Personalet i børnehaven, hev fat i mig den anden dag og ville lige have en statussamtale i forbindelse med Esthers meget fravær fra børnehaven. Inden overleveringssamtalen med skoles personale og opstart i skole efter sommerferien. De ville bare sikre sig, at vi stadig tog det rigtige valg om skolestart og at vi var opmærksom på om de konsekvenser af Esthers meget sygdom og fravær fra børnehaven de sidste mange måneder – så vi kunne tage den endelige beslutning om, at trække i skole håndbremsen, hvis alle parter kom frem til at Esther alligevel ikke var skole klar.
Vi drøftede endnu engang alle fordelene og ulemperne ved, at Lade Esther starte i skole eller skole udsætte hende grundet sygdom. Præcis det dilemma vi stod i tilbage i efterret 2017. Her står vi så nu, midt i det scenarie som vi frygtede allermest, at sygdom og fravær ville forhindre hende i, at nå at blive skole klar. De kunne give os nogle gode råd om hvad vi kan gøre for at støtte Esther så hun kommer til at mestre de udfordringer hun står med lige nu.
Hendes hørelse kan indimellem give hende udfordringer, og vi har svært ved at vurdere om hun har svært ved at høre, eller bare ikke følger vores instrukser. Vi blev enige om at lede tvivlen komme hende til gode, og de sociale relationer med vennerne, mener vi alle vil vægte højere på sigt og at det er vigtigere at der er plads til fravær og sygdom i starten. Får hun brug for at gå et skoletrin om, er det bedre her i de tidlige skoleår end senere.
Jeg fornemmede oprigtig opbakning, og et ærligt og kærligt ønske fra deres side om, at gerne ville sende Esther fra dem med de bedste vilkår og på bedste vis. Nøj, hvor er jeg bare glad og bliver rørt over deres overblik og at de har hjertet på det rigtige sted og tager sig af barnets trivsel – netop det de er ansat til. Tak for dem. Det vigtigste er at Esther får rettet op på de udfordringer med sin hørelse som de Bl.a. på pegede, tvivlsspørgsmålet om hun kan høre efter og følge kollektive beskeder når hun kommer i skole.
I de sidste to uger er det virkelig gået ned ad bakke med Esthers hørelse. En ”forårs forkølelse” har “sat” sig i næse og øre og gjort hende Stokdøv. Vi kan sige de samme ting til hende flere gange og der kommer ingen reaktion fra hende. Med lidt held kigger hun spørgende op og siger hvad?? Der er ikke hul igennem til hende, på nogen måde. Kalder man på hende når hun stå med ryggen til os, kan vi ligeså godt droppe det. Det er som at tale til en dør.
Det er langsomt kommet snigende i de sidste 8-10 dage og i går havde jeg en tid hos hendes ørelægen i Aalborg. Det viste sig, at begge øredræn, sidder skævt og er på vej ud. Ørene var godt stoppede og der stod masser af væske inde bag drænene. Det udløste lige et par nye dræn, narkose onsdag kl. 11.25.!
Hallo, er der nogen hjemme Mor Karen? Det giver jo en forklaring på den dårlige hørelse! Jeg kunne muligvis godt lave tænkt tanken noget hurtigere, hvis de ikke var for den metaltræthed jeg har oplevet på det sidste og det naive ønske og håb om, at NU skulle vi have ro og ikke flere udfordringer og mere kontakt til nogen slags læger foreløbig! Jeg har totalt dårlig samvittighed og burde går med en permanent cykelhjelm, mod alle de dummeslag jeg har lyst til, at tildele mig selv.
Og ja, vi overlever nok også endnu en narkose, takler også de nye bekymring og et par nye dræn – mine tanker går mere på, at vi snart ikke orker mere dit og dat, sygdom eller tilstande der skal takles, symptomer der skal læses og behandles og et ansvar der skal udleves og opretholdes. For lige som der endelig ånder ro, fred og overskud opstår et nyt problem, heldigvis er dette over i puljen af luksusproblemer… i den efterhånden endeløse række af nye diagnoser og håbløse knuste forventninger og drømme om at nu går det da den rigtige vej.
Der er mange ørebørn, de får dræn og de klare sig fint. Det er i sig selv ikke så alvorligt, det går nok ikke? Er det bare mig der har fået et lag ekstra hård hud på følelserne med årene? Lad mig fortælle en hemmelighed, da Johann skulle have lagt dræn som to årig var jeg ved, at skide et landshold af snemænd… Vi var nye forældre og det var vores første barn, og vi stod med en ny situation og et barn der havde ondt og havde brug for os og vores hjælp. Det gik jo heldigvis fint. Denne gang er jeg ikke så nervøs, vi har alle stået her før. Selve indgrebet er jeg tryg ved, det har hun prøvet flere gange. Jeg er mere nervøs for Esthers reaktion når hun skal have bedøvelsesmasken, for hun har panikket totalt de sidste gange hun har fået den…
Jeg er mæt af spekulationer og dårlig samvittighed, og oven i det er jeg gået ned med en velvoksen sommerforkølelse og der tilhørende snot næse. Jeg føler mig lettere udkørt og træt af de evige bekymringer og er konstant på vagt og jagt efter ny viden, der kan stille min sult på viden, både for bedre at kunne hjælpe Esther, forudse og dygtiggøre mig så jeg kan sikre hendes vækst, trivsel og styrke hende til livets udfordringer med sygdom og udfordringer. Men også på det personlige plan forsøger jeg hele tiden, at forbedre og optimere min viden og udvide min horisont så jeg kan være den bedste mor for Esther og Johan og den bedste udgave af mig selv for, mine venner, familie og for min mand Lasse. Og ikke mindst for min egen skyld.
Man siger at modgang gør stærk, i så fald burde jeg kunne løfte et par heste op i luften i bedste Pippi stil, for jeg har sku stået model til en del efterhånden… Udfordringer er der nok af, det vil komme uanset hvad, for mig handler det om måden jeg vælger at møde dem på, og hvor længe jeg vælger at stirre dem i øjnene…
Nå ja – er da også derfor, at jeg vælger, at smile BIGTIME, det har jeg i den grad også bare brug for nu, da skæbnen har valgt, at toppe min lykkefølelse med, at naboens teenagedreng har fået et trommesæt, og bruger det flittigt i disse dage, morgen og aften – KORS…… Oh Happy joyful Day!