Lucky little me?
Torsdag d.18/2 var en dag vi havde set frem til, for der skulle vi have møde om Esthers opstart i børnehaven. Tilstede var to personer fra kommunen. Børnehavenlederen og to fra personalet, samt Lasse, Esther og jeg. Nøj, hvor jeg var nervøs. Vi skulle drøfte, hvordan børnehaven bedst kunne blive klædt på til at varetage Esthers situation. Først og fremmes skulle repræsentanterne fra kommunen forklares om, hvad Esther har været igennem og hvad hun har af pleje og behandlings behov nu. Tror jeg talte i ca. tre kvarter, for der var et ur på væggen bag ved dem, jeg sad overfor. Kors! hvor er der også bare meget at fortælle. Det var bare så vigtigt at få alt det relevante med, så de fik det fulde billede. Men hvem ville ikke have gjort det samme? Talt sit barns sag? Hun har ingen stemme endnu, det har vi og den blev brugt!
Det vigtigste var, at vi følte, at vi fik forklaret hvilke udfordringer, vi stod med, og at vi følte at vi blev imødekommet og hørt. Aftalen blev, at vi skulle gå hjem og afvente deres videre drøftelse. Børnehavelederen ville vende tilbage til os, når hun havde hørt fra kommunen. Dagen derpå, fik jeg så en opringning fra vores sagsrådgiver, at vi ville bliver indkaldt til endnu et møde, hvor vi skal drøfte, hvad der vil være den bedste løsning for Esther inden for deres givne rammer.
Aldrig har jeg været så lettet! Luften var i forvejen gået af ballonen. Jeg havde ventet med følesen af at være mat og træt efter gårsdagensmøde. Selv om der ikke er nogen færdig løsning, blev jeg bare så glad for, at de idet mindste, er lydhør og godt kan se, at Esther ikke passer ned i deres kasser endnu. De har ikke nogen færdig løsning, som de lige kan tage ned fra hylden, for den findes ikke… Et barn som Esther har de ikke igennem deres system hverdag.
Håber inderligt, at vi kan finde frem til en løsning alle kan være i, og at vores situation, kan være med til at give kommunen noget at samligne sager med i fremtiden. Hvis de, gud forbyde det, skulle møde familier som vores i fremtiden. Jeg kneb igen en tåre, men for engang skyld, var det ikke af håbløshed og afmagt! Denne gang var det fordi, vi endelig mødte lidt medgang i stedet for modgang. Kæmpe ros til de involverede, børnehaven og kommunen. Dyb respekt for deres faglige viden og indsigt, deres evne og villighed, til at se mennesker og møde vores familie med empati og forståelse.
Nu er det bare at hænge i og vente på næste møde og håbe på et godt udfald for alles skyld, men frem for alt at hjælp Esther trygt tilbage til sin barndom…