættes frem, kindkys til farvel. Solen skinner og luften er mild, da børnene og jeg cykler mod skolen. Jeg får en følelse af at alt er ok, en god varm følelse af tilfredshed spreder sig i min mave. Alt er ok.
Det lyder lidt langhåret, men jeg er ved at tilpasse mig alt der sker i øjeblikket, men også alt det der er sket. Det er ingen hemmelighed at jeg stadig er i sorg over tabet af min mor tidligere på året. Tiden op til hendes død har været rigtig hård for mig, naturligvis.
Derfor går længe imellem, jeg bliver overvældet af alt er ”OK-følelsen” for tiden, – men når det sker, er det som regel fordi jeg opdager endnu et ”tigerskridt”. Jeg har taget næste skridt, og jeg tror at jeg på vej mod noget nyt, jeg tilpasser mig. Prøver at forstå forandringen, vender og drejer den så den masser på mig.
Nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne dele denne ro, glæde og ”tilpashed” med min hinsidige familie, dem som ikke er her længere. Min storebror, mor og far. Jeg savner dem, og er ret sikker på at de har lavet en klub oppe i himlen. ”Klub Heaven” har de sikkert kaldt den. Jeg er pissemisundelig over jeg ikke er med i den, på en måde. og så alligevel ikke.
Savner inderligt at dele alt det gode med min mor og far, jeg syntes det er hammerende unfair at jeg ikke har mine forældre længere. Det er sgu tidligt at være forældreløs i en alder af 43, der var mange ting vi skulle have haft sammen stadig. Hvem havde troet at jeg skulle lære at forholde mig til tab, sorg og forene mig med livets barske realiteter på så få år. Tilbage står jeg og min anden bror med nye roller og deles om den sidste relation.
Jeg ville ønske at så mange ting var gået anderledes, men det kan jeg ikke bruge til noget. Der er ting jeg fortryder jeg ikke fik gjort, men det kan jeg ikke bruge til noget. Der er stadig en masse arbejde foran mig med, at bebrejde tabet og forandringen og jeg er klar over at det er en lang proces. Min hinsidige familie er jo stadig med mig i mit hjerte, og jeg vælger at tro de kan mærke mine ”gode Wibes” her fra min lille verden og hverdag med min familie. Tror bestemt at de kigger med.
Jeg vælger, at tro de følger med i vores hverdag, og jeg er sikker på at selv om de ikke er her mere så er der en masse jeg stadig kan lære fra og af dem. Måske har de lagt spor og tegn ud til mig? Viden jeg skal finde? Ting jeg skal opsøge og finde ud af? Hvad skal jeg lære? Erfaringer der kan gøre mig klogere på livet og ikke mindst på mig selv.
En af mine overspringshandlinger endte med at skrive dette småtossede indlæg, var fordi jeg kom til at kigge på dette gamle billede, som jeg arvede fra min mor. Jeg kan huske det fra min barndom, og syntes det var lidt underligt billede. Det gamle litografier så trist og sorgmodigt, men det ”talte” til mig da jeg gik sammen med min bror og pakkede hendes sidste ting ned da vi skulle rydde den lille lejlighed hun havde haft på plejehjemmet.
I min forældres hjem var de billeder og bøger over alt, og dette lille indrammede digt har fulgt hende altid. Jeg har aldrig set på det sådan rigtige, og ser først nu at det er et digt af Halfdan Rasmussen om børn. Nu følger det mig og jeg står tilbage med dette digt, som minder mig om min mor. Jeg kan ikke længere række ud efter hendes hånd, eller spørge hende til råds. En kærlig kilde af anerkendelse er rendt tør. Vi kan ikke længere dele vores tanker og kærlighed. Jeg ved, hun var stolt af mig, og hun havde ambitioner på mine vegne. Jeg havde også nogle på hendes vegne og dem var vi ikke altid enige om.
Der var mange ting min mor ikke delte med mig og meget viden hun tog med sig da hun døde. Der er stadig mange spørgsmål som jeg ikke får svar på. Dette billede kan måske give mig flere svar på hvem hun var? Tænk sig, at hun købte dette billede og måske fik det indrammet af Sølvsmed Henry Andersen i skomagergade 18, mens min familie boede i Roskilde? Jeg kan blive helt betaget at at stirre på bagsiden og fantasere om mine forældres liv dengang hvor telefonnummerene kun bestod af tre cifre. Måske kommer jeg også til at holde af digte og måske dette? Jeg er overbevist om at der noget at lære i det billede, måske en dag finder jeg ud af hvad det er det lige præcist hvad dette billede vil mig?
Hvis vi lytter godt efter, kan vi stadig lære noget at dem der ikke er hos os mere. Vi skal bare finde det i os selv. Hvis vi lytter, fortæller universet os, at alt er ok. Vi er ok. Måske er det er som det skal være.