Sidder her torsdag aften med en sentimental følelse af stadig at være en anelse, bevæget, træt og overrumplet efter sidste weekend. Heldigvis på den gode måde..
Jeg ved næsten ikke hvordan jeg skal få begyndt med at fortælle om den herlige weekend, der stadig sidder i kroppen og som har fyldt i mine tanker siden. Det har været vanvittige fantastiske, hæsblæsende og uigenkaldelige dage! Lad mig dog forsøge at genskabe og beskrive en helt unik og enestående weekend.
Torsdag eftermiddag i sidste uge afleverede vi Esther og Johan hos deres farmor i Viborg og overlod dermed ansvaret for hendes medicinske behandling i kyndige hænder. Lasse og jeg satte derefter kursen mod København, hvor der ventede os en længe ventet og ønsket forlænget weekend. En weekend der havde været aftalt i et år.. Ja! Du læste rigtigt, for det var endelig blevet tid til at indløse julegave fra sidste år, nemlig en kæreste weekend i København og en koncert med mit idol fra mine yngre dage, engelske sangerinde Lisa Stansfield.
Naturligvis var vi også tossede nok til, at samtidig benytte muligheden for at planlægge et par møder eller fire og events fordelt ud over dagene. Det blev Bl.a. til møder med Danske patienter og lægeforeningen, hvor vi Bl.a. drøftede indførelsen af automatisk organdonation i Danmark og ikke mindst kendskabet til vores patientforenings arbejde generelt. Det blev også til et spændende møde med vores nye samarbejdspartner vedr. fundraising, som vi glæder os til at komme i gang med. Sidst, men ikke mindst havde vi et helt fantastisk møde hvor vi kom med et oplæg til et muligt samarbejde, som vi modtog en tilbagemelding på i mandags. Et møde der gik over al forventning, og som jeg glæder mig til at kunne afsløre for jer, når det rette tidspunkt kommer! Jeg er pivstolt og kan næsten ikke vente… for det er virkelig en kæmpe mulighed for at sætte endnu mere fokus på organdonation og det vigtige arbejde som vores patientforening laver for familier der er ramt af organsvigt.
En af de ting jeg havde glædet mig rigtigt meget til var selvsagt koncerten lørdag aften i DR koncerthus. Det var en fantastisk oplevelse, der startede med bobler og middag i DR`s restaurant. Vi fik en skøn tre retters menu, hvor prikken over i et var helt klart deres oste tallerken, som klart vandt over hovedretten svinekæbene. Hver sig smag, det var i dejlig oplevelse alt i alt. Sagt på Nordjysk. 😉
Selve koncerten slog bogstaveligt benene væk under mig, for jeg måtte fælde en tåre ved allerførste første tone, så tårer løb ned over kinderne på mig de næste 20 min. Det var simpelthen så vildt at høre de sange og tekster som jeg for mange år siden havde lyttet til og nydt. Pludselig kunne jeg reflektere over teksterne på en ny måde og en anden mening trådte frem. Man bliver sku en sær gammel følsom snegl, efter alt det vi har været igennem og det mærker man tydeligt når man bliver berørt.
Musikken kan noget, den sætter en i kontakt i en masse følelser og kradser til alt det, der ligger lige under overflade. Jeg tror det var en blanding af at være bevidst om at der er sket så meget med min opfattelse af det menneske jeg drømte om, at jeg skulle blive i fremtiden. At det liv jeg drømte om viste sig at blive noget helt andet. Det var en bevægende oplevelse der kulminerede i den skønneste vildeste fællesskabsfølelse med en fyldt koncertsal med hundredvis af syngende mennesker der i et øjeblik delte den smukkeste oplevelse af lykke og glæde.
Noget andet jeg, helt særligt jeg også havde set frem til var vores besøg på Rigshospitalet på alle de afsnit hvor dem der er blevet transplanteret ligger på. Det vil sige lever, lunge, nyre og hjerte afdelingerne der behandler de transplanterede. Det var et besøg vi havde brugt mange kræfter på at forberede for vi havde lavet hjemmelavet kræmmerhuse med bolsjer til de indlagte patienter og deres pårørende. Tror vi brugte tre timer på at lave dem lørdag formiddag, men det var det hele værd! Hold da op! hvor blev vi godt modtaget! Det var så rart at opleve positive tilkendegivelser både fra patienterne og personalet, om vores arbejde.
Jeg må indrømme at jeg faktisk bliver helt rørt når man møder mennesker der er blevet transplanteret for blot få uger siden. Det er på en gang surrealistisk og helt naturligt jordnært. For man ser mennesker der har kæmpet en lang sej kamp for at overleve tiden mens de ventede, og nu på den anden side at transplantationen, langsomt insistere på at kæmper sig tilbage til livet. Velvidende at de aldrig bliver samme person eller i samme form som før de blev syge, de bliver til en ny anden udgave af dem selv. En på mange måder fornyet, klogere og mentalt stærkere udgave.
Længslen efter vores kære savnede børn havde egentligt været med undervejs, men man må sige at den kulminerede i ren kærlighed og gensynsglæde da vi rullede ind i indkørslen hos farmor i Viborg. Det var skønt at få Johan og Esther under vingerne igen. Det er der de hører til. Børnene har haft det fantastisk, men som vi alle var enige om – så må der godt gå et godt stykke tid før vi skal være fire dage fra hinanden igen.
Det var på alle måde en rørende og begivenhedsrig weekend, på så mange måder og måske er det også derfor den ikke ”bare” er til at ryste af sig og ligge bag sig. Fyldt med glæde og taknemmelighed over en dejlig kæreste/arbejdes-weekend, er vi nu tilbage i Aalborg, tanket op med ny motivation og drive og masser af nye planer. Selv om det har været benhårdt er det så skønt at mærke at vores arbejde giver mening for andre og jeg er overbevist om, at den energi vi ligger i den gode sag, ikke kommer dårligt tilbage.