Det kræver ikke ret meget fantasi af forestille sig at en 6-årig pige, der helt selv forlov til at vælge et nyt fastelavnskostume, næsten ikke kan vente på at det ankommer med posten.
Det var da også med stor begejstring at pakken fra testtema, der levede totalt op til dag til dag leveringskonceptet, der er noget en spontan og ofte lidt i ”sidsteøjebliksmoragtigt”, situation som jeg ofte ender i. Det er egentlig ikke med vilje, det er bare fordi der er så mange ting, og så lidt tid og plads i min belastede hjernekapacitet.
Esther var fraværende fra skole i onsdags, da hun om morgenen fik lagt to nye dræn i ørene, derfor var hun hjemme fra skole og om eftermiddagen går det op for mig, at hun ikke har noget kostume til om fredagen, hvor der er fastelavnsfest på skolen. Esther har i de sidste par år haft et fortrukne fastelavnskostume, sit elskede Pipi sæt, som hun er hun vokset fra og vi har fornyeligt givet det videre til en anden lille pige. Derfor, ingen oplagt løsning på tøjproblemet… I guder, nu var gode råd dyre… Ja på med JA hatten igen og frem med computeren og en gigantisk jagt blev sat ind på, at finde det kostume som Esther allerhelst ville have. Det var egentlig helt fint med mig, for hun havde på alle måder fortjent lidt glæde og lykke ovenpå dagens strabadser med faste og ørepine.
Nå, tilbage til det det hele handler om, Esthers glæde over at modtage pakken med det sejeste kostume ever, nemlig et topsejt Disco kostume i pink, med de fineste detaljer, flæser og bånd. Kassen blev nærmest flået op, og det skønneste gladeste smil bredte sig over hendes læber. Fredagens fastelavnsfest var reddet.
Fredagens fastelavnsfest i indskolingen 0- 3 årgang på skolen, gik så fint og var et kæmpe hit og nu venter der endnu en fastelavnsfest med Esthers klasse på søndag fra 10.00 til 12.30. Det er første gang klassen mødes til sådan en sammenkomst. Ungerne er naturligvis vilde med det, og jeg måtte da medgive at jeg krummede svært med tæerne, da jeg læste at alle, som I ALLE skulle møde udklædte til festen, det vil sig også alle voksne….
En lille kritisk stemme på min ene skulder, fik straks ”ja hatten” galt i halsen og kunne slet ikke finde hver en lysten eller overskuddet til at tilbringe flere timer i selskab med ninja turtles, pokemon og prinsesser i en larmende blanding af pigeskrig og kraftige smæld fra køllen, der rammer tønden og fastelavnsboller i lange baner – og det jeg frygter mest. Small talk til den store guldmedalje med et nyt hold forældre fra Esthers klasse, som jeg skal forholde mig til.
Det var alt det jeg forventede og meget mere end det. Det var rigtigt hyggeligt, og hvor var det dog fantastiske, at se så mange forældre støtte op omkring det gode initiativ. Det var skønt, at se så mange glade børn samlet på samme sted. Der var fuld gas på ungerne fra start til slut, Esther og hendes veninde de var ikke til at løsrive fra hinanden, da vi skulle hjem…
Heldigvis var der flere positive ting ved dagens fastelavnsfest, alle var glade, ungerne havde det sjovt og der blev tjent lidt flere penge til klassekassen. Alt i alt en superfin formiddag i dejligt selskab, og nogle gange skal man bare gå med strømmen og tage Ja hatten på og ikke tage sig selv eller sin tid så alvorligt. Nogle gange en jeg for hurtig til at dømme sociale sammenkomster ude, fordi jeg ganske simpelt er rusten og ude af trit med at tale ”small talk” på den sociale manege. Det føles som om jeg jeg taler fransk når jeg åbner munden, og jeg føler at jeg stadig sidder fast i mine gamle overbevisninger fra den tid, hvor Esther og jeg var isoleret, da hun var syg og på ventelisten. Nu har vi vores frihed tilbage, vi kan gøre hvad vi vil, stort set hvornår vi vil. Det er vist bare mig der skal droppe undskyldningerne og løsne lidt op på viljen til at have kontrol over situationen.
Jeg føler mange gange at jeg ikke har det store at bidrage med, eller at mine samtaleemner må kede røven ud af bukserne på andre, kort sagt jeg er rædselsslagen for, at jeg ikke kan tale om andet end sygdom og de udfordringer vi møder i hverdagen. Jeg beskrev en gang i et tidligere blogindlæg, de problematikker jeg oplever, når man skal tilbage til det socialeliv igen, og den måde det er kommet et helt andet fokus og opmærksomhed på de forskelle på folks liv og opfattelser af hvad der betyder noget i livet. Især fortolkningen af hvad der er hverdagsproblemer for nogle er nogle helt andre for vores familie.
Min daværende chef, da Esther fik konstateret kræft, skrev en gang til mig, noget i retningen af at jeg spiser almindelige hverdagsproblemer til morgenmad. Tror hun ville sige at hun syntes at vi som familie blev budt lige lovligt mange udfordringer. Det er svært at finde fodfæste igen, det er svært at møde verden og nye mennesker, men det er samtidig også en mulighed for at lære andre at kende på nye betingelser. En frisk tavle at skrive på, en ny historie skrives med mennesker der ikke aner hvad Esther og vi har gennemgået. Et frisk blad, en ny start og måske er det ikke så farligt eller skidt.
Så I dag tog jeg lidt gas på mig selv, og i klædte mig en god portion selvironi og et dertil passende klovnekostume med rød næse. Nogle gange skal med bare lægge sygdom, alvoren og kontrollen bag sig, og blæse forfængeligheden og gamle overbevisninger et stykke og lukke lidt lykke ind i livet.
Slippe det seriøse, og løsne slipset for en stund og springe ud som fransk klovn. . 😉