Efter et par meget lange ugers ventetid var dagen endelig kommet, hvor Esther skulle have skiftet drænene i sine ører. Det er prisen for en ordentlig omgang forkølelse, der har givet hende væske på ørene og totalt flade hørekurver.
Det har været nytteløst, at gøre brug af hendes høreapparater de sidste uger, det vil sige at vi i hele vores vinterferie brugte alle vores bedste kommunikationsevner til at bare give hende simple beskeder. Fagter med arme og ben, og gentagelser flere gange får man fornemmede det gik op for hende hvad man mente. Jeg må ærligt indrømme at mange forsøg på at føre en samtale endte flere gange med et ”glem det” hvis det ikke var så vigtigt. Jeg ved godt jeg ikke burde give op, men det bliver virkelig så anstrengende at fører en samtale med en der ikke kan høre. Det værste er at i takt med hendes høreevne dalede er hendes toneleje steget, dvs. at alt hvad der kommer ud af hendes mund, er liige en del højere end normalt. Stemme når hun taler, nynner eller synger er højere, det samme skal lyden helst være på både tv’et og når hun bruger IPad en. Det er enormt energi krævende for alle, at der skal tages ekstra hensyn til Esthers behov.
Spændt og klar på vej i elevatoren til hørelægen.
Jeg havde glædet mig inderligt til hun kunne høre igen og jeg fik min lille pige igen. Den ”lange” ventetid på de nye dræn, skyldtes at høreklinikkens narkoselæge havde vinterferie i uge 8. Ligesom os. Så onsdag d. 27/2. KL 09.05 var vores tid til at få Esthers dræn fornyet igen –vi var håbefulde og Esther en lille smule nervøs og meget sulten, og kunne næsten ikke få tiden til at gå i venteværelset. Det gjorde ikke bedre da vi blev oplyst at der grundet sygdom ville være ekstra lang ventetid, da de havde meget at lave da de jo manglede det ekstra personale til at overvåge børnene under opvågningen fra narkosen.
Det er bare dejligt, at vide de gør deres job godt og tager deres ansvar på sig i deres arbejde med de små menneskers velbefindende. Det giver os som forældre en kæmpe tryghed at vide. Det er stadig ikke og bliver aldrig nemt for mig at se Esther blive lagt til at sove med den maske over næsen. Hun er bange og utryg, selv om hun efterhånden har prøvet det et utal af gange. Ja, jeg er holdt op med at tælle, for hvad mening ville det give, det gør jo nogen forskel. Indgrebene skal jo stadig foretages. Anlæg at nye dræn, må man heldigvis sige at der høre til i den mere rolige ende af slagsen.
Ventetiden bruge på læsning i “dameblade”.
Der var lige et par minutters forhandling om hvorvidt det nu også var nødvendigt med de nye dræn, og om masken skulle holdes på næsen af mor, hende selv eller om ansvaret skulle gives til narkoselægen…. Åh Boy, det er med at holde fast i overblikket og i ansvaret. For det må aldrig blive Esther der skal have det. Som hendes forældre er det jo os der siger JA til indgrebet på hendes vegne, og i sidste ende os der har ansvaret for at alt det før og bagefter indgrebet går så god som over hovedet muligt…
Det var gået fint, det tog ikke den dygtige ørelæge ret lang tid og da vi så hende igen til opvågningen, lå hun fint og sov på siden, med narkoselægen ved sin side med måleudstyret. De havde sat nye ”poloer” i som Esther kalder dem, for de ligner de mintpastiller som hende bedstemor altid bød på når hun var på besøg. De havde suget væske ud og alt var nu igen som det skulle være. Efter lidt tid måtte vi forsøge at vække hende, og vi kunne tage hjem efter lidt tid.
Efter sådan en omgang er det store skift imellem fra nærmest ingen hørelse til at pludselig at kunne høre det hun plejer igen, kæmpe stor for hende. Alle lyde går rent ind, og hun bliver overvældet og forskrækket. Det kræver en dag i ro for at tilvænne sig de høje lyde, vores stemmer og alle de almindelig kendte lyde fra omgivelserne. Hun græd hele vejen, tårene trillede ned ad kinderne og hun skældte voldsomt ud på os, hvis vi bare sagde det mindste til hende. Det gjorde ondt i ørene når vi talte. En samtale med Lasse kunne slet ikke lade sig gøre… Jeg tror det er en kombination af det heler er så overvældende for hende, hun har været fastende, bange, sur over at blive vækket og smelter og det ubehag efter indgrebet. Sådan reagere hun hver gang hun får nye dræn… Ture hjem foregik i stilhed med et hurtigt stop ved Netto, så jeg hurtigt kunne købe lid ekstra til at kunne tilbyde hende når appetitten kom tilbage, når de værste smerter og kvalme havde fortaget sig… Godt med karamelis, frysepizza og Dumle karameller, er den bedste kur mod ømme øre og en verden af lyde der føles alt for stor.
Hjemme igen stod den på ro og stille tempo hele dagen og en mor med ”Ja hatte” på, der kunne levere omsorg, mere mælk hurtigere end man kan nå at stave til multitasking og gudskelov, hen under eftermiddag, begyndte min lille velkendte ”Hørende” glad pige, at dukke frem igen. Jeg tog mig selv i at lytte til hendes glade nynnen, mens hun sad og legede med Barbier på gulvet i hendes værelse. Det er den bedste lyd og jeg nyder når hun leger i sin egen lille verden. Det tog lidt tid for hende, at forstå at hun ikke længere behøvede at tale så højt, og jeg kunne mærke at hun slet ikke behøvede at bruge så mange kræfter på at lytte. Hun har været under en stor belastning og det er godt, at hun har de bedste vilkår for at høre optimalt igen. Det er godt for hele familie, for det har fyldt meget og krævet ekstra kræfter fra os alle at vide den mængde hensyn som hun har haft brug for.
Det er ikke kun Esther der har været påvirket de sidste par uger, det er hele familien der kan mærke at hendes høretab bliver ekstra påvirket af følgerne at hendes forkølelse, der har givet væske på ørene. Vi har alle kunne mærke hvilken belastning det har givet. Det er ikke småting den pige skal igennem, vi mærker hun bliver større og hendes lille verden skal tilpasse sig ind i så mange andre verdner. I skolen sker der også rigtig mange ting hver dag, som hun skal kunne følge med i og ikke mindst til. For det går hurtig, og det kan være svært at få det hele med når hørelsen svigter.
Alle har indordnet sig, bæret over med hende, grint af hendes konstante ”HVAD”??? Og irriteret os i stumper og stykker over at alt skulle gentages flere gang og at skulle have fysisk og helst øjenkontakt med hende for at være sikker på hun fangede at vi talt til hende.
Nu er vi på den anden side af denne udfordring, videre ud af livets landevej – tænk at man nogle gange glemmer at sætte pris på sin hørelse, noget så banalt ikke? I farten glemmer man så mange ting, måske det aller mest vigtige… Hvor er vi heldige, at vi har hinanden og Esther stadig er hos os. Jeg er lige ved, at tude ved tanken om alt det, dette lille fine menneske allerede har været igennem og at hun har kæmpet sig frem til hvor hun er i dag.
Vi er så heldige, taknemmelig for at vi stadig få lov til at nyde hende hver dag. Pyt med dræn, høretab og kontroller… Det er ikke det det handler om i det store billede. For mig tæller det, at hun kommer vel igennem de ting livet og hendes tilstand bringer hende.
Tænk, at hun rejser sig og kommer hen til mig og vil have hjælp til at lave en hestehale i hendes Barbies hår… for hundrede syttende gang 😉 Det er lykke for mig.
…. og et Kæmpe Tak, til det dygtige personale, lægen og til dem der udviklede videnskaben og opfandt drænene! Halleluja!